- Gangstere ser også tegnefilm.
- Kæmpe props for at namedroppe min datters favoritbil, McQueen.
- Jeg er stor fan af bombastisk, hardcore gangsterrap om… tegnefilmsfigurer!
Sådan lyder nogle af reaktionerne på rapperne RH og Brancos monsterhit 'McQueen', som har over ni millioner afspilninger på Spotify.
Titlen på nummeret henviser til hovedkarakteren i Pixars animationsfilm 'Biler', Lynet McQueen, og vi har sat et panel af musikkyndige eksperter i stævne for at undersøge, hvordan det på én gang fjollede og farlige nummer er blevet sådan et gigantisk hit.
Og måske den hemmelige ingrediens i hitopskriften består af en god del Branco:
- Han har den her helt grove stemme. Du tror virkelig på, han har oplevet de ting, han rapper om. Der er slet ingen tvivl, forklarer Fie Neergaard, der er radiovært på P3.
Succesen lader sig da heller ikke fornægte.
I 2020 var Branco en af de absolut mest streamede danske artister. Og han endte ved årets udgang også med at have streamet bedre end store internationale navne som The Weeknd, Justin Bieber og Drake herhjemme.
Musikjournalist ved Soundvenue Kristian Karl peger også på, at Brancos hitfaktor har været uundgåelig:
- Han har været den rapper, der har præget dansk rap mest de seneste år. Han har indført nye lyde og en ny måde at rappe på, siger han og bliver bakket op af Fie Neergaard:
- Han kan både lave klubrap, noget mere tropisk, mere oldschool, trap, drill. Han har alle de forskelige facetter, og han passer ind i dem alle sammen, fordi han er møgdygtig.
Se videoen, hvor panelet dykker ned i 'McQueen', øverst i artiklen.