Bakterieudbrud på Bornholm: 54 personer er smittet

Myndighederne er i gang med at undersøge, hvordan personerne er blevet smittet

Ifølge Statens Serum Institut er 54 indtil videre smittet med bakterien. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

De seneste dage har myndighederne undersøgt et stort bakterieudbrud på Bornholm.

Indtil videre er 54 personer i alderen ni måneder til 97 år testet positive for campylobacter.

Man er stadig i gang med at undersøge flere patientprøver, og ifølge Statens Serum Institut er der meldinger om op mod 100 syge.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

- Vi er i færd med at kontakte patienterne, og blandt andet spørge dem om, hvad de har spist og drukket og foretaget sig i dagene, inden de blev syge. Vi håber at kunne se et mønster heri og vil så også lave interview med en kontrolgruppe af raske borgere. Vi undersøger også, om det er den præcis samme type campylobacter, der har gjort patienterne syge, siger Steen Ethelberg, seniorforsker på SSI, i pressemeddelelsen.

Alle de syge bor enten på Bornholm eller har besøgt øen for nylig.

Kender ikke smittekilde

Fødevarestyrelsen, SSI og DTU Fødevareinstituttet arbejder sammen med Bornholms Sygehus om at efterforske udbruddet.

Man ved stadig ikke, hvordan folk er blevet smittet, men man mistænker, at der er tale om en lokalproduceret fødevare.

- Det er fortsat for tidligt at sige noget om kilden, men vi undersøger flere mulige kilder, siger Nikolas Kühn Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen, i pressemeddelelsen.

Fødevarestyrelsen besøger derfor flere lokale producenter på øen for at tage prøver, så det kan undersøges, om de kan være smittekilden.

Campylobacter er af de væsentligste årsager til, at man får tarminfektioner i Danmark. I 2019 blev 5.300 syge af bakterien.

Den kan give mavesmerter, feber og generel utilpashed. Den er som regel ufarlig og går over af sig selv efter nogle dage.

Der går mellem to til fem dage fra man bliver smittet, til man viser symptomer.