'En af de bedste sange nogensinde!' Hårdtpumpet landeplage var forud for sin tid

Medina kombinerede tunge klubrytmer og dystre poptekster på 'Kun for mig'. Så var en klassiker født.

Er det letbenet pop?

Eller slet og ret et af de bedste numre nogensinde?

Store hits avler holdninger, og det kan man roligt sige, at Medinas kæmpehit fra 2008, 'Kun for mig', har gjort.

I videoen ovenfor giver et panel af danske musikere og musikelskere deres bud på, hvad der gør 'Kun for mig' til noget særligt.

'Kun for mig' introducerede en ny type dansksproget pop, der kombinerede dystre tekster og hårdtpumpende beats, og det satte samtidig Medina på landkortet som en sanger med internationalt format.

Det var dog ikke alle, der følte magien dengang.

Musikproducer August 'Eloq' Fenger blev hurtigt træt af "poptøse-anthemet", da det kom ud.

- Hvis du var til en privatfest, var det uundgåeligt, at den blev spillet 12 gange, fortæller Eloq, der siden er blevet fan af nummeret.

Både på grund af dets dystre tekster og elektroniske inspirationer, som han mener, var forud for sin tid.

Sanger Andreas Odbjerg kalder 'Kun for mig' for "en af de bedste sange, der nogensinde er lavet".

Han giver ikke noget for den kritik, der har været af Medinas tekster, der gik på, at de var for poppede og letbenede:

- "Prøv at skrive lortet selv", siger jeg til dem, der hater på det, fordi det er så psykopatsvært at skrive tekster.

Se videoen, hvor Repeat-panelet kradser i en af dansk musiks store popklassikere.

REPEAT-panelet:

  • Fie Neergaard, vært på P3

  • Andreas Odbjerg, sanger og sangskriver

  • Frederik Dyrby, ADHD og H1tmakers

  • Jacob Simonsen, ADHD og H1tmakers

  • FVN, rapper

  • Bjarke 'Lille Høg' Bech, producer

  • August 'Eloq' Fenger, producer

  • Sinan 'SingoDingo' Türkmen, youtuber