Hvem forlader dog sin hjemby – The Big Apple, New York, én af verdens mest cool, inspirerende og energiske storbyer – for at rejse til grå og regnfulde Danmark og bo her permanent?
Nogenlunde sådan kommer man måske til at tænke, når man hører amerikanske Jeurus historie. Men for den 28-årige musiker, som siden 2017 har boet i vores hovedstad, lå svaret lige for.
- Det, jeg elskede mest ved København, var, at det er et roligt sted at være. I New York følte jeg mig så travl. Man har ikke meget tid til at sætte sig ned og reflektere over, hvem man egentlig vil være. Har jeg det okay, kan jeg gøre noget anderledes? Alt det kunne jeg i København – og stadig have travlt.
Når man stifter bekendtskab med Jeuru, virker han da også som en, der må have travlt. Han er nemlig både i gang med at slå igennem som musiker, samtidig med at han i flere år har været hot stuff i den danske modebranche, hvor han spiller til mode-events, reklamerer for brands som Calvin Klein og i 2018 sågar blev kåret af Euroman som Danmarks syvende bedst klædte mand.
Og i aftes spillede han på Roskilde Festivals Countdown-scene. En koncert, der af Soundvenue fik fem stjerner og følgende ord med på vejen: "Han var allerede for stor til denne scene. Og måske for stor til denne verden. Den tidløse futurisme i Jeurus udtryk er en gave til det danske musikmiljø, og det kommer kun til at gå én vej herfra."
Jeurus debut som musiker på Roskilde Festival bliver samtidig hans første gang nogensinde på festivalen.
- I 2019 havde jeg en billet, men jeg tænkte: "Uh, det lyder lidt for overvældende." Mine venner sendte mig videoer af dem selv, hvor de var møgbeskidte og havde det mega sjovt. Men jeg elsker et dejligt bad og at være ren, så jeg ved ikke, om jeg kunne gøre det. Måske ville jeg kunne klare det, hvis jeg var 19.
Fra kirkesang til designerbutikker
Jeuru Malik Antoine blev født i 1993 og er opkaldt efter den amerikanske rapper Jeru the Damaja, der havde succes i 1990'erne, og som Jeurus far var fan af.
Musik fyldte i det hele taget en stor del af familiens liv, så længe Jeuru kan huske. Han sang i sin bedstemors kirke og havde "meget cringe" rap-battles med sin storebror, alt imens han beundrede folk som Lauryn Hill og André 3000, der kombinerede sang og rap.
Men storebroren fik også Jeurus øjne op for noget andet.
- Han studerede modedesign på en skole. Så han kom hjem med alle de her stykker tøj fra Dries van Noten og andre modehuse. Vi sad og så gamle Alexander McQueen-modeshows, læste fashion-blogs og så videre. Og så gik det op for mig, hvor meget jeg elsker mode.
Derfor begyndte Jeuru som 16-årig at arbejde i designbutikker i New York. Da han var i 20'erne, arbejdede han for brandet Rachel Comey. I deres butik i Soho-kvarteret hjalp han blandt andet kendte skuespillere som Zoë Kravitz, Tracee Ellis Ross og Julianne More med at vælge tøj. Og en dag kom en dansk kvinde ved navn Yvonne ind i butikken.
Uden at overdrive kan man konstatere, at hun kom til at ændre Jeurus liv.
'Et livsændrende øjeblik'
Kvinden var Yvonne Koné, som er en dansk designer, der laver tasker, sko og accessories. Hun var i 2016 bosat i New York i en periode i håb om at få et amerikansk gennembrud. Og tæt på det sted, hvor Yvonne og hendes familie var bosat, lå butikken, hvor Jeuru arbejdede.
- Vi faldt i snak, og så kom hun derefter tilbage til butikken hver dag. Så blev vi venner. Nu, hvor jeg kender hende, ved jeg, at hun er en meget oprigtig person. Når hun virkelig godt kan lide én, vil hun bare gerne have dig i sin verden. Hun blev ved med at komme tilbage til butikken, og hun var vedholdende.
Senere begyndte Jeuru at blive inviteret med hjem til Yvonne Koné og hendes familie for at spise med. Og i december 2016 spurgte familien, om ikke han ville med dem hjem til Danmark og holde jul.
Som sagt, så gjort. Da julen var overstået, insisterede familien på, at Jeuru også blev til nytår. Og pludselig blev det januar, februar og marts, og Jeuru forblev hos familien på Vesterbro i København.
En dag traf han så beslutningen om at rejse hjem til New York, men kun kortvarigt for at pakke sine ting og få styr på sit visum. Så han kunne han nemlig bosætte sig permanent i København.
- Det blev et livsændrende øjeblik. Yvonne kunne se, at vi havde et meget naturligt mor-søn-bånd. Så begyndte jeg at kalde hende "mor", og hendes børn kaldte mig for deres storebror. Jeg blev på en meget naturlig måde bare en del af deres familie.
Auntie P gav en hånd med
En anden dansk kvinde har også spillet en stor rolle for Jeurus "opvækst" i den danske musikbranche. Hun hedder Pernille Rosendahl eller "Auntie P" (tante P), som Jeuru kalder hende.
Sangerinden, der for 20 år siden brød igennem med Swan Lee, var nemlig en del af Yvonne Konés vennekreds. Pernille Rosendahl spottede hurtigt et stort talent i Jeuru og introducerede ham derfor for Kristian Nyholm, der i dag er Jeurus manager. Kort efter underskrev Jeuru en kontrakt med musikselskabet Sony.
- Pernille ville være sikker på, at jeg var i gode hænder. Hun er altid sådan: "Er du okay, er de gode ved dig?". Jeg elsker den kvinde så meget, hun er så cool og en meget beskyttende person.
Udover at Pernille Rosendahl kunne hjælpe Jeuru med at få en fod inden for i den danske musikbranche, dyrker de to også musikken sammen.
- Nogle gange hænger vi bare ud, sidder i stuen og synger sammen. Vi har også talt om, at jeg skal hjælpe hende med at skrive numre til hendes kommende album. Hun er én, der altid vil stå mit hjerte nært.
Vild med Danmark
Med en dansk adresse, en dansk manager, en dansk "bonusfamilie" og danske venner må man sige, at Jeuru i dag er landet solidt på dansk grund. Og han har da heller ingen planer om at flytte tilbage til New York lige foreløbig.
- Det har været forfriskende at få min musikkarriere i gang her i Danmark. Jeg har haft så mange muligheder for at være mig selv og være en kunstner.
- Mange amerikanere har slet ikke prøvet at være i et andet land. Mange af os er så optaget af USA og har en uvidenhed i forhold til resten af verden, fordi USA er så stor. Så det er cool at tage til et andet land med sin egen kultur, lære noget om den kultur og dykke ned i den.
Og i går fik Jeuru altså endnu en dansk ilddåb, da han for første gang spillede på Roskilde Festival.