Er det "duften af nybagte brunkager" indkapslet i eviggyldige juletoner?
Eller blot "tidstypisk" R&B fra slut-90'erne?
Siden julenummeret 'Let Love Be Love' blev skabt af Juice, S.O.A.P., Christina og Remee i 1998, så har det formået at sætte aftryk på et hav af højtidens playlister, fester og stormagasin-lydspor.
Og det er der god grund til, hvis man spørger musikproduceren Bjarke Bech, også kendt som Lille Høg.
Sammen med et panel af musikkyndige dykker han ned i nye og gamle hits og undersøger, hvorfor de er blevet populære - se hele videoen ovenfor.
Denne gang er turen kommet til julehittet 'Let Love Be Love', og det vækker ikke kun associationer til julebagværk og 90'ernes musik.
- 'Let Love Be Love' er den eneste julesang, jeg kan overskue at høre - uden tvivl. 'Last Christmas' er jo helt godnat, fortæller musikproduceren Bjarke Bech med henvisning til Whams megajulehit fra 1984.
Bjarke Bech peger på, at 'Let Love Be Love' ikke falder i de klassiske fælder som mange andre julesange, hvor man indhylder nummeret i bjældeklang, 'Ho-ho-ho'-lydeffekter og juleanprisning i hver anden linje.
Og så har den danske popsang også gjort noget, der er meget få sange forundt, fremhæver dj og musikproducer August Fenger Janson.
- Det er jo virkelig svært at lave nye julesange, som holder. Der bliver kun indført én per femte år i hall of fame. Der er 'Let Love Be Love' med i puljen, fortæller produceren om det eksklusive selskab, som klassiske julehits tilhører.
- Hele verden burde vide, at den findes, mener Feven Geles, der også sidder med i panelet.
Men hvorfor har 'Let Love Be Love' formået det? Er den tidstypisk eller tidløs - eller begge dele på én gang? Og hvordan har tiden behandlet Remees kuriøse hviskevokal?
Se videoen ovenfor, hvor Repeat-panelet dykker ned i 'Let Love Be Love' - og den søde julemusik opstår.
REPEAT-panelet:
- •
Fie Neergaard, vært på P3
- •
FVN, rapper
- •
Georg Bundgaard Svendsen, musiker, Jesu Brødre
- •
William Kruse, musiker, Jesu Brødre
- •
Bjarke 'Lille Høg' Bech, producer
- •
August 'Eloq' Fenger, producer