Københavns Politi har indtil videre anholdt 15 personer ved en koordineret aktion mod narkohandlere i København.
Det er politiets afdeling for organiseret kriminalitet, der har stået for aktionen, lyder det i en pressemeddelelse.
I formiddag meddelte politiet, at man var i gang med en "større narkooperation" på Siljangade på Amager, hvor Hells Angels har et klubhus. Det viser sig nu, at politiet har været til stede på flere adresser i Københavnsområdet.
Politiet vil ikke sige, om man har beslaglagt effekter i forbindelse med razziaerne og anholdelserne.
Men aktionen har forbindelse til Christiania, lyder det.
- Det er vores opfattelse, at vi via en målrettet efterforskning, hvor vi har fulgt pengene fra hashsalget i Pusher Street til et ledende medlem af Hells Angels, har ramt både salgs- og leverandørleddet i Pusher Street hårdt, siger ledende politiinspektør Poul Kjeldsen i pressemeddelelsen.
Politiet har ikke afsluttet aktionen, men foreløbigt vurderes det, at otte mænd mellem 19 og 55 år vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag for lukkede døre.
Personerne vil alle blive sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 191.
/ritzau/