40 kogte æg trækker æggeskandale til Danmark

Æggene er fundet hos en bager og kan være forurenet med et giftigt insektmiddel.

Danske forbrugere kan stadig trygt købe æg, lyder det fra Fødevarestyrelsen. (Foto: © VINCENT JANNINK, Scanpix)

Den europæiske æggeskandale rykker til Danmark.

Det oplyser Fødevarestyrelsen, som fortæller, at der hos en jysk bager er fundet 40 kogte, pillede æg, som kan være forurenet med det giftige insektmiddel fipronil.

- Fødevarestyrelsen har tirsdag aften fået en melding om, at et lillebitte parti kogte, pillede æg er leveret til en dansk virksomhed, siger Nikolas Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen.

- Her til morgen har Fødevarestyrelsen været på tilsyn hos virksomheden, som blandt andet laver sandwich. Der har vi sikret os, at de æg, der er leveret, er blevet blokeret og vil blive returneret til den leverandør, der har leveret dem, tilføjer han.

Giften ophober sig i æg

Det giftige insektmiddel bruges til at bekæmpe lus og mider hos hunde og katte, men det er ikke EU-godkendt til brug i fjerkræbesætninger, fordi det ophober sig i æggene.

Alligevel har op mod 250 hollandske og belgiske ægproducenter ulovligt anvendt midlet i kampen mod skadedyr hos æglæggende høns.

- De her æg er under mistanke for at være forurenet med fipronil, som er det pesticid, der har forurenet en del æglæggende hønsebesætninger i Holland og Belgien, siger Nikolas Hove om de 40 æg, der er fjernet fra den jyske bager.

- Butikken har handlet helt, som den skulle. De har modtaget en besked fra den her leverandør i går og har derfor ikke anvendt de her æg til deres produkter, siger han.

Midlet kan give kvalme

Siden skandalen kom frem, er millioner af æg blevet fjernet fra markedet i blandt andet Tyskland, Belgien og Holland, da der er risiko for folks sundhed.

- Hvis man får for meget af stoffet, kan man få symptomer som kvalme, mavesmerter eller svimmelhed og opkast. Efter meget lang tids påvirkning kan man godt få nogle lever- og nyreskader, siger Nikolas Hove.

Sagen efterforskes fortsat, og Fødevarestyrelsen får løbende flere informationer om skandalen.

Lige nu er der ikke oplysninger om, at der skulle være flere forurenede æg på det danske marked.

Danske forbrugere kan stadig være trygge, når de køber æg, slår Fødevarestyrelsen fast.

Den europæiske æggeskandale

  • I midten af juli kom det frem, at belgiske myndigheder havde fundet æg, der indeholdt det giftige insektmiddel fipronil. Midlet kan skade mennesker.

  • Siden da har skandalen rullet, og EU holder tæt øje med sagen – blandt andet fordi det forlyder, at problemet var kendt, uden at EU og EU’s medlemslande blev advaret.

  • Millioner af æg er nu trukket tilbage fra butikker i Belgien, Holland og Tyskland, ligesom Storbritannien, Frankrig, Sverige og Schweiz kan have modtaget forurenede æg.

  • Omkring 250 hollandske og belgiske besætninger er blokeret for handel med æg.

  • Kilder: The Guardian og Reuters