Får du det stramt ved tanken om at skulle være sammen med din kærestes eks? Eller ville du finde det svært, hvis eks'en stadig var en stor del af din kærestes liv? For nogen vil det måske være utænkeligt - men ikke for Carolyn, Nikolaj og Kristoffer.
31-årige Carolyn Piilgaard Casco har sønnen Marlon sammen med ekskæresten, 31-årige Nikolaj Prip Petersen. Carolyn bor i dag sammen med sin nye kæreste, 27-årige Kristoffer Kastrup Petersen, i Randers. Mor, far og mors nye kæreste har i dag fået tingene til at fungere - men det har krævet tid, tårer og tålmodighed at nå dertil.
Her får du deres historie fortalt af Carolyn og kommenteret af ekskæresten Nikolaj og kæresten Kristoffer.
Min ekskæreste Nikolaj og jeg gik fra hinanden for to år siden, efter at vi havde været sammen i seks et halvt år. I den periode fik vi vores søn Marlon, som vi elsker overalt på jorden.
Vi gik fra hinanden, fordi vi voksede fra hinanden. Der var relativt udramatisk.
Det var mig, der syntes, vi skulle gå hver til sit. Gnisten var der bare ikke længere. Men jeg havde og har stor respekt for den mand, som jeg har levet med. Han er det dejligste menneske og en god mand - der er ikke noget ondt skabt i ham.
Jeg kunne aldrig drømme om bare at smide ham ud af lejligheden. Han skulle have tid og plads til at finde noget nyt at bo i - og det skulle være et godt og trygt sted for vores søn at være.
Fra kærester til ekskærester under samme tag
Det betød, at han blev boende i lejligheden i seks måneder. Og det var ikke uden komplikationer.
Det var rigtig svært at gå fra kærester til ekskærester og bo under samme tag. I starten sov vi stadig i samme seng, men lidt efter lidt begyndte jeg at sove mere og mere på sofaen.
Vi gled længere og længere fra hinanden, og det skabte gnidninger mellem os - det var ikke nogen rar proces, men den var nødvendig.
Vi var begge kede af det, men jeg kunne mærke på Nikolaj, at det tog hårdere på ham. Han var i begyndelsen ikke enig i, at vi skulle trække stikket, men han har senere fortalt mig, at vi skulle have gået fra hinanden flere år, før vi gjorde det.
Den nye kæreste
To måneder efter Nikolaj flyttede ud, fik jeg en ny kæreste, Kristoffer. Jeg kunne mærke, at det føltes helt rigtigt, men jeg havde ikke lyst til at fortælle det til Nikolaj.
Så jeg holdt det hemmeligt i starten, og det var noget værre rod at være i. Jeg følte, at jeg løj, men jeg gjorde det for at skåne Nikolaj.
Men en dag, da vi spise frokost sammen, fortalte jeg Nikolaj, at jeg havde mødt en anden. Han tog det pænt - overraskende pænt. Men ikke længe efter kom reaktionen.
Jeg kan huske, han sagde: Vi kommer aldrig nogensinde til at sidde sammen - dig, mig og din nye kæreste - og spise aftensmad sammen eller noget andet.
Han kunne slet ikke være i det, og det kan jeg godt forstå. Han følte, at det var mig, der mest havde taget beslutningen over hovedet på ham. Det var hårdt.
Men vi blev ved med at holde kontakten og snakke meget sammen - både på grund af vores søn, men også fordi jeg ikke ville miste mit venskab med Nikolaj. Det var vigtigt for mig.
Jeg gjorde det klart for min nye kæreste, Kristoffer: 'Nikolaj skal være her, og du må være her. For Nikolaj er min søns far, og sådan er det. Min søns behov kommer i allerforreste række.'
Det første møde
Jeg husker, at det første møde mellem Kristoffer og Nikolaj opstod helt tilfældigt. Nikolaj ringer og siger, at han mangler noget til vores søn, og om han ikke kan komme forbi og hente det.
’Jo, det kan du godt, men Kristoffer er her’, sagde jeg. Det var han okay med. Så blev jeg nervøs.
Nikolaj kommer op i lejligheden sammen med vores søn, han hilser på Kristoffer, og de ser hinanden lidt an. Jeg tænker, det var godt, at vores søn og hund var der, for det blødte den potentielt akavede stemning op.
Heldigvis gik det overraskende godt. Og der var ingen sure miner at spore.
At det første møde mellem dem gik så godt, har virkelig været vigtigt for den relation, vi har i dag.
Spiser sammen og pynter juletræ
Vores fælles forhold er faktisk så godt, at vi alle spiser sammen flere gange om ugen. Og sidste jul var vi også sammen, og der pyntede Nikolaj og Kristoffer juletræet sammen, mens Marlon og jeg spiste æbleskiver.
Det bliver ikke meget mere idyllisk end det, vel? Som barn må det være den største julegave at få, at ens forældre og bonusforældre får det til at fungere og faktisk kan lide hinandens selskab.
Det føles faktisk næsten lidt skørt, at det er så naturligt, som det er. Det får mig til at føle mig ret privilegeret. Men det har også krævet en del for at nå hertil.
Et godt råd til andre, der står i en situation, hvor man er ved at gå fra hinanden, og der er børn involveret, er, at man skal have sit barn for øje 110 procent.
Alle ved, at man skal gøre det, der er bedst for sine børn, men der er langt fra tanke til handling. Og man kan lige så godt indse, at man kommer til at sluge nogle kameler undervejs, og at ens egne behov kommer i anden eller tredje række.
Og så er det blevet lysende klart for mig, at man kommer rigtig langt med tålmodighed og respekt.