Jeg så tilfældigt rapperen Josie Amadonna – eller Josefine Amalie Vinther Møller, som hun rigtigt hedder – spille et opvarmningsshow for den tidligere KarriereKanonen-deltager Bbybites sidste år.

Hendes elektroniske hiphop-univers var en af de dér overraskende gode oplevelser, man ikke havde regnet med, og som gav mig lyst til at springe op af stolen og give min røv frit spil efter en alt for lang og trist fest- og koncert-tørkeperiode. Måske havde netop coronasituationen også lidt at sige, men jeg var helt blæst bagover.

På en scene slog Josie Amadonna mig som en af den slags kvinder, jeg altid har beundret og misundt for at kunne eje et rum og kræve sin plads i det. En kvinde, som ikke bruger for meget tid på sine usikkerheder og at være i tvivl om, hvorvidt hendes stemme og mening er velkommen i verden.

Men sådan har det ikke altid forholdt sig, finder jeg ud af, da jeg ringer den 22-årige rapper fra Holstebro op for at finde ud af, hvem hun egentlig er. Hun vidste nemlig ikke helt, hvordan hun for alvor skulle komme i gang med musikken.

- Der gik lang tid, før jeg begyndte at rappe, fordi jeg ikke havde tænkt over, det var en mulighed at gå den vej. Jeg har ikke rigtig haft nogle kvindelige forbilleder, så jeg tror måske, det er derfor. Hvis Tessa var en ting, dengang jeg var 12, tror jeg, jeg var startet tidligere.

Til en start lavede Josie Amadonna engelsksproget, melankolsk rap. Men senere besluttede hun sig for at prøve på dansk og at lægge sine triste tekster på hylden for i stedet at skrive om de ting, der giver hende optur.

Det har blandt andet resulteret i sangen 'Ligesom Donkey Kong', som hun er udvalgt til KarriereKanonen med - en sang, jeg ikke kunne få ud af hovedet efter koncerten sidste år.

- Det er en eksplosion af tanker om musikbranchen og de folk, jeg har omkring mig. Folk kan godt lide at sammenligne – men som jeg rapper, er jeg hverken Tessa, Jada, Clara eller Medina. Måske er det, fordi der ikke er så mange kvindelige kunstnere, og det håber jeg, at jeg kan være med til at ændre, fortæller hun om sangen.

- Den handler om at sige sin mening uden at være bange for, hvad folk synes eller siger til det. Og om mig, hvor jeg kommer fra, og om at have det godt med sig selv.

Lyt til Josie Amadonna med 'Ligesom Donkey Kong':

Depressionstechno om alt fra ulykkelig kærlighed, angst og vold til selvmordstanker og euforiserende stoffer. Sådan beskriver 23-årige Marcus Bjerring, som laver musik under navnet Marcus.wav, sin lyd i telefonen, da jeg spørger ind til hans musikalske univers.

Okay, så er stilen ligesom lagt, tænker jeg. Men hvor det i manges munde måske ville lyde en anelse prætentiøst og irriterende, føles det bare ærligt, når det kommer fra Marcus.wav.

Når jeg kigger på et billede af ham, kan jeg ikke lade være med at tænke, at han nok er en af hovedstadens seje kunstner-fyre med en ironisk distance til det hele.

Men når han fortæller mig om sin galopperende ADHD, som gør, at han konstant er i gang og vil lave noget, og om, hvordan han, siden han var barn, har været overbevist om, at han vil dø tidligt, fordi han tidligt i sit liv blev bekendt med døden, forstår jeg, at han hverken er påtaget eller ironisk. Han er bare Marcus.wav.

- Siden jeg var fem, har jeg ikke tænkt, jeg ville blive ældre end måske nogle og tyve. Og jeg tror, det har gjort, at jeg gerne vil sætte mit præg på verden. Jeg laver rigtig mange sange, fordi jeg gerne vil nå at sige mange ting, inden jeg dør. Jeg vil gerne have, at andre kan huske noget, jeg har sagt, og måske bruge det til noget selv, forklarer han.

En af de sange, han har lavet, hedder 'Nogen steder'. Det er den, han er udvalgt til KarriereKanonen med, og når jeg lytter til den, kan jeg godt høre, hvad han mener med "depressionstechno"- men altså den slags, man gerne vil have kørende på repeat, skulle jeg hilse fra min Spotify-app og sige.

Den handler om en dårlig vane, "man" – og jeg tror, han mener ham selv – har det med at gentage hver weekend med at drukne sine følelser i alkohol og fester.

- Det er måske lidt banalt, men jeg tror, det er noget, de fleste kan relatere til. Og det er på en måde det, der har været lidt fedt ved corona: Det med at man lige stopper op og tænker over, hvad man render rundt og laver. Det med bare at feste det hele væk og ikke spørge sig selv om, hvordan man har det, tror jeg er usundt.

Lyt til Marcus.wav med 'Nogen steder':

Forestil dig et Medina-hit af den slags, man kan stå i en lejlighed og skråle med på klokken fire om morgenen omringet af sine bedste veninder efter lidt for meget billig hvidvin og en overvældende "jeg er SÅ ovre dig, men måske ikke helt alligevel"-følelse.

Skræl så noget af klub-viben af sangen, forestil dig en lidt mindre poleret, nede-på-jorden-udgave af Medina og tilføj måske lidt "Dodo & the Dodos-på-en-jukebox-på-den-lokale"-stemning.

Det er i hvert fald nogenlunde der, mine tanker vandrer hen, når jeg hører Pil. Og det er ikke helt ved siden af, forklarer 30-årige Pil Jeppesen, som kommer fra Farum, bor i København og har udgivet musik i eget navn siden 2018.

- Det startede med, at jeg satte mig ved klaveret og prøvede at skrive en Medina-sang, fordi jeg havde en idé om, at det var en speciel genre. Men så skete der et eller andet. Jeg overgav mig lidt til den simple, meget følelsesladede pop. Jeg har altid tænkt, hun var lidt en kickstarter for mig.

Pil startede med at spille klassisk klaver som ti-årig, men det blev for kedeligt og låst for hende at skulle spille efter noder. Efterhånden blev hun mere og mere forelsket i den rytmiske musik i stedet, fordi hun kunne proppe sig selv og sin personlighed meget mere ind dér, siger hun.

- Jeg gør en dyd ud af, at min musik er en forlængelse af mig som person. Sangene handler om alle de følelser, der ætser og river lidt, og jeg prøver altid at grave i mine egne oplevelser og skrive om de ting, jeg selv går og kæmper med, for det er jeg nok ikke ene om, fortæller Pil.

Hun beskriver selv musikken som dansksproget "dynepop" om ensomhed, ulykkelig kærlighed og alle de usikkerheder, der knytter sig til at gå igennem ungdommen. Og det er sangen 'Gulvet', som Pil er udvalgt til KarriereKanonen med, et godt eksempel på.

- Det er en anti-dansesang, men som man kan danse til. Jeg synes, den emmer af stemningen på et dansegulv, men man har lidt for ondt i hjertet til at danse og vil måske egentlig hellere hjem.

Lyt til Pil med 'Gulvet' her:

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, som har drømt om at have en krone for hver gang, jeg har haft svært ved at træffe et valg i den overflod af muligheder, vi – i Danmark i hvert fald – vokser op med.

Indimellem føles det umuligt at lægge sig fast på én ting, og derfor gør man lidt af det hele. Det var det, der skete for 21-årige Alexander Iversen, da han kastede sig over musik og instrumenter i folkeskolen. Han kunne ikke vælge ét instrument, så nu spiller han både bas, guitar, klaver og trommer og synger i sit eget "one man band", IVER.

Selvom han først for alvor startede som IVER for et halvt års tid siden, har han lavet sin egen musik, siden han var 12 og bevæget sig i alt fra punk til techno. Men nu er han landet i poprocken, der både dyrker en rå lyd med rocket guitar, men også indeholder det poppede og polerede, forklarer han.

Og selve sangskrivningen har været en form for erstatning for psykologtimer.

- Musikken handler meget om mentale ting. Det er min musikalske dagbog, hvor jeg deler følelser og historier fra mit liv. Jeg føler mig lidt som et knust barn af nogle af de ting, jeg har oplevet, og det her er så produktet af det, siger IVER.

Sangen 'Vildmand', som han er udvalgt til KarriereKanonen med, er ingen undtagelse. Den er nemlig inspireret af hans bedstefars sidste tid, inden han for nylig døde. Et emne, jeg ikke tror, jeg nogensinde før har hørt en sang om.

- Sangen er en fortolkning af, hvad jeg tror, hans følelser gik ud på, set gennem mine øjne og mit liv. Vi var tætte gennem min barndom, men til sidst kunne man ikke genkende ham. Han er vildmanden, men jeg ser noget af hans vildmand-instinkter i mig selv.

Lyt til IVER med 'Vildmand':

Vi kender nok alle mindst et af de mennesker, der finder deres kald og talent tidligt i livet, mens vi andre famler rundt og ikke aner, hvor vi skal hen, hvad vi kan finde ud af, eller hvad der skal blive af os.

Et af de mennesker er 27-årige Sarah Leonora Søgaard Christensen, som laver musik under navnet Lleoh. Hun fandt nemlig allerede som helt ung ud af, at hun kunne både synge, spille klaver og skrive sange.

Som teenager begyndte hun at spille koncerter, og siden har hun prøvet sig frem i musikbranchen – både som sangskriver for andre og med sit eget alternative pop- og R&B-soloprojekt, Lleoh, som hun startede for tre år siden. Og det har blandt andet resulteret i et samarbejde Jonathan Elkær fra Phlake, som hun også har spillet opvarmning for.

Når hun skriver sine sange, som oftest tager udgangspunkt i hendes egne erfaringer, er det vigtigste, at hun selv kan mærke dem, og at de føles ærlige.

Og sangen 'Skin', som hun er udvalgt til KarriereKanonen med, er ingen undtagelse. Mere konkret handler den om at føle sig utilstrækkelig og skrøbelig og om at overgive sig til tro og bøn, forklarer Lleoh, som selv er kristen.

- Jeg er meget følsom og mærker alting meget tydeligt, og især utilstrækkelighed og mindreværd er noget, jeg har kæmpet med, så længe jeg kan huske, siger Lleoh.

- Det er lidt grænseoverskridende at skrive om, men jeg har tidligere prøvet at skrive tekster, som ikke ramte mig følelsesmæssigt, og det kom der ikke noget godt ud af. Så jeg er nået dertil, hvor det bare må være sådan.

Lyt til Lleoh med 'Skin':

Der findes snart ikke den stemnings-playliste, Spotify ikke har kurateret for os. Men måske tjenesten alligevel stadig mangler "Fuck jer, der har holdt mig nede, se mig nu"-listen, hvor NØX ville passe helt perfekt ind.

Jeg får nemlig lyst til at hoppe i et stramt slangeskinds-outfit og synge til alskens typer, der på den ene eller anden måde ikke har behandlet mig godt gennem mit liv, når jeg hører 27-årige Anna Vigsø rappe på nummeret 'Nu', som hun er udvalgt til KarriereKanonen med.

Så noget tyder på, at hun er lykkedes med at få sit budskab igennem:

- Det er den dér store, tykke fuckfinger til alt og alle, som ikke har troet på en eller har holdt en nede eller tilbage. Nogle gange er det andre, og nogle gange er det en selv, fortæller kvinden bag kunstnernavnet NØX.

- Jeg tror, de fleste indimellem tvivler på, om de er gode nok. Jeg har en baggrund i det danske undergrunds-hiphop-miljø, hvor jeg har lært, at man skal kunne alting selv, og hvor man ikke måtte stikke for meget ud. Så jeg har arbejdet længe på at finde mig selv og lægge tvivlen bag mig.

NØX begyndte at rappe for ti år siden og har siden optrådt til en lang række battlerap-arrangementer. Men først for halvandet år siden fik hun sporet sig ind på den lyd og det udtryk, hun har nu.

Det vigtigste er lyrikken, hvor hun arbejder med kontraster. NØX har nemlig aldrig selv helt følt, hun passede ind i hverken Kongens Lyngby eller på Vestegnen, hvor hun er vokset op, fortæller hun.

- Teksterne er en konstant veksling mellem det smukke og det grumsede, betonblokke og rævepelse, Brøndby-merch og Bellevue-branderter og sommerhuse i Italien og æblebong i vaskekældre, siger hun med et grin.

- Jeg har været i et evigt limbo mellem arbejder- og overklasse, og det kan man høre meget i min sangskrivning.

Lyt til NØX med 'Nu':

Jeg får selv røde kinder, fugtige hænder og en smule kvalme af at stille mig op og tale foran andre. Men hvad gør man lige, når alle celler i kroppen skriger, at man skal være musiker, men tanken om at optræde for andre er noget af det mest skræmmende, man kan forestille sig?

Man finder en måde at komme af med frygten. I hvert fald hvis man hedder Magnus Tempels.

Den 22-årige musiker fra Nivå kastede sig nemlig allerede i folkeskolen over både trommer og guitar, men sceneskrækken blev en forhindring i forhold til at følge musikdrømmen. Så den skulle overvindes, fortæller han.

- Efter niende klasse besluttede jeg mig for at tage ud og spille på gaden for at komme over det, og det brugte jeg så fem år på. Jeg kørte rundt i Europa i en stationcar, hele vejen til Rom, og prøvede at leve for de penge, jeg tjente på vejen, siger Magnus Tempels, der har udgivet musik i eget navn siden 2018.

Og det hjalp. Siden har han nemlig optrådt mange gange uden problemer og er fortsat med at lave sin egen musik. På et tidspunkt lagde han dog guitaren på hylden og kastede sig over elektronisk musik i stedet. Det passede godt til ham, fordi det gav ham mulighed for at kombinere sine meget dystre og sårbare sider og komme rundt i hele følelsesspektret, uddyber han.

Jeg kan godt høre, hvad han mener på 'Far to Fall', som er den sang, han er udvalgt til KarriereKanonen med. Den er pakket med store følelser og længsel.

- Musikken handler meget om, hvordan man kan miste sig selv i relationer til andre mennesker, siger Magnus Tempels.

- I min folkeskoletid følte jeg aldrig, jeg passede ind i klikerne på skolen. Og siden dengang har jeg kæmpet med at holde fast i mig selv, når jeg gerne vil have en relation til andre. Så mine sange er en reminder til mig selv om, at jeg skal huske at være mig.

Lyt til Magnus Tempels med 'Far to Fall':

Da mit blik for første gang landede på ordene 'You and Me', som er titlen på den sang, 24-årige Esther Møller Fogh under navnet Veiles er udvalgt til KarriereKanonen med, kunne jeg ikke lade være med at tænke: "Åh, endnu en kærlighedssang."

Ikke at jeg har noget imod kærlighedssange – jeg er langt fra hævet over forelskelser og knuste hjerter, som måske er noget af det allermest universelle overhovedet. Men der er bare mange af dem.

Jeg finder dog hurtigt ud af, at Veiles har haft et helt andet udgangspunkt end en forelskelse eller et knust hjerte for at skrive sangen. Faktisk havde hun… tja, ikke rigtig noget.

- Jeg skrev den under første lockdown sidste år, hvor jeg var taget til Jylland, fordi jeg ikke havde råd til at blive boende i København. Og mit datingliv var cirka lig nul, der skete ingenting, forklarer hun.

Okay, fede tider. Men der kom altså noget ret skønt ud af situationen, må man sige.

- Jeg tænkte: "Fuck det, nu skriver jeg en latterlig sang, fordi kærlighed er latterligt." Dogmet var bare, at jeg skulle maxe helt ud på alle klicheerne. Så på den måde er det både en parodi på og en hyldest til forelskelsen – alt efter hvilket humør, man er i, siger hun med et grin.

Veiles har eksisteret siden 2019 – men kvinden bag har lavet musik i stort set hele sit liv. Det stoppede dog brat, da hun gik ned med stress i gymnasiet og derefter ikke rørte musikken i to år.

Men i længden kunne hun ikke lade det være, og siden har hun lært sig selv at producere og lavet musik, der med hendes egne ord er en "kæmpe rodebutik" af singer-songwriter-kompositioner og tunge, elektroniske beats, der bindes sammen af hendes vokal, og som handler om alt fra stress, søvnløshed, identitetskrise og kærlighed – både med og uden et strejf af ironi.

Lyt til Veiles med 'You and Me':

Jeg har aldrig før hørt om Bendetta, men når jeg lytter til hende, er jeg overbevist om, at hun i hvert fald ikke begyndte at synge i går.

Den 20-årige sanger og sangskriver Benedicté Korsgaard har nemlig sin vokal i fokus på nummeret 'Just a Man', som hun har uploadet til KarriereKanonen og er blevet udvalgt med.

Hun bekræfter, at hun hverken er helt ny i at synge, lave musik eller optræde; hun har optrådt i musicals og på det lokale torv som barn, og senere deltog hun i børnenes MGP.

Og så blev hendes talent opdaget af et pladeselskab, efter hun og hendes søster havde lavet en video og lagt den på YouTube.

Det affødte en pladekontrakt, og Bendetta blev sendt til Los Angeles for at lave musik. Men hun følte ikke, hun passede ind i den poppede retning, pladeselskabet gerne ville have hende til at arbejde sig mod.

- Jeg kunne mærke, det ikke var mig. Jeg havde brug for at finde ud af, hvem jeg var, og hvad jeg stod for. Og det er jeg virkelig glad for, for hvis det skal lykkes for mig at slå igennem, så skal jeg også kunne stå inde for musikken om 20 år, fortæller Bendetta, som brød samarbejdet for at gå egne veje.

Nu eksperimenterer hun med alt fra R&B til hiphop og trap. Og sangskrivningen tager udgangspunkt i de følelser og frustrationer, hun selv oplever i sit liv. Musikken er hendes måde at komme ud med sine følelser på og fungerer som en slags terapi, uddyber hun.

- Det, der fylder meget for en 20-årig som mig, er tanker og frustrationer om ting som fremtiden, karriere og kærlighed. Og så følelsen af, at man den ene dag er en boss, og den næste sidder man og græder, fordi alt er noget lort, siger hun grinende.

Lyt til Bendetta med 'Just a Man':

Ærligt, så er jeg en af dem, der i løbet af sidste år fik det helt skidt over ikke selv at have kastet mig ud i et kreativt projekt, som alle andre på Instagram øjensynligt gjorde under lockdown.

Jeg har nemlig hverken strikket eller bagt eller startet en podcast eller er begyndt at male eller fundet et andet skjult talent, som jeg kunne udfolde, mens coronapandemien tvang os alle til at blive hjemme.

Men efterhånden er jeg alligevel blevet ret glad for de outputs, andre har haft. Og det er duoen BASKE et godt eksempel på.

Aske Nygaard Bramming på 18 og Sebastian Woll på 19 kommer begge fra Mørkhøj og har kendt hinanden siden vuggestuen. De er bedste venner og har gået i folkeskoleklasse sammen, og allerede dengang kastede de sig over at lave musik sammen.

Men sidste år fik de pludselig tid til at gøre alvor af deres fælles hobby og passion.

- Vi lavede egentlig bare musik for hyggens skyld, men vi vidste begge godt, at vi efterhånden godt kunne finde ud af at lave sange. Så kom corona, og så kom vi på, at vi skulle lave et album. Og efter et par mislykkede sange lavede vi så 14 sange i træk, som kom på et album, forklarer Aske Nygaard Bramming om startskuddet til BASKE, som snart kan fejre etårs-jubilæum.

Det er for det meste Sebastian, der producerer, og Aske der skriver, synger og rapper. Men rollerne betyder ikke så meget for duoen og deres alternative rock- og popunivers. Det vigtigste er nemlig deres fælles kærlighed til hinanden og musikken, understreger de.

- Det handler meget om følelser, venskaber og at acceptere, at man har mange følelser. Og jeg synes egentlig, vi er ret gode til at sætte ord på de følelser og forstå hinanden. Det er også noget, man bliver bedre til, jo ældre man bliver, tror jeg, siger Aske Nygaard Bramming.

Lyt til BASKE med 'UWAW':

De ti udvalgte kunstnere spiller semifinale-koncert i DR Koncerthuset 22. april. Herefter går fem videre til finalen, som afholdes på SPOT Festival til juni, hvor de to endelige vindere findes.