Indtil for nylig var Ann Gregersen leder for et privat ældreplejefirma i Viborg.
Tidligere i juli måned - kort tid efter, at hun blev fyret fyret - bevægede firmaet sig ned ad samme vej, som adskillige andre private plejefirmaer også har gjort.
Det gik i betalingsstandsning - skridtet før konkurs.
- Det var konsekvensen af, at man ikke kunne få det til at løbe rundt, siger Ann Gregersen.
"Konstant under pres"
Økonomien i firmaet var konstant under pres ifølge Ann Gregersen.
Hun oplevede, at den slunkne pengekasse påvirkede de ansatte, der ikke kunne nå opgaverne på den tid, der var sat af:
- De halsede hele tiden bagefter, siger hun.
Det gik ifølge Ann Gregersen udover de ældre, som ikke fik så lange besøg, som de burde have haft.
- Servicen og kvaliteten bliver forringet, når du kan ikke levere det, du skal, siger Ann Gregersen.
Konkurser i 40 kommuner
Det er langt fra enestående, at private firmaer på ældreområdet går i betalingsstandsning eller helt konkurs.
Inden for de seneste år har 40 kommuner oplevet, at en af kommunens leverandører af pleje, rengøring eller madudbringning til ældre har måttet dreje nøglen rundt.
Det viser en rundringning, DR Nyheder har foretaget blandt landets 98 kommuner.
For høj vægt på pris
Flere firmaer har været ekstra presset på økonomien siden 2013. Det vurderer Ulf Hjelmar, der er forskningsleder hos KORA - Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.
Fra 2013 har en lovændring nemlig gjort det muligt for kommunerne at se på både kvalitet og pris, når de hyrer private hjemmehjælpsfirmaer.
Mange steder har det givet et løft i kvaliteten, fortæller Ulf Hjelmar. Problemerne kan imidlertid opstå, når kommunerne fokuserer for meget på lav pris.
- Det kan få nogle private leverandører til at føle sig tilskyndet til at underbyde og komme med en for lav pris. Hvis de så ikke kan holde til den lave pris og går konkurs, står kommunen tilbage med problemet, siger han.
Ikke for enhver pris
Ann Gregersen kan nikke genkendende til det med at byde for lavt på en ældrepleje-opgave. Stod det til hende, burde både kommuner og firmaer fokusere mindre på pris.
- Man skal ikke give en pris for enhver pris. Det her handler altså om mennesker, som vi skal komme hos. Mennesker, der har brug for tryghed. Så man skal ikke bare tro, at det er venstrehåndsarbejde, man kan yde.
Hvis du har oplevet, at din leverandør af ældrepleje er gået konkurs, vil vi gerne høre fra dig. Du kan skrive til diba@dr.dk eller ringe på 28 54 49 93.