Tre kvinder melder voldtægt og overgreb på Roskilde Festival

24-årig anmelder voldtægt, mens to andre kvinder har anmeldt seksuelle overgreb på Roskilde Festival.

Politiet efterforsker en voldtægt og to forsøg på overgreb på Roskilde Festival (Arkivfoto). (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Tre unge kvinder har anmeldt seksuelle overgreb på Roskilde Festival.

Den ene blev tilsyneladende voldtaget, da hun fik et blackout efter at have drukket. De to andre forsvarede sig med råb og spark, oplyser politiet tirsdag.

I sagen om voldtægt er en københavnsk kvinde på 24 år blevet undersøgt på Center for Seksuelle Overgreb, og både hun og andre er blevet afhørt.

I selskab med andre fik hun noget at drikke, og her fik hun åbenbart et blackout. I sit telt i område N vågnede hun ved, at en mand gav hende oralsex. Hun mener, at hun også er blevet udsat for andre seksuelle overgreb, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Kvinden anmeldte sagen til politiet ved halv otte-tiden mandag aften. Voldtægten skete natten til mandag.

Trukket væk fra kø

I en anden sag var en 18-årig kvinde fra Jylland offer. I en kø ved toiletterne ved teltplads P64 mandag aften forsøgte to mænd at trække hende væk, mens de tilbød hende massage.

Hun reagerede ved at sparke den ene og råbe op, og derefter smuttede mændene.

De to har mellemøstligt udseende, begge har kort, mørkt hår. Den ene var iført en stribet t-shirt, og den anden havde en sort t-shirt på. Politiet efterlyser vidner i sagen.

Samme nat modtog politiet en tredje anmeldelse om overgreb. Denne gang fra en 18-årig kvinde, der blev kontaktet af en 18-20-årig mand, hvorefter hun fulgte med ham til hans telt.

Her begyndte han at klæde kvinden af mod hendes vilje.

Det endte med, at hun sparkede manden i hovedet, hvorefter hun forlod stedet medbringende sit tøj.

/ritzau/