(Foto: © Stefan Wessel)

Gæsterne er landet på Roskilde Festival for første gang i tre år: 'Det kilder ekstra meget i maven'

Et nyt ankomstsystem betød, at gæsterne ikke længere skulle "kæmpe" for at finde det bedste sted at slå lejr.

Lunkne dåseøl, tung bas fra fantasifulde soundboxes, store smil og god stemning overalt.

Nogenlunde sådan så det ud lørdag eftermiddag, da Roskilde Festival for første gang siden 2019 kunne invitere gæsterne inden for på campingarealet.

Her er der koncerter, talks og en lang række øvrige arrangementer i vente, inden det rigtige musikprogram sparkes i gang på onsdag. Men det var først og fremmest selve campinglivet, der trak hos de gæster, dr.dk talte med i den varme sol.

- Vi glæder os bare til at sætte os ned og få den første kolde øl, lød det for eksempel fra Camp Clean Sisters, der dog også havde en ølbong klar allerede i venteområdet, inden de kom ind på campingarealet.

En ølbong, der vel at mærke skulle renses for mug, inden den blev taget i brug i år.

Anderledes ankomstsystem

Stemningen var i det hele taget ganske afslappet lørdag eftermiddag, for alle gæster vidste præcis, hvor de skulle bo inde på campingarealet.

For første gang har alle nemlig skullet booke en pladsbillet på forhånd, hvilket betød, at folk ikke behøvede at løbe om kap for at få en særlig god plads.

Derudover åbnede campingområderne som noget nyt i forskellige tidsintervaller. Nogle områder åbnede allerede fra om formiddagen, og lukkede folk ind i sluser hver halve time, mens andre områder åbnede klokken 16.

- Det har været vigtigt for os at skabe en ankomst, som er dejlig, rolig og rar at ankomme til. Vi har fornemmet, at det var noget, vores deltagere efterspurgte, sagde Christina Bilde, vicedirektør, Roskilde Festival.

Herunder kan du se billeder fra, hvordan Roskilde Festivals første dag så ud:

  • Sofus Nielsen, 24 år, Camp Hurtig: - Vi hedder Camp Hurtig på grund af hurtigbrillerne. Det er vores andet år med campen, og i 2019 fik vi endda sponsoreret vores hurtigbriller. I år har vi selv måttet købe dem i H&M’s børneafdeling. - Det er fucking fantastisk at være tilbage på Roskilde. Vi er her mest for campingområdet, og vi skal bare hygge og have god stemning. For det er sgu et lidt tørt musikprogram. (Foto: © Stefan Wessel)
    1 / 16
  • Det er nærmest et lille stykke ingeniørkunst at se på, hvordan man transporterer telte, alkohol, sovegrej, tøj, lydanlæg og camp-flag til en uges festival. (Foto: © Stefan Wessel)
    2 / 16
  • Camp Clean Sisters: - Vi er 10 piger i alt og har været her siden 2015. Vi glæder os til det helt særlige fællesskab på Roskilde, hvor man lever lidt ekstra. Og det kilder da også ekstra meget i maven, nu hvor vi er her for første gang i tre år. - Vores campnavn kommer fra, at vi bor i Silent and Clean-camping, og i vores lejr skriver vi altid fælles dagbog. Vi skriver alt det sjove ned – hvem der har kastet op og andre mere hemmelige ting, siger Emma Jarl, 22 år, som på rekordtid kunne bunde en ølbong. (Foto: © Stefan Wessel)
    3 / 16
  • Som noget nyt har alle gæster skullet reservere plads på forhånd, hvis de ønskede en lejrplads på campingområdet. Her er der således plads til lejren Pandemiens Højskolebørn. (Foto: © Stefan Wessel)
    4 / 16
  • Hvor starter køen til at få sit armbånd på? Og gør man måske bare klogest i at slå måsen i en campingstol, drikke en dåseøl og se, hvordan det hele mon arter sig? Der var forskellige strategier i gang lørdag eftermiddag ved Camping East. (Foto: © Stefan Wessel)
    5 / 16
  • - Vi er kommet fra Oslo med en natbus i nat, og en af vores venner er kommet med en natbus fra Tyskland. På den skole vi går på i Oslo, tager alle på Roskilde, så derfor har vi hørt så meget om festivalen, siger Serafin Kjensli (i midten), 21 år, fra campen Fella Palace og fortsætter: - På vores allerførste festival forventer vi at være meget trætte, drikke en masse øl og høre en masse koncerter. Vi glæder os især til Tyler, The Creator. (Foto: © Steffan Wessel)
    6 / 16
  • På Roskildes første dag bliver der slæbt på lydanlæg i alle former, farver og størrelser, som skal gøre tilværelsen i lejrene ekstra festlig. Selv en gammel affaldsspand kan bruges som soundbox. (Foto: © Stefan Wessel)
    7 / 16
  • Camp Brian (det er Brian med hatten). - Jeg har været her over 20 gange siden mit første år i 1996. Vores lejr har eksisteret siden 2004, og den er opkaldt efter Brian. Vi var 35 personer, da campen var størst, og i år er vi så 11, siger 41-årige Pelle Johannesen med solbriller og fortsætter: - Vi skal lære de unge her på festivalen, hvordan man spiller beer pong. Vi spiller nemlig ikke ølbowling, men beer pong. En anden tradition vi har er morgenbobler. (Foto: © Stefan Wessel)
    8 / 16
  • - Vi fik vores grej med herned, fordi min storesøster har en hestetrailer. Vi var hernede klokken 06 i morges. Det er svært at vide, hvordan det nye køsystem virker, for umiddelbart virker det som et logistisk helvede, som vi ikke kan gennemskue, siger 24-årige Carl Ulbæk (i midten) og fortsætter: - Vores camp har endnu intet navn, men vi har en leg, der hedder Kast Op. Den går ud på, at man kaster en øldåse rundt til hinanden, og den, der taber øllen, skal bunde. Så spiller man, til der er én, der kaster op. (Foto: © Stefan Wessel)
    9 / 16
  • Køen til indgang East lørdag eftermiddag var både bred og meget, meget lang. Men folk i køen skulle i det mindste ikke spæne ind på campingarealet med deres grej, når de efter lang tids venten fik deres armbånd på. (Foto: © Stefan Wessel)
    10 / 16
  • Gaffatape, elastiksnor og vogne til at transportere de mange rammer alkohol med er essentielt, når de mange gæster skal have alt grejet med til lejrene. (Foto: © Stefan Wessel)
    11 / 16
  • 19-årige Alma Andersen, 19-årige Kirstine Bredmose og 18-årige Emma Larsen er for første gang på Roskilde: - Vi kom ind på campingarealet klokken 13.30, hvor vi havde booket en tid, og det fungerede godt. Vi har slået telte og pavilloner op, og så kommer tre af vores veninder fra lejren senere med vores tøj. - Vi købte billetterne i 2020, da vi gik på efterskole sammen, og mange fra skolen købte billetter. Nu går vi i gymnasiet sammen. - I vores lejr skal vi have Oktoberfest Onsdag, hvor vi skal have tyrolerkjoler på og høre Hansi Hinterseer. Vi glæder os til at høre Thomas Helmig, Dua Lipa og Tessa. (Foto: © Stefan Wessel)
    12 / 16
  • Langt størstedelen kommer på festival for at høre musik og feste. Men en del har også købt billet for at komme ind i området og samle pant. (Foto: © Stefan Wessel)
    13 / 16
  • Yes, endelig inde!! I området her havde folk stået i kø i tre-fire timer, før de nåede til det magiske øjeblik, hvor armbåndet skulle på. (Foto: © Stefan Wessel)
    14 / 16
  • Armbåndet er påført. Nu kan den næste uges fest, musik og fællesskab bare komme an. (Foto: © Stefan Wessel)
    15 / 16
  • Lejrpladsen er fundet, og nu skal campen etableres med alt, hvad det indebærer af telte, pavilloner, presenninger, campingstole og så videre. (Foto: © Stefan Wessel)
    16 / 16