Afgørelsens aften for mere end 94.000 studieansøgere: Sigrid klarede snittet til sin drømmeuddannelse

Landets håbefulde studieansøgere fik i nat svar på, om de er kommet ind eller ej.

- Det er vildt, at det er lige om lidt, man ved det, lød det fra Sigrid Mikkelsen mandag aften kort før midnat. (Foto: © Michael Lyck - DR, (C) DR Nyheder)

Spændingen hænger som en tordensky over Testrup Højskole lidt uden for Aarhus, hvor 19-årige Sigrid Mikkelsen og hendes syv højskolekammerater sidder og stirrer ind i hver deres bærbare computer.

Klokken er lidt over 23, men i aften skal de ikke tidligt i seng. Ikke tale om.

- Jeg tror ikke, at vi ville kunne sove, for det er så definerende. Og vi vil bare gerne have svaret, siger Sigrid Mikkelsen.

Det svar, højskoleeleverne gerne vil have, kommer klokken 24.

Her bliver det nemlig afsløret, hvad det adgangsgivende gennemsnit til de videregående uddannelser er. Om studiedrømmene bliver til virkelighed, eller om de i denne omgang lader vente på sig.

Alle i højskolens opholdsrum har søgt ind på en uddannelse og har dermed noget på spil i det kæmpestore regnestykke.

- Jeg kan godt mærke, at hjertet begynder at banke lidt kraftigere, og det giver lidt svedige håndflader, siger Sigrid Mikkelsen fra sofaen.

Hun har søgt ind på psykologi, idéhistorie og filosofi – alle på Aarhus Universitet, og alle på kvote 1. Psykologi er den unge aarhusianers klare førsteprioritet.

Nervøsiteten var til at tage og føle på natten mellem mandag og tirsdag på Testrup Højskole. (Foto: © Michael Lyck, (C) DR Nyheder)

Corona ændrede studieplanerne

Sidste år skulle ansøgerne til psykologiuddannelsen have skrabet et gennemsnit på 11,3 eller mere sammen i løbet af deres gymnasietid for at få adgang til studiet.

Det gør aftenen endnu mere spændende for Sigrid Mikkelsen.

Hun har nemlig et gennemsnit på præcis 11,3. Og det betyder, at hun må vinke farvel til at starte på uddannelsen i denne omgang, hvis gennemsnittet stiger ved dette års studieoptag.

- Hvis det sker, bliver jeg ærgerlig. Men så håber jeg, at min andenprioritet kommer til at gælde i stedet for, siger Sigrid Mikkelsen.

Egentlig var det slet ikke meningen, at hun ville have søgt en studieplads nu. I stedet havde hun håbet at pakke sydfrugterne og rejse verden rundt i sit sabbatår nummer to.

Men det håb har coronaen stukket en kæp i hjulet på.

- De planer, jeg havde lagt for mit næste sabbatår, er ikke mulige nu. Man kan ikke rejse ud og er ikke sikker på at kunne arbejde, siger Sigrid Mikkelsen.

Forløsningens øjeblik – klokken er lidt over midnat, og alle er kommet ind på en videregående uddannelse. (Foto: © Michael Lyck, (C) DR Nyheder)

Optagelses-euforien fylder opholdsrummet

Midnat – afgørelsens øjeblik – nærmer sig med hastige skridt.

Nogle holder i hånd. Andre sidder anspændte og kigger på skærmen.

- Nu kommer det virkelig tæt på, siger Sigrid Mikkelsen.

Og så sker det. Uret skifter fra 23.59 til 00:00.

- Jeg er kommet ind, råber en.

Flere stemmer i. De er med i klubben. Lykønskningerne flyver til højre og venstre i opholdsrummet.

Men Sigrid Mikkelsen har ikke fundet svaret på sit store spørgsmål endnu. Hun kigger videre. Dér var det.

På hendes skærm står der, at det adgangsgivende gennemsnit til psykologiuddannelsen er 10,6 i år. Med snittet på 11,3 er optagelsen på Aarhus Universitet i hus.

- Ej, Gud – jeg skal studere psykologi, siger Sigrid Mikkelsen og holder hånden op foran munden, som om hun ikke rigtig tror det selv.

- Jeg er shaky, men jeg er også glad. Virkelig, virkelig glad, fortsætter hun.

Hele lokalet jubler. Og det er der også god grund til:

Alle tilstedeværende er kommet ind på lige præcis den uddannelse, de helst vil.

Det er ved at være sent.

Men inden de nu kommende studerende begynder at lede efter billige studiebøger, kollegieværelser og gode steder at handle pasta med ketchup, er der lige en ting, der skal ordnes først.

- SKÅL, råber de i kor og hæver glassene med indholdet af de IPA-øl, der lige er gået på omgang.

De skal vist ikke til køjs lige foreløbig.