To advokater er blevet sigtet af politiet, fordi de krævede salærer for arbejde, de ikke havde udført.
Advokaterne sigtes dels for embedsmisbrug og dels for forsøg på bedrageri, bekræfter Københavns Politi over for Ritzau.
Retten på Frederiksberg havde beskikket advokaterne til at forsvare to tiltalte i en stor hælerisag. Men denne position udnyttede de, da de forsøgte at score et uretmæssigt højt salær, hævdes det.
Begge bad Retten på Frederiksberg om et acontosalær, fordi de havde overværet otte retsmøder i andre straffesager i komplekset. Kravet var 128.081 kroner plus moms til hver.
Det viste sig, at den ene advokat ikke havde været i retslokalet, og at den anden havde overværet ét retsmøde. En fuldmægtig fra advokatfirmaet havde tilsyneladende repræsenteret dem begge ved syv retsmøder.
- De nægter sig skyldige, siger vicepolitiinspektør Jens Møller.
Sagen er rejst på baggrund af et forløb, som allerede er blevet vurderet af Advokatnævnet. Her blev de ikendt bøder på 20.000 kroner for groft at have tilsidesat god advokatskik.
/ritzau/