"Hvad ER det her!?"

Det var min første tanke, da bandet Ganger nærmest ud af det blå gjorde sin entré på den danske musikscene med et par singleforløbere og et debutalbum sidste år. Det var nemlig både så mærkeligt og så uforklarligt catchy på én og samme gang.

Sangene røg da heller ikke direkte på repeat hos undertegnede efter første afspilning. Næ, det er den slags musik, der sniger sig ind på dig over tid og bider sig fast. Det var i hvert fald tilfældet for mig.

Det blev en gang for alle bevist, da Spotify afslørede mine mest afspillede kunstnere i 2020, hvor Ganger var kravlet til tops. Og da min kæreste pludselig kunne teksten til flere af sangene uden rigtigt at kende bandet, blot fordi jeg selv har sunget dem så mange gange herhjemme.

Lyt til Ganger med deres seneste single 'Styrke', som du måske er stødt på i radioen i løbet af efteråret:

Men der var i den grad også andre end mig, der fik øjnene op for firkløverets eksperimenterende popmusik i år. De startede med at vinde et par priser fra landets anmelderstand ved Steppeulven (hvor de er nomineret igen i 2021), og så havde de blandt andet en turné og en koncert på Roskilde Festival linet op. Det måtte de opgive, men fik dog hurtigt erstattet den oprindelige plan med optrædener i radio og tv – og senere for udsolgte koncertsale med siddende publikum.

Nå ja, og så vandt de endnu en pris ved årets P3 Guld og udgav deres andet album 'Tro' i efteråret, som, at dømme ud fra anmeldelser og omtale, ikke har skuffet. Heller ikke mig.

Men ifølge Pelle Peter Jencel er det ikke så mærkeligt, at jeg lige har skullet have tid til at lade musikken vokse på mig.

- Ganger er jo en revolution. De har opfundet deres egen genre og skabt en lyd og en energi, man ikke vidste fandtes eller kunne skabes, før de gjorde det. Og det gennemsyrer både tekst, produktion og lydunivers. De har blandet genrer på en måde, man ikke har hørt før. Det er fandeme mærkeligt – men fandeme fedt, siger han.

Ganger har fra start været klare i spyttet omkring deres formål og mission: De vil ændre dansk pop. Give den en ny lyd og en ny stemme. Og spørger man Pelle Peter Jencel er de rigtig godt i gang med at lykkes med netop det.

- Når man går så helhjertet til opgaven og laver musik, der har så høj kvalitet som Gangers, så tror jeg, man vil sætte et aftryk. Ingen andre kan det, de kan, og om nogle år tror jeg, vi kommer til en se en masse nye navne, som er tydeligt inspireret af dem, siger han.

Er man bare den mindste smule åben for musik, der ikke følger den gængse popskabelon, og er klar på at lade sig overvælde af storslåede sange, man ikke kan regne ud på forhånd, bør det absolut stå øverst på ønskelisten at opleve Ganger live, så snart det er muligt. Jeg siger det bare.

Se Ganger optræde med 'Pumper Mama' og 'Bye Bye' ved P3 Guld:

- Så du de der… Joyce? De var sgu da meget fede.

Sådan sagde min far til mig i sommer. Det var dagen efter, at DR's tv-koncert, som skulle "erstatte" Roskilde Festival, var blevet sendt. Her var han stødt på bandet Joyce, der spillede i programmet som en form for erstatning for deres debut på den legendariske festival.

Ja, måtte jeg svare. For ja, de er rigtig fede. Og jeg elskede, at jeg kunne mødes et sted på den musikalske midte med min far, der har længere hår end mig, elsker Volbeat og dødsmetal, kører motorcykel og har gået i sin gamle lædervest siden 80'erne. Ifølge ham er jeg nok lidt af en poptøs. Men Joyce, de er både hårdtslående og melodiske. Højtråbende, larmende og fængende. De favner os begge.

Lyt til Joyce med deres seneste single 'Mand mig op' her:

For første gang i efterhånden mange år, hvor rap og hiphop har præget toppen af hitlisterne, føler jeg, at jeg har hørt et nyt rockhåb, som ikke reproducerer noget, jeg har hørt før, men har gjort rocken til deres egen og på ingen måde føles malplacerede i 2020. Og det er jeg ikke ene om.

- Joyce har på en eller anden måde givet rockgenren den blodtransfusion, man har ønsket sig, at nogen ville give den. Rock har i mange år været en ode til noget, der skete for længe siden. Det er, som om der har været konsensus om, at hvis man afveg fra at lave noget, der lød som noget fra fortiden, så var man ikke sej eller ægte nok. Og det er jo den sikre død for en genre, for så gentager man sig selv igen og igen, siger Pelle Peter Jencel og fortsætter:

- Det fede ved Joyce er, at de står på skuldrene af en punktradition, men de laver noget musik, der ikke ellers findes lige nu. Og så rammer de en nerve og nogle følelser, som tiltaler en ung generation, og pakker det ind i en lyd, der både larmer og slår gnister. Man kan mærke, der er noget på spil. Det er ikke så vigtigt, om teksten rimer, for det skal bare ud. Og så rammer de en energi, man ellers finder meget i rap og elektronisk musik.

Jeg er altså tydeligvis ikke den eneste, der har haft brug for Joyce. Og bandet har da heller ikke ligget på den lade side i forhold til at gøre omverdenen opmærksomme på deres eksistens.

Efter udgivelsen af singler som 'Djævlen' og 'Formskifter' og et debutalbum af samme navn har de nemlig været i tung rotation på kanaler som P3 og P6, optrådt live i tv på både Roskilde Dyrskueplads, i Københavns Lufthavn og ved P3 Guld og spillet så mange koncerter, de nu kunne komme til.

Og det ligger altså efterhånden i kortene, at både min far, jeg og ikke mindst resten af Joyces voksende fanskare skal ud at hoppe og headbange, når de får lov at spille flere.

Se Joyce optræde med 'Formskifter' i programmet 'Roskilde Festival 2020 på DR2' her:

Hun fangede godt nok min opmærksomhed, da hun debuterede i 2019, men jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt mærkede det.

Den drømmende pophymne 'September Till June' gav mig nogle Lana Del Rey-agtige vibes, og jo, det stod klart, at Dopha kunne både synge og skrive sange, og det hele var sådan set enormt lovende og i orden. Men hun kunne godt være en af dem, man relativt hurtigt ville glemme igen, tænkte jeg.

Det blev hun så bare overhovedet ikke. Dopha viste sig nemlig hurtigt at være meget mere end en tilfældig popsanger i mængden.

Hun startede 2020 med at udgive 'Happy for Me', som ikke mindede om noget andet, jeg havde hørt herhjemme for nylig, og hvor hun understregede, at hun desuden er aldeles ferm med en guitar.

Lyt til Dopha med 'Happy for Me':

Sangen blev da også hurtigt et radiohit, som var svært at komme udenom. Og det er ikke tilfældigt, mener P3-vært Pelle Peter Jencel.

- Hun er en sindssygt dygtig sangskriver, som har skrevet nogle rigtig gode sange. Det er musik, der både kan høres af dig og mig, vores bedstemødre og små nevøer. Hun rammer ret bredt og er meget relaterbar. Man behøver ikke høre sangene 30 gange og have en kandidatuddannelse for at forstå, hvad de handler om. Hun rammer en følelse i en ved første lyt, fortæller han.

Dopha har siden 'Happy for Me' demonstreret endnu flere nuancer på en række opfølgende singler, der er udkommet i løbet af året, hvor især den rockede 'The Game' - som også er titlen på det kommende debutalbum, der lander i slutningen af januar 2021 - står frem som et lille genistykke, hvis man spørger mig.

Det er instrumenterne og Dophas sangstemme, der er i fokus, og det føles som et friskt pust i et ellers autotunet og overproduceret musiklandskab (ikke et ondt ord om det, men lidt variation har sjældent skadet nogen, vel?).

Og det er netop Dophas styrke, at hendes sange ikke skriger 2020, mener Pelle Peter Jencel.

- Hun har ramt noget, der ikke kun fungerer i 2020, men som også ville have været fedt for tre år siden eller om tre år. Musikken er ret tidløs. Du kan ikke fucke med en guitar og en god sang, siger han.

Det er han ikke ene om at synes. På trods af et noget atypisk og udfordrende år har Dopha nemlig formået at spille support for navne som Peter Sommer og Drew Sycamore og sine egne første headliner-koncerter. Senest har hun spillet for selveste Kronprinsparret, da hun indtog scenen til tv-showet 'Kronprinsparrets Priser'.

Jeg glæder mig personligt til at høre meget mere til Dopha, når debutalbummet udkommer, og det forhåbentlig snart bliver muligt at forsamles på spillesteder og festivaler i løbet af næste år.

Se Dopha optræde med 'The Game' ved 'Kronprinsparrets Priser' her:

Dopha, Ganger og Joyce er langt fra de eneste nye talenter herhjemme, der har fået luft under vingerne i løbet af året - og sandsynligvis får mulighed for at sigte mod endnu højere luftlag næste år.

Det fynske band Patina har i den grad kurs mod stjernerne. I 2019 spillede de deres debutkoncert og vandt KarriereKanonen med kun få måneders mellemrum.

I 2020 har de udsolgt spillesteder og turneret landet rundt (i hvert fald indtil corona satte en stopper for det) - og ikke mindst leveret den sang, der har fået allerflest afspilninger på P3 i år. Det kribler ærlig talt i mig for at opleve meget mere af Patinas uslukkelige energi og ikke mindst skråle med på "flammer - rammer!"

Lyt til Patina med 'Flammer rammer' her:

Da jeg hørte Angående Mig live første gang, var jeg lidt usikker på, hvor musikken egentlig ville hen. Laura Lilholt Andersen, kvinden bag kunstnernavnet, var tilsyneladende både glad for hårdtslående hiphop og tunge beats, rolige singer-songwriter-vibes med en akustisk guitar og... skrig og skrål.

Men én ting var sikkert: Hun havde noget unikt over sig og en stemme udover det sædvanlige - mildt sagt. Og på en eller anden måde har hun og hendes band formået at kombinere det hele på debut-ep'en 'Kunsten at lade som om', som ikke er gået ubemærket hen hos de danske medier. Men ærligt, Angående Migs lyd er altså også svær at ignorere. Og bliver det nok også i 2021. Bedøm selv.

Lyt til Angående Mig med 'Vrede kvinder':

Jeg skal ikke ud i en lang udredning om kvinder i hiphop. Men lad mig bare nøjes med at sige, at der breder sig en varm følelse indeni mig, når jeg ser, hvordan de popper op over det hele herhjemme - og dyrker vidt forskellige af hiphoppens undergenrer. Og af en eller anden grund det en smule mere vedkommende for en som mig, som kan have svært ved at relatere til vrede mænd, der har travlt med at lave penge.

Sulka er en af dem, og i foråret smed hun et helt debutalbum på gaden proppet til renden med velskrevne, poetiske rapvers og en 90'er-vibe, der skiller sig ud fra stort set alt andet på den danske rapscene lige nu.

Sulka, som både rapper og synger på albummet, lyder både vred og opgivende og melankolsk, men det er på ingen måde trist at lytte til hende. Det er både medrivende og imponerende. Ja, jeg forstår godt, at Malk de Koijns Tue Track, som har været med til at lave albummet, er faldet pladask for både hendes attitude og talent. Bare lyt.

Lyt til Sulka med 'Hjem (feat. Loke Deph & Tue Track)':