Afpresset på nettet: Emma blev tvunget til at spise toast fra gulvet som en hund

Britiske Emma er et af de ofre, der er blevet afpresset til at ydmyge sig selv på nettet.

- Åh, gud, jeg er virkelig nervøs.

Emma kigger ned. Det hun skal til at fortælle, har hun aldrig fortalt til nogen før.

Hun sidder i sit hjem i en mindre engelsk by, hvor hun har aftalt at mødes med to journalister fra DR.

"Emma" har sagt ja til at fortælle sin historie, hvis hun kan være anonym. Derfor kalder vi hende Emma og skjuler hendes ansigt.

Emma i sit hjem, hvor hun bliver interviewet af DR's undersøgende korrespondent, Line Gertsen. Foto: DR

Frygt, skam og ondskab er omdrejningspunktet i Emmas historie, der er en del af en større grum fortælling.

DR kan dokumentere, at mindst 145 piger og unge kvinder, primært fra USA og England, er blevet afpresset af flere gerningsmænd på internettet i en ny og voldsom international sag.

En stor del af ofrene er blevet udsat for fænomenet 'hurtcore', hvor gerningsmænd nedgør, ydmyger og torturerer typisk kvinder. DR har gennem omfattende research i lukkede fora på nettet fundet frem til, at en af kvinderne er Emma.

I forkerte hænder

For Emma begyndte afpresningen med, at hun manglede penge. Derfor sagde hun ja, da en bekendt spurgte, om hun for betaling ville gå med til at få taget et par modelbilleder, hvor hun var nøgen.

Emma ved ikke hvordan, men nøgenbillederne havnede i de forkerte hænder på internettet. Fra en falsk profil blev hun af en mand bedt om at dele flere intime billeder af sig selv. Ellers ville han dele hendes nøgenfotos med hendes familie og alle hendes Facebook-venner.

- For at være helt ærlig ønskede jeg ikke, at min familie skulle se dem. Det ville være forfærdeligt. Jeg var ret bange, fordi jeg ikke vidste, hvem det var, fortæller Emma i sit hjem.

Emma gjorde, som manden bag den falske profil på nettet forlangte. Hun håbede, at han så ville stoppe. Men han blev ved, og snart ville han have andet end billeder, fortæller Emma.

Et af afpresserens krav var, at Emma skulle skrive grove ord på sin krop med rød læbestift.

Det er ikke kun "Emma", der er blevet afpresset til at skrive grove ord på sig selv. DR's research viser, at flere unge kvinder er blevet afpresset på nettet til at skrive ydmygende ord på deres krop med læbestift eller tusch. Nogle kvinder er også blevet presset til at skære afpresserens initialer ind i deres hud. Foto: Rekonstruktion, DR

Bagefter blev afpresningen mere ydmygende.

- Jeg fik at vide, at jeg skulle spise en toast fra gulvet som en hund, siger Emma.

- Jeg tænkte, at det gør jeg for at få ham til at lade være, men da jeg først havde gjort en ting, bad han mig at gøre noget andet, og så noget tredje, og det blev bare ved.

Ond spiral

Flov og ydmyget. Sådan havde Emma det, mens afpresningen stod på.

I dag kan Emma undre sig over, hvorfor hun ikke bare blokerede afpresseren med det samme.

Hun fortæller, at hendes tanke dengang var, at hvis bare hun gjorde, som afpresseren sagde, ville han stoppe og lade være med at dele nøgenbillederne af hende. I situationen tænkte Emma ikke på, at de nye videoer også kunne blive delt, og at hun var havnet i en ond spiral.

- Hvis jeg bare spiste den ene toast fra gulvet, ville det stoppe. Men det gjorde det bare ikke. Det blev bare værre.

Stop

Gennem en længere periode fik Emma beskeder fra afpresseren. Nogle gange flere dage i træk.

En dag kom Emma til at stave noget forkert, da hun blev beordret til at skrive på sig selv.

- Det var han ikke glad for, så han sagde, at jeg skulle drikke næsten fem liter vand på en gang.

At tvinge et offer til at drikke store mængder vand, er en kendt form for tortur.

  • Et af afpresserens krav var, at "Emma" skulle drikke næsten fem liter vand på en gang. Foto: Rekonstruktion, DR.
  • Et af afpresserens krav var, at "Emma" skulle drikke næsten fem liter vand på en gang. Foto: Rekonstruktion, DR.
1 / 2

Da Emma var halvvejs igennem de fem liter vand, blev hun dårlig og kastede op. Det fik kun afpresseren til at forlange, at Emma skulle gøre endnu mere ydmygende ting ved sig selv.

Så ydmygende, at hun til sidst sagde stop.

Emma blokerede afpresseren, så han ikke kunne kontakte hende, selvom hun nu risikerede, at afpresseren ville dele hendes billeder.

Alvor af trussel

Frygten bredte sig i Emma, da hun havde sagt fra. Hun overvejede at fortælle om afpresningen til sin familie, fordi det så ville blive et mindre chok for dem, hvis billederne blev delt.

- Men jeg følte bare, at hvis jeg fortalte dem det, ville de væmmes ved mig, så jeg holdt det for mig selv.

"Emma" modtager fortsat beskeder fra personer, der har set billeder eller videoer af hende på nettet. Foto: DR

Afpresseren gjorde alvor af sin trussel. Billederne og videoerne blev dog ikke sendt til Emmas familie og venner, men de blev lagt på internettet. Og afpresseren delte ikke bare hendes nøgenbilleder, men også videoer af afpresningen.

Det ved Emma, da hun efterfølgende er blevet kontaktet af ukendte mænd, der har set billeder af hende på internettet.

- De ligger derude. Det er ikke fedt.

Flov

Det var svært for Emma at gå udenfor, efter videoerne og billederne var blevet delt.

- Det var som om, nogen havde set det. Men jeg vidste det ikke. Jeg var bare virkelig flov og havde ikke lyst til at gå uden for en dør.

I en periode havde hun det så svært, at hun udsatte sig selv for selvskade. Nu går det bedre, men hun er stadig bange for, at folk, hun møder på gaden, har set de ydmygende billeder og videoer af hende. Den frygt bærer hun altid rundt med i hovedet, fortæller hun.

- Hele tiden. Jeg kan ikke lide det, men jeg kan ikke gøre noget ved det.

Blokér med det samme

Det er DR, der fortæller Emma, at hun langt fra er den eneste, der er blevet afpresset til at gøre nedværdigende og ydmygende ting på nettet. Det er en lettelse for hende, siger hun.

- Det er vildt, at det er gået så vidt, men i det mindste er jeg ikke den eneste.

"Emma" finder trøst i, at hun langt fra er den eneste, der er blevet udsat for ydmygende afpresning på nettet. Foto: DR

I dag tænker Emma, at det ikke nytter noget at begynde at give billeder eller andre ydelser for at få afpressere på nettet til at stoppe med at dele billeder.

- Det er deres strategi bare at bede og mere og mere. Bare at være grådige og grove.

Derfor har hun et råd til andre, der bliver kontaktet på nettet af afpressere, der truer med at dele intime filer.

- Bare blokér dem med det samme, hvis du kan.