- Hvis du ikke kan lide vores musik nu, så kommer du til at kunne lide det. Det er fakta.
Så enkelt kan det siges.
Den aalborgensiske rapgruppe KDZ lægger nemlig ikke skjul på, at de har store ambitioner om at blive de største stjerner på den danske musikscene.
- Vi er kommet for at overtage med kærlighed. Vi vil blive de største af de største, fortæller de.
Alene sidste år har KDZ, der består af Adis, Manndy og Benjamin, opnået over fem millioner streams på Spotify.
Men selvom de tre nordjyder ikke er bange for at drømme stort, så glemmer de ikke, hvor de kommer fra, forsikrer de. Og netop derfor har de også et helt bestemt budskab, de gerne vil ud med.
- Vi vil gerne vise, at folk, der ikke er født i store byer, godt kan blive til noget og lave god musik. Du kan lave det i din egen lille by. Du skal bare gøre din ting og tro på det.
Mød KDZ øverst i artiklen, hvor de fortæller om, hvordan det er at være et kendt ansigt i Aalborg og at opnå succes som musiker, selvom man ikke kommer fra en stor by som København.