Har du nogensinde oplevet, at du ikke kunne fordrage noget, du ellers ville ønske, du godt kunne lide?

Måske ville du gerne kunne drikke kaffe. Men hver gang du smagte på den bitre bryg, havde du mest lyst til at spytte den ud igen.

Eller måske syntes du, det kunne være sejt at være sådan en, der hørte dødsmetal. Men hver gang du satte det på, fik du hovedpine og en uforklarlig trang til at ødelægge et eller andet.

Nogenlunde sådan havde den prisvindende jazzpianist Kathrine Windfeld det med "al jazz", fortæller hun i programmet 'Jazz Festival 2020 på DR2'.

- Selvom jeg er fuldstændig dedikeret nu, så var jazz for mig ligesom kaffe og oliven er for en toårig. Sådan noget man vrænger næse ad første gang, fordi det er så distinkt, siger Kathrine Windfeld.

Som teenager arbejdede hun på en jazzklub i sin hjemby, Svendborg.

- Det var fedt at arbejde dernede, men jeg syntes, det lød frygteligt, det hele, siger hun videre i programmet.

Men det kan tilsyneladende lade sig gøre at lære at nyde ting, du ikke brød dig om ved første smagsprøve eller gennemlytning, ved at udsætte dig selv for det gentagne gange. Det var i hvert fald, hvad der skete for Kathrine Windfeld, der endte med at nyde jazz.

- Det er lidt pinligt at erkende, at det tog så lang tid. Men til sidst er det bare noget, man craver. Det er måske lidt poppet sagt, men jazz kræver en ekstrem lang lagringsproces i krop og sjæl, siger musikeren, der fortæller, at hun begyndte at forstå jazzen, da hun var i midten af tyverne.

Til dr.dk fortæller hun, at hun altid har været fascineret af verdensmusik, balkanmusik og rytmisk orienteret jazz - men at hun fandt traditionel standardjazz "virkelig kedelig".

Og Kathrine Windfeld er næppe alene om at have haft brug for at lære at elske jazzmusik. Når hun er ude at spille, er der ofte publikummer, som fortæller hende, at de ikke helt forstår musikken.

Men hvorfor forholder det sig egentlig sådan? Hvorfor kan man tilsyneladende have så svært ved at elske og forstå jazz?

- Jazz er meget komplekst, der sker mange ting på samme tid. Hvis man tænder for P3, har musikken tit en vokal og en tekst, man kan forholde sig til. Det hele passer sammen, og så kan man nyde, at man forstår det. Men når man for eksempel hører jazz uden vokal, skal man arbejde lidt mere selv for at få noget ud af det, siger Kathrine Windfeld.

Se Kathrine Windfeld og resten af Løvdal/Windfeld Quartet fremføre deres nummer 'Grill' i programmet 'Jazz Festival 2020 på DR2':

En ny jazz-guldalder

Hvis du har tænkt på at lægge lidt arbejde i at lære at lytte til jazz, er det et godt tidspunkt lige netop nu.

For selvom jazzmusik måske kan klinge lidt støvet og gammelt, bliver der stadig produceret masser af ny jazz. Og faktisk befinder vi os i en ny jazz-guldalder lige netop nu.

Det mener Kresten Osgood, som er jazzmusiker og vært på P8-podcasten 'Farlige toner', der handler om jazzens historie.

Under besættelsestiden var jazzmusik et symbol på oprør mod tyskerne, og perioden regnes som den første guldalder i dansk jazz. Anden guldalder var i starten til midten af 60'erne. Og nu befinder vi os endnu en gang i en guldalder for jazzmusikken, fortæller Kresten Osgood.

- Der er rigtig mange helt unge, som kommer med meget nye lyde, som giver et moderne take på, hvad det vil sige at være menneske i 2020, siger han i DR2-programmet.

Han forklarer, at jazzen før i tiden var meget "macho". Det handlede om at spille hurtigt og godt - og så handlede det i øvrigt om at være sej og gerne lidt utilgængelig.

Men i dag er mange af de klassiske dogmer, om hvad jazz er, ophævet.

- De gamle genrebetegnelser er blæst fuldstændig omkuld. I dag er jazz bare lyden af frihed, siger Kresten Osgood, som mener, at det generelle niveau inden for moderne jazz er højere end nogensinde før.

Jeppe Zeeberg er en af de musikere, der, ifølge Kresten Osgood, kendetegner den nye guldalder. Lyt til hans nummer 'Directions On What To Do', mens du læser videre.

NOMA eller røde pølser?

Kathrine Windfeld er "utrolig glad" for, at hun lærte at elske jazzgenren.

- Det er fuldstændig essentielt, når jeg for eksempel komponerer musik, siger hun og forklarer, at den traditionelle jazz er musikerens svar på grammatik.

- Det er et fundament, man altid kan vende tilbage til og udvikle. Det har gjort, at alle mine vilde idéer og skøre påfund har fået nogle strukturer. Nu kan jeg "sproget", og det gør, at jeg kan skrive musikken meget mere præcist, forklarer hun.

Men det er også essentielt, fordi hun nu kan sætte sig ved klaveret og spille med alverdens jazzmusikere - helt uden forberedelse.

- At være jazzmusiker handler om at spille med en masse forskellige mennesker. Det lærer man en masse af. Når man kan en masse standarder, kan man uden videre spille sammen, og det giver adgang til et kæmpe fællesskab, forklarer hun.

Men én ting er, hvorfor Kathrine Windfeld som professionel musiker har gavn af jazzen. Men hvorfor synes hun, at dem, der (endnu) ikke forstår genren, skal lytte til den?

- Du kan også spørge en kok på NOMA, hvorfor han ikke bare laver røde pølser. Eller en samfundskritisk kunstmaler om, hvorfor han ikke bare tegner Anders And-blade. Man må hjertens gerne lytte til pop og spise toasts hele livet og gå efter letfordøjelig kultur og underholdning. Det gør vi alle af og til alt efter vores humør, siger Kathrine Windfeld og fortsætter:

- Men hvis man er villig til at fordybe sig og udforske jazz, er det en guldgrube uden lige. Der er mange af de samme ingredienser som i pop, der er bare flere krydderier og nuancer.

Kresten Osgood, på den anden hånd, køber slet ikke præmissen om, at man skal lære at lytte til jazz.

- Jazzmusik går lige ind, især hvis man oplever den live. Hvis man har svært ved at tage eksempelvis jazzmusik ind, har man måske også svært ved at spise mad, man ikke kender, og man undgår måske at kigge op, når man går på gaden, siger han.

- I min verden står jazzmusik på ingen måde i opposition til populærmusikken. Man får et rigere liv, hvis man er åben for flere nuancer i verden. Jazz og improvisationsmusik er en af de gaver, der ligger og venter på dig.