En ny bog om dansk politik med titlen "Entreprenørstaten" har de seneste dage fået stor opmærksomhed.
I bogen beretter flere politikere og højtstående embedsmænd ærligt om, hvordan moderne politik bliver til ifølge dem.
Én af de politikere, der deler ud af sine overvejelser, er gruppeformand for Venstre, Karsten Lauritzen, der blandt andet fortæller om, hvordan VLAK-regeringens mål om én million el- hybridbiler blev til.
Ifølge ham var baggrunden nemlig, at regeringen følte sig presset til at overbyde andre partiers udspil om en halv million elbiler:
- Og så sagde vi en million biler. Det er jo helt galimatias, at man sætter sådan et mål uden at have nogen som helst anelse om, hvorvidt det er realistisk, siger han i bogen.
Det står i modsætning til et interview, som Karsten Lauritzen gav til Detektor i 2018, da udspillet om én million grønne biler blev præsenteret.
Her afviste han klart, at der var tale om "et stort nummer".
- Det er da ikke et stort nummer. Du tror, at politik er noget, vi leger. Det er ikke noget stort nummer. Det er da noget pjat. Vi sætter en vision, hvor vi siger, at vi har mål, sagde han dengang til Detektor.
Detektor har spurgt Karsten Lauritzen om han løj for Detektor i 2018, og om han allerede dengang tænkte, at det var "helt galimatias" at sætte målet på én million el- og hybridbiler. Det har han ikke svaret på.
Hvad sagde Karsten Lauritzen i 2018?
I klippet kan du se et udklip af Karsten Lauritzens interview til Detektor den 11. oktober 2018.
Målsætningen om en million el- og hybridbiler var en del af VLAK-regeringens klimaudspil “Sammen om en grønnere fremtid”, der blev præsenteret den 9. oktober 2018.
Forslaget fordoblede Socialdemokratiets målsætning på en halv million elbiler i 2030.
Det var “ambitiøst”, men "bestemt ikke et umuligt mål”, sagde Karsten Lauritzen, der dengang var skatteminister, på et pressemøde.
Hverken Karsten Lauritzen eller de øvrige ministre bag forslaget, kunne dog pege på, hvor pengene til de mange elbiler skulle komme fra.
Det stod også klart, da den daværende skatteminister gav et interview til Detektor kort efter udspillet blev præsenteret:
- Vi anerkender, at ja, der er da en regning, men vi har også nedsat en kommission, der skal fortælle os, hvor stor den bliver, og hvordan vi samler den op, sagde Karsten Lauritzen.
Han afviste dog, at målsætningen var udtryk for "et stort nummer". Det gjorde han i følgende ordveksling med Detektors tidligere vært Kristoffer Eriksen:
Er målet finansieret? Ja eller et nej?
- Jeg køber ikke præmissen for dit spørgsmål.
Jeg spørger, om målet er finansieret?
- Målet om, at nå en million elbiler er ikke finansieret frem til 2030. Det er finansieret i to år.
Det var det, I kritiserede Socialdemokratiet for.
- Nej, det var for ikke at finansiere noget som helst.
I kritiserede dem for ikke at have finansieret målet. Lars Løkke Rasmussen kaldte det en servietberegning.
- De havde ikke finansieret deres udspil dagen efter. De havde ikke finansieret det i deres finanslovudspil.
Men det er jo ikke finansieret. Jeres store nummer her med en million elbiler.
- Det er da ikke et stort nummer. Du tror, at politik er noget, vi leger. Det er ikke noget stort nummer. Det er da noget pjat. Vi sætter en vision, hvor vi siger, at vi har mål. Vi anerkender, at der er en regning, og så nedsætter vi en kommission til at samle den op.
"Helt galimatias"
I dag - godt to et halvt år senere - siger Venstres gruppeformand, at det var "helt galimatias" at gå ud med målet om en million elbiler.
Det gør han i bogen "Entreprenørstaten" af politolog Sigge Winther Nielsen, der har været citeret i flere medier:
- Vi havde en lang diskussion internt i Løkke-regeringen om målet om antallet af elbiler. Hvor nogle partier sagde, vi skal have 500.000 biler, og hvor vi blev voldsomt presset. Og så sagde vi en million biler. Det er jo helt galimatias, at man sætter sådan et mål uden at have nogen som helst anelse om, hvorvidt det er realistisk, siger Karsten Lauritzen i den nye bog.
- Men det valgte vi at gøre, fordi det der med at sige, at vi er meget ambitiøse, jeg vil gerne noget, det vil vælgerne gerne have. Så er det af mindre betydning, om vi når derhen. Det her gælder for alle partier, siger Karsten Lauritzen i bogen.
Hvad siger Karsten Lauritzen (V) til Detektor?
Detektor har spurgt Karsten Lauritzen, om han løj, da han i 2018 sagde, at målet på en million elbiler ikke var "et stort nummer".
Detektor har også spurgt, om han allerede dengang tænkte, at det var "helt galimatias" at foreslå én million elbiler, og hvordan han kunne love, at regningen ville blive samlet op, hvis han ikke vidste, om målet var realistisk.
Karsten Lauritzen har ikke ønsket at medvirke i et interview, men har i stedet sendt en skriftlig kommentar. I den svarer han ikke på spørgsmålene, men forklarer formålet med hans udtalelser til bogen "Entreprenørstaten":
- Hvis man læser bogen, som jeg kan forstå Detektor ikke har gjort, vil man vide at formålet med udtalelsen er at give et indblik i, hvordan moderne politik nogle gange udvikles, og hvordan det kan være problematisk, når det skal implementeres i virkeligheden, skriver han og fortsætter:
- Det er en problemstilling både politikere og medier, der søger en hurtig konflikt bør reflektere over.
Karsten Lauritzen påpeger samtidig, at Detektors journalist henviser til et "klippet citat" fra bogen.
I det fulde citat fremgår det, at Karsten Lauritzen peger på en "spinkultur", som årsagen til det, der af bogens forfatter bliver beskrevet som "pseudopolitik ved bagdøren".
Det fulde citat lyder:
- Men det valgte vi at gøre, fordi det der med at sige, at vi er meget ambitiøse, jeg vil gerne noget, det vil vælgerne gerne have. Så er det af mindre betydning, om vi når derhen. Det her gælder for alle partier. Og jeg tror, meget af denne udvikling udspringer af den spinkultur som opstod i 1990'erne og 2000'erne, hvor ting virkelig blev 'spundet' i bund. Men andre ord har politikerne mange målsætninger, men få visioner.
Detektor har spurgt Karsten Lauritzen, hvordan citatets sidste del, ændrer ved, at han i 2018 afviste at en million elbiler var "et stort nummer", mens han i dag kalder det"helt galimatias", at sætte sådan et mål "uden at have nogen som helst anelse om, hvorvidt det er realistisk".
Det svarer Karsten Lauritzen ikke på, men henviser til sin første kommentar.
