Hård helvedes-rock, tonsvis af scenefyrværkeri og frygtindgydende monstermasker, der kunne give selv den mest hårdføre horror-fan myrekryb.
Det var ingredienserne, da det finske rockband Lordi for 15 år siden storsejrede ved Eurovision Song Contest.
Med vindersangen 'Hard Rock Hallelujah' sikrede de gruopvækkende rockhoveder sig i 2006 Finlands første og til dato eneste sejr i sangkonkurrencen. Samtidig skrev Lordi sig ind i historiebøgerne som én af de mest mindeværdige og kontroversielle Eurovision-vindere nogensinde.
- Jeg kan stadig huske, hvor forundret jeg var over, at de faktisk vandt, fortæller DR's ene Eurovision-kommentator Nicolai Molbech om Lordis 15 år gamle Eurovision-triumf.
For ham kom de finske mosterrockeres sejr som noget af en overraskelse.
- Havde du dengang prøvet at forklare Lordis koncept for en fremmed og sagt: "Det dér, det bliver en Eurovision-vinder", så tror jeg tror 99 ud af 100 ville have sagt: "Glem det, makker!". Men så gik de jo hen og tog fusen på alle!
Blev beskyldt for satanisme
I 2006 havde Lordi, der var blevet dannet 14 år tidligere, egentlig blot meldt sig til det finske Grand Prix for at promovere deres nye album.
Men da bandet - stik mod deres egen forventning - pludselig endte med at vinde den lokale finske konkurrence, blev Lordi samtidig udpeget som Finlands store håb ved Eurovision Song Contest.
Et valg, der langt fra faldt i alles smag.
Lordis sejr delte vandene både i Finland og andre dele af Europa, hvor bandet højlydt blev kritiseret af folk, der ikke mente, et hårdtslående metalband iført gåsehudsfremkaldende monstermasker hørte til på Grand Prix-scenen, hvor blød pop og storladne ballader i mange år havde været de dominerende genrer.
- Finnerne blev næsten kvalt i deres morgenmad, da de opdagede, at det var os, der skulle være Finlands ansigt udadtil, fortalte gruppens forsanger, Tomi Putaansuu - også kendt som Mr. Lordi, selv efter sejren ifølge Politiken.
Hør eller genhør vindersangen 'Hard Rock Hallelujah' her:
På grund af deres karakteristiske monstermasker og tekster, der ofte kredsede om temaer som helvede og djævlen, blev Lordi af kritikerne også stemplet som satanister.
I Grækenland, der i 2006 var værter for den internationale Eurovision-finale, opfordrede religiøse grupper sågar finsk tv til at vælge en ny sang, da "det onde og sataniske band fra Finland" ikke var velkomment i Grækenland.
Lordi selv afviste dog pure, at bandet skulle være satanister.
- Vi har absolut intet at gøre med djævletilbedelse. Hvis vi skulle vælge mellem djævlen og Gud, ville vi vælge Gud. Vi har ikke lyst til at brænde op i helvede, lød det fra gruppens forsanger, Mr. Lordi, til flere medier.
Brød med traditionerne og gjorde Eurovision-rock stuerent
Trods kritikken var der dog intet, der kunne stoppe Lordi, da finnerne den 20. maj 2006 strøg til tops på pointtavlen og for snuden af Grand Prix-stormagter som Sverige og Rusland blev udråbt som Europas nye Eurovision-konger.
- Hvor mærkeligt - og fantastisk - er det her lige? Tænk over det: Et rockband har vundet en popkonkurrence. Det her er så vildt og ekstraordinært, lød det efter sejren fra Lordi selv, der samtidig dedikerede deres sejr til alle rockfans:
- Vores sejr er en sejr for åbensindethed. Denne gang anerkendte Eurovision-fansene for en gangs skyld noget andet end pop og ballader, fortalte bandet til det finske nyhedsbureau SST.
Her 15 år senere er Lordis Eurovision-sejr langt fra gået i glemmebogen. Den har nemlig haft stor betydning for konkurrencen sidenhen, mener Eurovision-kommentator Nicolai Molbech.
Ifølge kommentatoren var den finske sejr med til at ruske op i den traditionsrige sangkonkurrence, der i år bliver afholdt for 65. gang.
- Lordi og 'Hard Rock Hallelujah' brød med traditionerne og kom med noget, man stort set ikke havde set før på Eurovision-scenen. Deres sang var jo nærmest anti-Eurovision i sin lyd og udtryk. Der var ikke noget glimmer og guld eller en pink fjerboa med på scenen, men det stik modsatte, siger Eurovision-kommentaren.
Han mener, at Lordi med deres sejr var med til udvide grænserne for, hvilken slags musik det var muligt at stille op med i den ellers traditionelt popdominerede sangkonkurrence.
- Lordi gjorde det acceptabelt at optræde med rock i Eurovision, og med Lordis sejr blev rockmusikken for alvor en integreret del af konkurrencen. Og det er noget, der stadig vækker genklang den dag i dag. Se bare på Italien og selvfølgelig Finland, der igen i år har valgt at sende en hård rocksang af sted til konkurrencen, siger Nicolai Molbech.
Vil udgive syv (!) album i år
Efter Grand Prix-sejren fik Lordi noget nær status som nationalhelte i Finland, hvor bandet blandt andet fik sin egen plads, Lordi Torv, i forsangeren Mr. Lordis hjemby, Rovaniemi.
I årene efter fortsatte Lordi deres karriere som ét af Finlands mest populære rockbands, og siden har bandet turneret rundt i store dele af verden.
I dag har gruppen i alt ti album på samvittigheden, og inden længe er der faktisk igen godt nyt for folk med hang til finnernes hårdtslående horror-rock.
Til efteråret udgiver Lordi nemlig ikke ét, ikke to, men hele syv nye album - på én gang.
Det afslørede gruppen i et kækt forsøg på en aprilsnar, hvor bandet først i sjov havde annonceret fire nye udgivelser.
- Aprilsnar! Selvfølgelig udgiver Lordi ikke fire album på én gang i år. Det ville være sindssygt. Men ikke sindssygt nok for Lordi. Sandheden er, at Lordi udgiver SYV (7) nye studiealbum senere. Seriøst. Det er ikke en joke, skrev gruppen i sidste måned i et opslag på Twitter.
Du behøver dog ikke vente helt til efteråret for at få et skud finsk heavyrock.
Allerede i morgen aften, når finalen i Eurovision Song Contest 2021 ruller over skærmen, kan du nemlig genopleve Lordis magi, når rockbandet skal optræde som en del af finaleshowets pauseunderholdning.
Du kan se finalen i Eurovision Song Contest lørdag aften på DR1 og DRTV (også hvis du befinder dig i udlandet) klokken 21.