Bilister sidder fast i sneen og togforsinkelser hele søndagen

Falck og DSB melder om en travl søndag med strandede bilister og aflyste tog på grund af sneen.

Falck har travlt med at hjælpe bilisterne i sneen. (Foto: © Kim Haugaard, Scanpix)

Sneen skaber her til morgen store problemer på Sjælland. Tog er aflyst, og Falck har travlt med at hjælpe bilister fri i sneen.

Falck har rigtig, rigtig travlt primært i hovedstadsområdet, fortæller kommunikationsdirektør Louis Honoré.

- Det er tæt på det røde felt. De folk, som skal ud at tage bilen til danseundervisning og beder om hjælp, må vi fortælle, at vi har en del akutte sager, som vi prioriterer først.

- Der er bilister, der holder i sneen og ikke kan komme videre, så vi har de langskaftede støvler på, lyder meldingen fra Louis Honoré.

Det er formentlig ikke alle, som Falck får mulighed for at hjælpe i dag.

- Vi har en pukkel foran os. Dem, der sidder ude i sneen, prioriterer vi at hjælpe. Vi prøver at tage de ikke akutte opgaver senere, men ellers må vi tage dem i morgen, siger Louis Honoré.

Falck har siden snevejret begyndte lørdag fået anmeldelser fra flere end 700 bilister på Sjælland, der har brug for assistance på grund af sneen.

Forsinkelser og aflyste s-tog

Hos DSB ser det værst ud på s-tog strækningen mellem Hareskov-Værløse-Farum, hvor der ikke kører s-tog, og det heller ikke har været muligt at sætte busser ind i stedet. Resten af s-togene kører desuden med forsinkelser, så der vil være 20 minutter mellem togene resten af søndagen, oplyser DSB's trafikinformationschef Tony Bispeskov.

For den nationale togtrafik ser det værst ud på Midtsjælland. På grund af flere væltede træer er der indsat togbusser på strækningen Roskilde-Køge-Næstved.

På strækningen mellem Borup og Viby er der træer, der har lagt sig ned over køreledningerne, så man kun kan køre i det ene spor. Det betyder, at man har aflyst tog på strækningen mellem København og Ringsted.

DSB opfordrer passagererne til at holde sig opdateret via rejseplanen.dk. Som det ser ud søndag formiddag forventes det, at togene kører normalt mandag morgen.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1069824453068078