Det tager lang tid at blive god til noget.
Det kan August Fogh og Andreas Wilson fra Aarhus, som til sammen udgør duoen Soon, skrive under på.
- Vi har det tilfælles, at ingen af os var virkelig dygtige til vores respektive instrument, da vi startede, siger Andreas Wilson.
- Andreas var fucking dårlig til at spille klaver, og jeg var megadårlig til at synge, konstaterer August Fogh.
Det mente de i hvert fald selv. Og de har da også måttet hanke op i hinanden, når selvtilliden ikke var der.
- Når den ene tænkte: "Hold kæft, jeg lyder dårlig" eller "Hvordan fanden skal jeg få det her til at lyde godt?", så har vi skullet hjælpe hinanden til at udvikle os.
Når man kigger på de mange afspilninger på Spotify, duoen har i dag, kunne noget tyde på, at de to venner er lykkedes meget godt - og at øvelse måske gør mester.
Mød Soon i videoen øverst, hvor de fortæller om deres sang 'Trigger' og et venskab, der er bundet op på musikken.