Hvorfor er det lige, Nick Cave er nice?

Jeg sender spørgsmålet til min veninde Line og lægger min telefon tilbage i lommen. Det er fredag eftermiddag, og jeg sidder i solen på Roskilde Festival.

I aften spiller Nick Cave på Orange Scene med sit band The Bad Seeds. Det er "en af årets bedste bookinger", har jeg fået at vide flere gange.

"Det bliver en fantastisk koncert", har jeg fået at vide endnu flere gange.

Jeg skal se koncerten, men jeg har intet forhold til Nick Cave. Det, håber jeg, kan ændres i aften. Det behøver ikke blive kærlighed ved første blik, men måske kan det blive byggestenen til en form for forhold.

Det der nummer fra tv-serien

Men hvorfor vil jeg overhovedet se, om Nick Cave kan blive noget for mig?

Det vil jeg, fordi det de seneste par år har føltes som om, Nick Cave har forfulgt mig. Eller måske er det snarere mit manglende kendskab til hans musik og dermed mit ikke-eksisterende kald som Nick Cave-fan, der har forfulgt mig.

Da billetterne til hans koncert i Royal Arena sidste efterår blev sat til salg, modtog jeg flere sms’er fra venner, der skulle høre, om vi skulle prøve at få billetter sammen. Som om der et eller andet sted i stjernerne stod skrevet, at jeg var selvskrevet som gæst til den koncert.

Mit gentagne ”Øh, jeg har godt nok ikke lige planer om at skulle ind og høre Nick Cave”-blev mødt med gentagne ”Har du ikke?!”

Før det var det filmen ’20.000 Days on Earth’, jeg skulle – og stadig skal – forklare, hvorfor jeg ikke har set. På samme måde har den danske teaterkoncert ’Nick Cave’ forfulgt mig igennem flere opsættelser. ”Nej, den har jeg ikke set.”

Det eneste nummer, jeg har hørt, er nummeret 'Red Right Hand', der er kendt fra tv-serien 'Peaky Blinders'

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5ab26d6ba11f9f1c44c6f449

Overraskelsen blandt mine venner skyldes måske, at jeg er et 'musikmenneske', som man så fint kan kalde det. Jeg elsker musik og hører det meste mellem hiphop og opera. Og jeg går op i musik. Sætter pris på teknisk dygtige musikere og dygtige ordsmede, der kan henføre mig til nye tekstuniverser.

Der tikker en sms ind fra min veninde Line – et svar på, hvorfor Nick Cave er nice.

Det er lidt som om, jeg har fattet meningen med livet i 5 sekunder efter en af hans sange, og så glemmer jeg det hele igen, når jeg begynder at tænke for meget over det.

Hun er inkarneret Nick Cave-fan - og én af dem jeg flere gange har måtte skuffe. Men godt, det er altså vilde sager, jeg kan se frem til.

Forførelse kan være første skridt mod en forelskelse

Et kvarter inden koncertstarten klokken 22 er pladsen foran Orange mindre fyldt, end den var til Eminem og Bruno Mars. Men det passer mig fint, for så kan jeg få plads cirka i midten af det hele.

Inden jeg gik mod pladsen, havde jeg en hurtig snak med en venindes kæreste Malte, som er fan af Nick Cave igennem ti år.

Jeg skal lytte til hans tekster, og jeg skal lægge mærke til, hvordan han ejer scenen, er Maltes opfordring til mig. Godt, det kan jeg sagtens.

Malte anbefaler at man hører nummeret Henry Lee, hvis man er Nick Cave-nybegynder:

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:57d163f16187a4068834e994

Da Nick Cave og bandet The Bad Seeds går på scenen, går det hurtigt op for mig, at der er noget om snakken.

Der er noget særligt over ham på den scene.

Musikken er mørkere og vredere, end jeg lige regnede med – men det synes jeg egentlig er ret lækkert. Det er længe siden, jeg har været til en koncert, hvor mørket fik lov at fylde, og der er noget dragende over at dyrke det mørke her midt i de sene lyse sommeraftener.

I de første numre er det især den kontakt, han har med de forreste rækker af publikum, der imponerer mig. Sproget på storskærmene lyver ikke: Han har folk i sin hule hånd deroppe.

Tilbage hvor jeg står, er det teksterne, der når mig. Nick Cave fortæller historier, og han gør det godt.

Det er ikke fordi, jeg pludselig opnår et større klarsyn og pludselig forstår meningen med livet under den halvanden time lange koncert. Men jeg har alligevel lyst til at høre flere af hans historier.

Det er det, jeg tager med mig derfra. Jeg må ind i det tekstunivers, for det kunne godt gå hen og blive spændende.

Så selvom jeg kom og håbede på en forelskelse og et øjeblikkeligt medlemskab i Nick Cave-fanklubben, så kan jeg godt leve med den lettere forførelse, jeg oplevede under koncerten.

Og nogle forførelser ender jo med forelskelser, så kun fremtiden kan spå om, hvilken fremtid jeg og Nick Cave har sammen.

Den sorte knap og publikumskontrol

Efter koncerten sender jeg Malte en besked: Okay, jeg er spændt. Hvad er dommen fra dig?

Der tikker hurtigt svar ind.

Han havde trykket på den sorte knap, men god energi og crowdcontrol.

Ok, så det var den dystre Cave, jeg fik at mærke på min første date med ham.

Anmeldelserne fra dagbladene er iøvrigt ikke helt enige om, hvordan koncerten skal vurderes.

Mens Ekstra Bladet og Politiken begge giver tre stjerner og hjerter, kvitterer Jyllands-Posten og Gaffa med flotte henholdsvis fem og seks stjerner.

Gaffas anmelder Espen Strunk skriver blandt andet:

- Excorcisme er blot et fattigt ord, når Nick Cave & The Bad Seeds ruller sig så eftertrykkeligt ud, som tilfældet er disse 90 minutter i Roskilde i aften. Det var fucking sindssygt, som de unge ville sige.