- En legesyg popsang med en helt speciel underspillet 80'er-charme. Hvis man lukker øjnene, ser man Oh Land og Robyn sammen i Tivoli med en flaske hvidvin, candyfloss og læbestift på. Det kan man jo ikke sige nej til!
Sådan siger P3-vært Pelle Peter Jensen om Ugens Kanon, der kommer fra FRUM.
Bag projektet FRUM, står den 25-årige sangerinde og sangskriver Jenný Kragesteen, der kommer fra Tórshavn på Færøerne. Hun har boet i København de sidste fem år, men er netop flyttet tilbage til Færøerne. Nummeret Ocean, der er Ugens Kanon, handler om FRUMs farmor.
FEM HURTIGE TIL FRUM:
Hvilket musik-ikon ville du helst lave et collab med, og hvorfor?
Grimes. Hun har en forførende attitude og er ret cool. Hun er også den, som inspirede mig til at forme projektet FRUM.
Du skal på verdensturne, hvilke tre personlige ting tager du med i kufferten?
Lakrids, glitter og det tredje havde jeg højst sandsynligt glemt ;)
Hvilken musik-oplevelse står stærkest i din hukommelse?
Jeg har mange stærke musikoplevelser, så det er sindssygt svært at vælge én. Det handler også om, hvor man er mentalt og fysisk lige i det øjeblik, og det kan være en sammenkomst af tilfældigheder, som bare slår klik. Det skete for mig til Sigur Ros på Roskilde i 2013 og Kendrick Lamar i Royal Arena i 2018.
I 2018 spillede jeg på g! Festivalen på Færøerne, og det må nok være en af de stærkeste musikoplevelser, jeg selv har været en del af. g! Festivalen har været et tilbagevendende højdepunkt for sommeren, siden jeg var helt ung. At få lov til at spille på det magiske sted, for familie, venner og bekendte, var ganske stort og bevægende for mig.
Hvad er det dårligste råd, du har fået?
"Gør, som der bliver sagt". Jeg får klaustrofobi af det råd, og det har aldrig virket.
Hvad drømmer du om?
Jeg drømmer om at rejse ud i rummet. At kunne mærke vægtløshed, og se vores egen planet, må være det vildeste nogensinde.
