Der blev svunget piskeris og anrettet til de helt store kokkehuer, da der blev afholdt Bocuse d'Or i den ungarske hovedstad Budapest i dag. Det blev til en ungarsk sejr, mens Norge og Sverige indtog henholdsvis anden- og tredjepladsen. Danske Morten Falk måtte tage til takke med en noget skuffende 11. plads ud af 20 deltagere.
Den var dog lige nok til at sikre danskeren en plads til det uofficielle kokke-VM i Lyon i 2017.
Menuen fastlagt på forhånd
Arrangørerne havde bestemt, at deltagerne skulle levere en fiskeret med kaviar og kød fra fisken stør, mens ret nummer to skulle indeholde krondyrkød. Deltagerne havde i alt fem timer og 35 minutter til at forberede retterne til de 20 dommere.
Den islandske kok vandt prisen for bedste fiskeret, mens franske Laurent Lamal fik flest kokkehuer for sin kødret.
Se billederne fra Bocuse d'Or ovenfor.









