Detektor: Udbredt påstand om fly og hospitalers klimaaftryk er forkert

En direktør, en politiker og en organisation erkender ukorrekt sammenligning af sundhedssektoren og flysektorens klimabelastning.

Normalt er det flysektoren, der forbindes med høje emissioner, men en påstand om, at sundhedssektoren er endnu værre, har på det seneste bredt sig. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Ritzau Scanpix)

I klimadebatten er det ofte benzin, bøffer og badeferier, der skal skæres ned på, hvis vi skal mindske vores CO2-aftryk.

Hospitalsdirektør Jonas Dahl vendte dog fokus et andet sted hen med sit debatindlæg i Klimamonitor tilbage i maj.

Sundhedssektoren er en større klimasynder end flysektoren, skrev Jonas Dahl, der er hospitalsdirektør på Regionshospitalet Randers.

Og den påstand er blevet fremhævet på både Klimafolkemødet og i regionsrådsvalgkampen. Tidligere har foreningen Læger for Klimaet også delt budskabet.

Men sammenligningen af de to sektorer er ikke retvisende.

'Fuldstændig tilfældig' sammenligning

I indlægget skriver Jonas Dahl, at estimater peger på, at sundhedsvæsenet samlet set står for 6 procent af CO2-udledningen i Danmark. Til sammenligning står flytrafikken for 3-4 procent.

Hospitalsdirektørens påstand bygger på to rapporter fra den internationale NGO Healthcare Without Harm og det europæiske flysikkerhedsagentur, EASA, om henholdsvis sundhedssektorens og flysektorens klimabelastning.

Men rapporten om sundhedssektoren medregner langt flere kilder til CO2-udledning end rapporten om flysektoren.

Det drejer sig om, hvor mange såkaldte "scopes" der medregnes.

Jo flere scopes man måler på, des flere kilder til CO2-udledning inkluderer man.

Rapporten om sundhedssektoren inkluderer alle tre scopes. Det gælder derfor både det klimaaftryk, selve hospitalet efterlader, men også indirekte udledninger som strømforbrug og produktionen af hospitalets udstyr.

Rapporten om flysektorens udledninger inkluderer kun det første scope. Det gælder derfor kun udledninger fra flybrændstof uden at medregne strømforbrug og produktion af flydele.

Derfor kan de to rapporter slet ikke sammenlignes. Det vurderer Jeppe Juul, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling og ekspert i grøn transport.

- Det er ikke rimeligt at sige, at sundhedssektoren belaster mere end flyindustrien, fordi rapporterne kigger på forskellige typer emissioner.

Adjunkt i måling af bæredygtighed på DTU, Morten Ryberg, kalder sammenligningen "fuldstændig tilfældig".

- Studiet af flysektoren baserer sig kun på afbrænding af flybrændstof, det vil sige, når flyene flyver. Studiet af sundhedssektoren baserer sig på direkte CO2-udledninger som for eksempel opvarmning og belysning af hospitalet, men også indirekte udledninger som kantinemaden og kuglepennene på kontoret.

Bragt op flere steder

Jonas Dahl er dog ikke den eneste, der med udgangspunkt i de to rapporter konkluderer, at sundhedssektoren er en større klimasynder end flysektoren.

I sidste måned optrådte påstanden i oplægget til en debat på årets Klimafolkemøde i Middelfart.

Også foreningen Læger for Klimaet har haft det stående på deres hjemmeside.

- Det er bare at lægge sig fladt ned, fordi vi er blevet klogere. Og da vi fandt ud af det, så holdt vi op med at bruge det på vores hjemmeside, siger læge og bestyrelsesmedlem i Læger for Klimaet, Martin Schønemann-Lund.

Inden da havde regionsrådskandidat Grethe Olivia Nielsson (EL) dog allerede nået at læse påstanden på foreningens hjemmeside. Hun brugte derefter selv budskabet i et opslag på Twitter, Facebook og Instagram som en del af sin valgkamp.

- Jeg undersøgte det ikke mere, end det Læger for Klimaet skrev. Det plejer jo at være sådan, at læger går meget op i at have evidens, når de skriver ting offentligt. Så jeg er ked af, at jeg har spredt misinformation, siger Grethe Olivia Nielsson, der stiller op i Region Hovedstaden.

Grethe Olivia Nielsson fortæller til Detektor, at hun i forbindelse med valgkampen har fortalt flere hundrede mennesker, at sundhedssektoren er en større klimasynder end flysektoren.

Vil ikke bidrage med fejlinformation

Hospitalsdirektør Jonas Dahl erkender i ugens Detektor, at rapporterne ikke er sammenlignelige.

Mener du stadig, at de rapporter kan sammenlignes?

- Det må jeg erkende, at det kan de ikke fuldt ud. Men vi lavede den sammenligning på baggrund af de data, vi havde tilgængelige dengang. Det var svært at finde brugbare data, og derfor skrev vi også, at det var et estimat.

Jonas Dahl er hospitalsdirektør på Regionshospitalet Randers, og har været med til at etablere Center for Bæredygtige Hospitaler. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix Denmark)

Ifølge Jonas Dahl var han ikke opmærksom på, om begge rapporter medregnede alle tre emissionskilder.

- Vi må erkende, at godt nok er de 6,3 procent rigtige i forhold til sundhedssektoren, men det kan godt være, at det, der hedder scope 2 og 3, det ikke har været med i forhold til flyindustrien.

Havde du undersøgt de forskellige målinger, inden du skrev dit debatindlæg?

- Jeg har ikke tilstrækkelig analysekapacitet til at gå bag en EU-rapport, så der må jeg indrømme, at der lægger jeg mig blankt ned. Jeg tog udgangspunkt i de rapporter, der var tilgængelige.

Hør hele interviewet med hospitalsdirektør Jonas Dahl i ugens Detektor