BILLEDER Motorcykler og badekar: Parisisk kanal tømmes for første gang i 14 år

Ved sidste oprensning af Canal Saint-Martin i 2001 fandt man over 40 ton affald

  • Franskmændene er gået i gang med at dræne den berømte Canal Saint-Martin i Paris. Kanalen bliver rutinemæssigt tømt hvert 12.-15. år. (Foto: © Etienne Laurent, Scanpix)
  • Kanalen blev grundlagt under Napoleon i 1804 og snor sig 4,5 km gennem det 10. arrondissement, hvor den løber ud i Seinen. Her har man igangsat dræningen. (Foto: © Etienne Laurent, Scanpix)
  • Rensningen ventes at tage tre måneder og koste 9,5 millioner. I Euro svarende til 70 millioner kr. Her dukker en mudret scooter frem af det grumsede vand. (Foto: © Etienne Laurent, Scanpix)
  • Arbejderne skal ikke bare tømme kanalen for affald, de skal også renovere murene og de mange vandsluser, der stadig i dag fungerer. (Foto: © Yoan Valat, Scanpix)
  • Før dræningen af de 90.000 kubikmeter kan fuldføres, skal kanalens op mod fire ton fisk dog indfanges og sættes ud i Seinen. (Foto: © Charles platiau, Scanpix)
  • Fiskerne har i alt tre dage til at få tømt kanalen for fisk. (Foto: © Etienne Laurent, Scanpix)
  • Napoleon fik oprindeligt kanalen opført for at sikre drikkevand og bedre transport af varer til hele Paris. I dag er den en populært udflugt for lokale og turister. (Foto: © Yoan Valat, Scanpix)
  • Ved sidste oprydning i 2001 bjærgede man i alt 40 tons affald på de 4,5 km. (Foto: © Charles platiau, Scanpix)
  • I takt med at kanalen er blevet mere populær blandt franskmændene og turister, er mængden af affald også steget. Derfor forventer man da heller ikke mindre affald end sidst, samt at finde en del af de parisiske bycykler og en masse øldåser, lyder det fra myndighederne. (Foto: © Yoan Valat, Scanpix)
1 / 9

90.000 kubikmeter vand og fire ton fisk er netop nu på vej ud af Canal Saint-Martin for et rutinemæssigt serviceeftersyn. Det er nemlig 14 år siden, man sidste gang tørlagde den 4,5 km lange kanal og bjærgede alt fra motorcykler til badekar og ammunition fra Anden Verdenskrig. Nu er det tid igen.

Kanalens vægge og vandsluser skal nemlig renoveres, og der skal ryddes bycykler og øldåser fra de sidste 14 år.

Canal Saint-Martin blev grundlagt i starten af det 19. århundrede af Napoleon, der ville sikre frisk vand og bedre adgang for gods til Paris. Kanalen slanger sig 4,5 km gennem det 10. arrondissement og forbinder Seinen med Canal de l'Ourcq.

Populært blandt lokale

I dag er kanalen et populært tilflugtssted for lokale, men også et stigende antal turister får sig en kanalrundfart. Derfor forventer myndighederne da heller ikke at finde mindre end de 40 ton affald, man fandt i 2001.

Oprydningsarbejdet tager tre måneder og koster 70 millioner kroner.