Sinabung-vulkanen på det nordlige Sumatra sendte i går kaskader af flere hundrede grader varm aske ned ad sine bjergsider. De indonesiske myndigheder melder indtil videre om seks dræbte og tre sårede, men frygter, at flere er blevet fanget i den glohede aske.
- Det vides endnu ikke, hvor mange der var i byen Gamber, da askeskyerne ramte. Der burde ikke have været nogen offentlig aktivitet (inden for den røde zone, red.), siger Suto Purwo Negroho, talsmand for landets katastrofeberedskab.
Myndighedernes "røde zone" er et område på fire kilometers radius fra vulkanen, hvor det er ulovligt at opholde sig. Alligevel er nogle af de titusinder af mennesker, der siden det første udbrud i 2013 har være evakueret til blandt andet teltlejre, begyndt at vende tilbage området trods gentagne advarsler.
Vågnet fra dvale
Den knap 2,5 kilometer høje vulkan har de seneste år været meget aktiv, efter at den havde ligget i dvale i 400 år. Siden år 1.600 havde vulkanen nemlig ikke været i udbrud, men i 2010 var der pludselig liv i vulkanen. Siden har der været udbrud i 2013 og 2014.
Se billederne fra området omkring Sinabung-vulkanen ovenfor.







