17-årige Johannes har skrevet en sang til sine hashrygende venner: 'Man føler, de forsvinder lidt'

Johannes Larsen vil gerne have vennerne tilbage til virkeligheden. I denne uge er hans sang Ugens Kanon.

Johannes Larsen på 17 har spillet klaver siden tredje klasse. Nu producerer han sin egen musik. (Foto: Lukas Bjerre) (Foto: © Lukas Bjerre, Lukas Bjerre)

På et værelse på en kostskole i den fynske by, Nyborg, sidder 17-årige Johannes Larsen og skriver sange om natten, mens resten af Danmark sover.

Når han får fri fra skolen og sit arbejde, roder han med klaverakkorder, musikproduktioner og lyrik.

Det startede for et år siden på gymnasiet, hvor han og nogle venner spillede deres egen musik til festerne og gik i gang med at optage det.

Johannes Larsen lavede beats, og vennerne rappede. Det handlede mest om fest og overfladiske ting. Ting, som han ikke helt syntes, han kunne relatere til.

For Johannes Larsen var det mest af alt sjovt at prøve ting af uden at løbe en risiko ved at udgive det online:

- Man kunne altid bare sige, at det var for sjov. Man kunne lægge afstand til det, forklarer han.

Men det er slut nu. Han blev træt af ikke selv at kunne bestemme, hvordan musikken skulle lyde, og hvad teksterne skulle handle om.

Og efterhånden begyndte Johannes Larsen at tro på, at han kunne lave noget selv, som han for alvor kunne stå inde for. Noget, som var godt nok til at dele med offentligheden.

Det har resulteret i sangen 'Køre rundt', som i denne uge er udvalgt som Ugens Kanon i talentudviklingsforløbet KarriereKanonen; en, ifølge ham selv, drømmende produktion med et fængende omkvæd og en personlig tekst.

(Foto: © Frederik Horn, Frederik Horn)

Og den første, Johannes Larsen har lavet og udgivet på egen hånd – og i eget navn.

Lyt til 'Køre rundt', mens du læser videre:

- Jeg har en del venner, som ryger hash. Og man føler, de forsvinder lidt eller bliver væk. Så det er en slags invitation til at komme tilbage til virkeligheden, fortæller Johannes Larsen, som i omkvædet synger 'Du ku' ta' med mig, køre rundt'.

En sur pligt

Musikken har altid været en del af den 17-årige sangskrivers liv. Hans far spiller selv i bands, og tanten og onklen udgjorde den succesfulde dansktop-gruppe Dræsinebanden.

Men det lå ikke ligefrem i kortene, at Johannes selv skulle gå musikkens vej. Det startede nemlig med at være en sur pligt for ham.

- Jeg fik et keyboard af mine forældre i tredje klasse og blev tvunget til at gå til klaver, selvom jeg ikke havde lyst. Jeg hadede at spille musik, fortæller han.

Sådan havde han det, indtil han startede på efterskole og kom med i et band. Pludselig var det fantastisk at spille musik. Det foregik nemlig sammen med andre.

- Selvom jeg spiller solo nu, så sidder jeg tit med en kammerat og snakker imens. Eller jeg sender et beat til nogle venner, og så taler vi om, hvad der kan forbedres. Der er stadig en social ting i det, selvom det er mig, der bestemmer i sidste ende.

(Foto: © Alataq Møller, Alataq Møller)

Udover vennerne henter Johannes Larsen inspiration hos rappere som Frank Ocean og danske ArtigeArdit, som er en af de kunstnere herhjemme, han har lyttet meget til.

- Han virker ærlig og har ikke noget behov for at blære sig med ting, han ikke har, bare fordi det kunne se godt ud i en Youtube-video. Jeg føler, man kommer ind under overfladen hos ham, fortæller den unge musikerspire, som generelt mener, samfundet dyrker det pæne og overfladiske.

For ham er det vigtigt at have ærligheden med i musikken.

Næste skridt for Johannes Larsen er at arbejde på at få lavet sange nok til et album - og til forhåbentlig snart at kunne spille koncerter.

- For en uge siden sagde jeg, at det kunne være fucking fedt at blive spillet på P3. Det var min første store drøm, siger han med et grin.

Eftersom det i denne uge bliver en realitet, er tiden nu inde til at drømme endnu større.