Detektor: Fængselsbetjente tjener meget mere, end deres formand siger

Fængelsforbundets formand påstår, at betjentene kun tjener mellem 27.000 og 30.000 kroner.

Kriminalforsorgen opgør fængselsbetjentenes gennemsnitsløn til 33.564 kroner. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Fængselsbetjente er bestemt ikke blandt de bedst lønnede i Danmark, men de er dog ikke så dårligt betalt, som formanden for deres fagforening, Bo Yde Sørensen, siger.

I et interview med mediet Den Uafhængige påstår Bo Yde Sørensen, at en fængselsbetjent i gennemsnit tjener mellem 27.000 og 30.000 kroner om måneden.

Det rigtige tal er noget højere.

I virkeligheden ligger den gennemsnitlige løn for en fængselsbetjent på 33.564 kroner om måneden. Tallet er for en fængselsbetjent på fuld tid uden ledelsesansvar.

Det viser en opgørelse, Kriminalforsorgen har lavet til Detektor.

Vil have penge til betjente i stedet for sygeplejersker

Udgangspunktet for interviewet med Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen, er manglen på fængselsbetjente i de danske fængsler.

I den forbindelse spørger Den Uafhængiges radiovært, hvor meget fængselsbetjente tjener.

- En fængselsbetjent ligger typisk – alt efter hvordan man opgør lønnen – mellem 27.000 og 30.000 kroner. Det er et godt gennemsnit, svarer Bo Yde Sørensen.

Radioværten præciserer efterfølgende sit spørgsmål og siger, at det, han spørger om, er bruttolønnen inklusiv pension og tillæg.

Endnu engang svarer Bo Yde Sørensen, at fængselsbetjentene i gennemsnit ligger ”mellem 27.000 og 30.000 kroner”.

Radioværten bliver overrasket over det lave tal, da han i forbindelse med sygeplejerskernes strejke har læst, at sygeplejerskernes gennemsnitlige bruttoløn er over 40.000 kroner.

Radioværten spørger derfor igen Bo Yde Sørensen, om han har forstået, at det er fængselsbetjentenes bruttoløn inklusiv for eksempel pension, han spørger til.

- Ja, det er jeg med på, svarer Bo Yde Sørensen.

- Jeg tror, at rigtig mange af mine kollegaer ville sige: Jeg giver den sgu en skalle mere, hvis jeg kunne få den løn, som sygeplejerskerne får.

Radioværten afslutter med at sige, at fængselsbetjentene derfor burde have nogle flere penge i stedet for de på det tidspunkt strejkende sygeplejersker.

- Jamen det forslag køber jeg da lige på stedet, svarer Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen, i interviewet, der nu cirkulerer på Facebook under overskriften ”elendige arbejdsforhold og 27.000 kroner i løn".

Hvad tjener en fængselsbetjent?

Forskellen på fængselsbetjentenes og sygeplejerskernes løn er som sagt ikke helt så stor, som Bo Yde Sørensen gør den til.

Kriminalforsorgen opgør fængselsbetjentenes gennemsnitsløn til 33.564 kroner.

Det er 12 til 24 procent mere end de 27.000 til 30.000 kroner, Bo Yde Sørensen påstod var gennemsnitlønnen.

Nogle fængselsbetjente vil ikke kunne genkende tallet 33.564 kroner fra deres månedlige lønseddel, men det er der en god grund til.

For det første indeholder tallet både pension og alle tillæg – for eksempel genetillæg.

For det andet er der tale om et gennemsnit. Nogle fængselsbetjente tjener altså mindre, mens andre tjener mere. For eksempel er lønningerne på Sjælland højere end i Jylland.

Hvad siger Bo Yde Sørensen?

Bo Yde Sørensen, formand for fængselsbetjentenes fagforening, Fængselsforbundet. (Foto: © Nicolai Perjesi, nicolaiperjesi.com)

Da Detektor kontakter Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen, starter han med at sende tal for gennemsnitslønningerne i de tre jyske fængsler Nørre Snede Fængsel, Enner Mark Fængsel og Kragskovhede Fængsel.

- Det er tallene, som jeg som udgangspunkt ser til, skriver Bo Yde Sørensen.

Det bemærkelsesværdige er, at tallene ikke bakker Bo Yde Sørensens påstand op.

Tværtimod ligger lønningerne i de tre fængsler alle en del over de 27.000 til 30.000 kroner, som Bo Yde Sørensen i radioen påstod, var den gennemsnitlige løn for fængselsbetjente.

Gennemsnitslønnen i de tre jyske fængsler spænder fra 31.500 til 33.500 kroner.

Det er også værd at bemærke, at gennemsnitslønnen i to af fængslerne ligger under landsgennemsnittet.

Bo Yde Sørensen tager altså udgangspunkt i nogle af landets laveste lønninger, når han skal beskrive det generelle billede af fængselsbetjentenes løn.

Bo Yde Sørensen siger til Detektor, at han ikke kan stille op til interview i denne uge, fordi han er i udlandet.

Detektor må derfor nøjes med et kort svar på mail:

- Løn er altid svært at forklare i et kort interview i radioen (og i øvrigt også alle andre steder). At tegne et endegyldigt billede med to sætninger kan ikke lade sig gøre, skriver Bo Yde Sørensen.

Tilbage står spørgsmålene:

Hvorfor påstår Bo Yde Sørensen i radioen, at fængselsbetjentenes gennemsnitsløn er lavere, end den faktisk er i de opgørelser, han ifølge sig selv tager udgangspunkt i?

Og hvorfor tager han udgangspunkt i lønningerne i tre jyske fængsler i stedet for landsgennemsnittet?

Andre opgørelser af fængselsbetjentenes løn

Der findes også andre opgørelser af fængselsbetjentes løn end Kriminalforsorgens.

Detektor har valgt at tage udgangspunkt i det mest konservative tal fra Kriminalforsorgen.

Statens Lønoverblik opgør gennemsnitslønnen til at være 34.887 kroner om måneden.

Hverken Statens Lønoverblik eller Kriminalforsorgen kan forklare, hvad forskellen præcist skyldes. Kriminalforsorgen oplyser dog til Detektor, at den står fast på, at dens opgørelse er korrekt.

Hos Danmarks Statistik opgøres gennemsnitslønnen for ”fængselsbetjentarbejde” til at være 36.643 kroner. Også her er det uklart, hvad forskellen præcist skyldes.

En lille del af forskellen kan skyldes, at Danmarks Statistik også medregner særlig feriegodtgørelse og personalegoder. Men de to ting udgør kun knapt 500 kroner om måneden.

En anden forklaring kan være, at Danmarks Statistik medregner flere personer i kategorien ”fængselsbetjentarbejde” – for eksempel arrestforvarer.

Hverken Danmarks Statistik eller Kriminalforsorgen kan komme nærmere en præcis forklaring, oplyser de til Detektor.