Næsten fem år.
Så længe er det siden, at alverdens øregange sidst blev forkælet med dugfrisk solomusik fra hitmageren Justin Bieber.
Jovist, i mellemtiden har 25-årige Bieber udgivet et par singler i selskab med kollegaer som Ed Sheeran og Billie Eilish, men ikke siden pladen 'Purpose' fra 2015 har Bieber stået på egne ben.
Indtil nu! For natten til fredag udsendte den canadiske popprins singlen 'Yummy', der er det første udspil fra sangerens kommende femte studiealbum.
- Der er gået fem år siden sidst, og det kan man godt mærke. Modsat mange af sangene på 'Purpose', så er det her ikke en sang, der fylder dansegulvet, men et sløvt og døsigt r&b-track. Havde man sat snuden op efter en sang a la 'What Do You Mean' eller 'Sorry', så bliver man skuffet, men jeg er ikke i tvivl om, at 'Yummy' nok skal blive et hit, siger radiovært på P3 og P6, Mads Gundersen, der ikke er overrasket over, at Bieber har valgt at gå nye, musikalske veje.
- På en måde, er det ret forudsigeligt, at Bieber vælger at gå den her vej, for det er den lyd, der hitter lige nu. Det er lyden af 2019. Om det så også er lyden af 2020, må tiden vise.
Hør 'Yummy' her, mens du læser videre:
Allerede juleaftensdag løftede Bieber i en video sløret for sine musikalske planer for 2020 og offentliggjorde samtidig både et kommende album, en turné og en ny dokumentarserie i ti afsnit, der vil blive udgivet YouTube.
De seneste par år har været turbulente for Bieber, der har kæmpet med angst og depression og i 2017 måtte aflyse den sidste del af sin verdensturné 'Purpose World Tour'.
I videoen fortæller Bieber selv, at han har begået flere fejl i sit liv, og at han nu, hvor han udgiver ny musik, føler sig mere tilpas.
- Jeg føler, at dette er anderledes i forhold til det tidligere album på grund af, hvor jeg befinder mig i mit liv, siger han i videoen, som har skabt jubel blandt fansene på de sociale medier.
Mads Gundersen ser frem til at se, hvad Bieber har oppe i ærmet på sit femte studiealbum, men mener ikke nødvendigvis, at 'Yummy' giver et praj om retningen for Biebers nye musik.
- Man kan ikke sige, at albummet bliver i samme stil som 'Yummy', for det er klassisk Bieber, at hans sange stikker i alle mulige retninger. Så vi må bare læne os tilbage og se, hvad der sker. Hans seneste single var en countrysang (duetten '10.000 Hours' med duoen Dan + Shay), og nu udgiver han et r&b-nummer, så alt kan ske, vurderer Mads Gundersen.
Men Justin Bieber er ikke den eneste musikløve, der er klar til at brøle i det nye år. Vi har samlet otte andre musiknavne, som også har ny musik på trapperne i 2020.
Selena Gomez
Allerede ugen efter, at Justin Bieber har udgivet sin nye single, kommer der nyt fra hjerteknuserens ekskæreste, Selena Gomez.
Den tidligere Disney-stjerne udgiver 10. januar sit tredje studiealbum 'Rare', der blandt andet indeholder singlen 'Lose You to Love Me', som blev udgivet i oktober.
I et interview med Apple Musics podcast fortæller hun ifølge Billboard, at hun på sit nye album forsøger at tage ejerskab over sin egen fortælling i stedet for at lade andre fortælle sin historie.
To singler er allerede ude fra det nye album, men hele fortællingen må vi vente med at høre til den 10. januar.
Tame Impala
14. februar er der nyt fra det australske band Tama Impala, som blæste anmelderne bagover, da de sidste sommer besøgte festivalen Northside.
Albummet 'The Slow Rush' bliver det fjerde i rækken fra det eksperimenterende popband.
Hvis du ikke kan vente med at høre hele albummet, så har bandet blandt andet allerede udgivet singlen 'It Might Be Time'.
Kevin Parker, der har dannet Tame Impala, har tidligere sagt, at det kommende album delvist er inspireret af det britiske 70'er-rockband Supertramp.
Artigeardit
2020 bliver også et vildt år for den dansk-albanske rapper Artigeardit. Her udkommer rapperens andet fuldlængdealbum, og så drager han på sin første danmarksturné, hvor han spiller i flere danske byer.
- De nye sange afspejler en nyere version af mig selv, og jeg udleverer mig selv endnu mere hudløst ærligt, end jeg tidligere har gjort, har han lovet i en pressemeddelelse.
Du kan høre, om du er enig i den seneste single med Artigeardit, her:
Hugo Helmig
Et anmelderrost debutalbum og en turné, der blev afbrudt på grund af afvænning. 2019 var vildt for Hugo Helmig, men alligevel har der været tid til at lave ny musik, som vi kan se frem til at høre i 2020.
I et Instagram-opslag fra den 3. december lovede han sine fans, at han ville udgive nyt i 2020, hvis hans opslag fik over 27 likes. Og det gjorde det naturligvis.
Desuden har han uden noget krav om antal likes lovet det samme på Facebook, og der skriver han, at det allerede er i begyndelsen af året, at der kommer nyt.
Dua Lipa
Den engelsk-albanske popsanger Dua Lipa er også snart på trapperne med sit nye album 'Future Nostalgia', der dog endnu ikke har fået en udgivelsesdato.
Sangerinden udgav sit debutalbum i 2017, som endte med at blive en gaveregn af singler. Albummet gav hende flere priser - blandt andre adskillige Brit Awards og BBC Music Awards.
Popfrøkenen fra London har allerede udgivet to singler fra det kommende album, som hun nok også vil synge under sin koncert i Royal Arena i København til maj. Den første hed 'Don't Start Now' - og hvis det niveau holder hele albummet igennem, kunne det sagtens gå hen og blive lige så stort som hendes debutalbum.
Rihanna
Rihanna har tidligere sagt, at hendes niende album ikke vil komme ud, før hun er klar til det. Det punkt har hun indtil nu ikke ramt, men rygter siger, at det ganske givet kan ske i 2020.
En ting, som i hvert fald skulle være ret sikkert, er albummets genre. Det vil være reggae.
- Det er i mit blod. Det er ligegyldigt, hvor langt jeg flytter mig fra den kultur og det miljø, jeg voksede op i. Det forlader mig aldrig, har popsangeren fra Barbados udtalt til modebiblen Vogue.
Men måske kan fans af den barbadianske sangerinde faktisk se frem til hele to nye album i år. Rygter har nemlig længe svirret om, at hitdronningen vil udgive to album på samme tid - når hun er klar til det, naturligvis.
The Weeknd
Canadiske Abel Tesfaye, der er bedre kendt som The Weeknd, har allerede smidt singlerne 'Blinding Lights' og 'Heartless' på gaden. Til næste år får vi den fulde pakke, når opfølgeren til 2016-albummet 'Starboy' udkommer.
At dømme ud fra de nye singler, er der stadig gang i den sukkersøde stemme med danseværdige beats.
Sam Smith
En anden af Storbritanniens store musikstjerner, der kommer med nyt i 2020, er Sam Smith. Den londonske sanger, som tidligere i år bad fansene om fremover at bruge pronomenet 'de' i stedet for 'han', lover sine fans et popdrevet album i et interview med NME.
- Jeg føler, jeg i den seneste tid har vist en side af mig selv, som jeg normalt holder for mig selv, min familie og mine venner.
- Det har nærmest givet mig tilladelse til at gøre, hvad jeg altid har drømt om, men som jeg altid har været bange for, hvilket er popmusik, siger Sam Smith, der kalder den nye musik mere poppet med færre ballader.
Bedøm selv Sam Smiths version af Donna Summers 'I Feel Love' her:
