Detektor: Mette Frederiksen henviser til egne udtalelser om børnefattigdom, der ikke findes

“Det her sagde jeg altså også før valget”, siger Mette Frederiksen om kritik af fattigdomstal.

Under en spørgetime på Christiansborg den 11. maj sagde statsministeren, at hun også før valget gjorde det klart, at hun ikke mener, der er 60.000 fattige børn i Danmark. Før valget sagde Socialdemokratiet dog det modsatte. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Før sidste valg sagde Socialdemokratiet, at cirka 60.000 børn i Danmark er “decideret fattige”.

Tallet kommer fra en uofficiel fattigdomsgrænse, som Danmarks Statistik står bag.

Nu siger Mette Frederiksen, at hun ikke mener, at alle 60.000 børn er fattige.

Senest under en spørgetime i Folketinget i starten af maj:

- Hvis man går ned i de 60.000 og begynder at kigge på rådighedsbeløb, så er jeg simpelthen ikke enig i, at der er en fattigdomsproblemstilling i alle familier. Jeg tror, det er rigtigt, at den er der i nogle, sagde statsministeren.

- Og det handler i høj grad om, hvor lang tid man er på ydelserne, og hvorfor man er der, og om man kan komme væk derfra. Men jeg synes, det kræver en meget grundigere diskussion, inden vi konkluderer, hvor stor problemstillingen med børnefattigdom egentlig er.

- Det her sagde jeg altså også før valget, vil jeg gerne lige have lov til at understrege.

Men hvor sagde statsministeren inden valget, at hun ikke mener, at alle 60.000 børn vokser op i fattigdom?

Detektor har ikke kunnet finde udtalelser fra før valget, hvor Mette Frederiksen direkte siger, at det ikke er alle de 60.000 børn, der er fattige.

Og det har ikke været muligt at få et interview med statsministeren.

I stedet har Detektor talt med Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Henrik Møller.

- Jeg er godt med på, at du vil have mig til at sige, at der blev sagt ét før valget, og nu bliver der sagt noget andet efterfølgende. Det kan jeg ikke nødvendigvis give dig en god forklaring på.

Hvad tænker du egentlig om, at der blev sagt ét før valget og noget andet efter valget?

- Nogle gange, når man sidder med ansvaret, så kan det være, at det forholder sig anderledes, end det, man troede, før man kom ind. Men det skal vi da have clearet af, så vi er klare i mælet i forhold til, hvad vi mener, siger Henrik Møller.

Socialordfører sagde det modsatte

I 2018 blev partiets daværende socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil interviewet af Berlingske.

Dengang var der ifølge Danmarks Statistiks og Arbejderbevægelses Erhvervsråds uofficielle fattigdomsgrænse cirka 65.000 fattige børn i Danmark.

I interviewet blev den daværende socialordfører spurgt, om hun mente, at de cirka 65.000 børn var fattige.

- Jeg mener, at der er 65.000 etårsfattige børn i Danmark, svarede hun.

Berlingske spurgte opfølgende: Så der er tale om decideret fattige?

- Ja, det er der – det kan man slet ikke diskutere. Heller ikke konsekvenserne af det, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil dengang.

Hvad mener S nu?

Beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet Henrik Møller. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Detektor har spurgt Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Henrik Møller, om han kan huske, at statsministeren allerede før valget afviste, at alle 60.000 børn var fattige.

Det kan han ikke.

- Jeg kan hverken be- eller afkræfte. Det er ikke noget, jeg lige umiddelbart kan erindre. Men der tror jeg selvfølgelig på min partiformand, når hun siger det.

Hørte du hende sige det inden valget?

- Det kan jeg simpelthen ikke huske, om jeg har gjort, så det tør jeg simpelthen ikke være skråsikker på.

Vidste du godt før valget, at I hos Socialdemokratiet ikke mener, at alle de 60.000 børn er fattige?

- Det vil jeg mene i forhold til den diskussion, der er omkring fattigdom generelt. Lige nu er der også diskussion omkring en fattigdomsgrænse og hvilket niveau, den skal ligge på.

Du siger, at du vil mene, du vidste det?

- Jamen, det vidste jeg godt. Jeg har godt været klar over, at vi jo ikke har opereret med et tal på 60.000 i forhold til, når vi har snakket om børnene.

Hvor vidste du det fra?

- Jamen, det tal er simpelthen så voldsomt, så der er også en masse mellemregninger i forhold til børnefamilierne og de 60.000. Det er de allermest udsatte, vi har prøvet at tage os af. Jeg tror heller ikke, at Ydelskommissionen nødvendigvis får løst hele problemet omkring børnefattigdom.

Tænkte du selv, at tallet var voldsomt, eller var det noget, du havde hørt fra andre i partiet?

- Op til valget var det ikke noget, jeg personligt brugte enormt meget energi på, så det er ikke et tal, jeg har brugt i forbindelse med valgkampen. Nu kommer det så op igen.

Jeg tænker på før valget - hvor vidste du fra, at I ikke mente, at alle de cirka 60.000 børn var fattige. Jeg kan nemlig ikke finde noget sted, hvor Mette Frederiksen har sagt det.

- Nej, men det er jo hele diskussionen i forhold til den relative fattigdom, og det er i den kontekst, det skal ses.

Så du havde selv tænkt dig frem til det?

- Ja, og det tror jeg ikke, jeg er den eneste, der har i forhold til diskussionen omkring det med den relative fattigdom generelt. Det er jo det, vi diskuterer.

Jeg har fundet et interview med jeres daværende socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil fra Berlingske, hvor hun siger, at der er “65.000 etårsfattige børn i Danmark”, og hun siger også, at hun mener, at de er “decideret fattige”. Mener I stadig det så?

- Jeg må simpelthen bare forholde mig til, at en ydelseskommission nu er i gang, der lige præcis skal prøve at gøre op med det antal, der er. Om det er 60.000, 65.000 eller mindre. For mig er det vigtigste, at vi får gjort noget.

Har du egentlig en forklaring på, hvordan det kan være, at jeres daværende socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil før valget ikke vidste, at I ikke mener, at de alle de cirka 60.000 børn var fattige?

- Nej, det har jeg ikke. Det afgørende er for mig nu og her, at vi nu har sat os for at gøre noget ved det. Jeg er godt med på, at du vil have mig til at sige, at der blev sagt ét før valget, og nu bliver der sagt noget andet efterfølgende. Det kan jeg ikke nødvendigvis give dig en god forklaring på.

Hvad tænker du egentlig om, at der blev sagt ét før valget og noget andet efter valget?

- Nogle gange når man sidder med ansvaret, så kan det være, at det forholder sig anderledes, end det, man troede, før man kom ind. Men det skal vi da have clearet af, så vi er klare i mælet i forhold til, hvad vi mener.

Citater fra før valget

Efter interviewet med beskæftigelsesordfører Henrik Møller har Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, sendt to citater, som Mette Frederiksen kom med tilbage i 2018.

Det ene fra en DR-artikel, hvor hun siger:

- Det, jeg lover, er at gøre noget ved børnefattigdom, og så har vi behov for at diskutere med hinanden, hvordan vi gør det bedst. Og jeg synes, at der er behov for at få nogle flere nuancer i den her diskussion, sagde hun og pegede blandt andet på høj husleje og gæld som andre årsager til fattigdom.

Og til Fagbladet BUPL sagde hun:

- Lave ydelser har en betydning. Men hvis man tror, de er forklaringen på, at der er børn, der ikke har det godt, så tager man fejl.

Mette Frederiksen pegede altså dengang på, at der kan være andre årsager til børnefattigdom end lave ydelser.

Men i citaterne anfægtede hun ikke direkte omfanget af børnefattigdom i Danmark, som hun har gjort efter valget.

Lyt til historien i Detektors podcast, der udkommer fredag morgen: