En af finanskrisens helt store ejendomsspekulanter er tilbage på ejendomsmarkedet. Denne gang i en central rolle for en ejendomskoncern, der trækker et spor af utilfredse lejere, kendelser i huslejenævnet og tabte retssager efter sig.
Det afslører en kortlægning, DR og Børsen har lavet.
Det er tale om den dømte ejendomsspekulant Martin Klüts, der efter finanskrisen gik personligt konkurs med en gæld på over en milliard kroner til banker og kreditorer. Martin Klüts blev efterfølgende idømt 3,5 års fængsel for skyldnersvig, dokumentfalsk og skattesvig.
I dag har han skiftet navn til Martin Larsen og har adresse i Luxembourg. Men DR og Børsens afdækning viser, at han spiller en central rolle i køb, salg og administration af danske ejendomme i ejendomskoncernen DBO Real Estate Denmark.
Ejendomskoncernen, der er ejet af et selskab i Luxembourg, har over de seneste år opkøbt omkring 30 ejendomme i Danmark. Ejendommene spænder bredt fra større erhvervsejendomme over etageejendomme med boligudlejning til mindre parcelhuse.
DR har været i kontakt med lejere i omkring halvdelen af de ejendomme, hvor koncernen udlejer boliger. De fortæller blandt andet om ulovlige opsigelser, manglende vedligehold og trusler fra udlejer. Flere lejere har også oplevet, at koncernen ikke betaler regninger til forsyningsselskaber og har modtaget pludselige krav om at skaffe sig af med kæledyr.
En række af lejerne har taget sagerne videre til retten og huslejenævnet, hvor de blandt andet har fået medhold i, at DBO Real Estate Denmark har varslet ulovlige opsigelser af deres lejemål. I et andet tilfælde har koncernen betalt erstatning til en lejer, der efter at være blevet genhuset opdagede, at hendes lejlighed var blevet lejet ud til en anden person.
Hans Henrik Edlund, der er professor i boligret ved Aarhus Universitet, har gennemgået sagerne for DR. Ifølge ham har koncernen i flere tilfælde begået klare lovbrud.
Eksempelvis har selskabet i en udlejningsejendom på Grønnehavevej i Helsingør, hvor der for få år siden boede 18 beboere, flere gange undladt at betale for forsyningsselskabernes regninger. Det betyder, at lejerne i perioder lever uden strøm, vand og varme, indtil kommunen træder til og betaler for genåbning.
- Det er klart ulovlige metoder. Det virker mere som om, at de plejer deres egne interesser. I nogle tilfælde ser det også ud som, at de gerne vil af med lejerne, så kan de komme ind og få moderniseret lejemål og få det genudlejet til en højere leje, siger Hans Henrik Edlund.
I dag er der kun tre beboere tilbage i ejendommen på Grønnehavevej.
Flere af de lejere, som har fortalt DR om opslidende forløb, hvor de føler sig chikaneret, fortæller, at det er ejendomsspekulanten Martin Larsen, der har været koncernens mand på sagen. Han ønsker ikke at stille op til interview men bekræfter i en mail til DR, at han er ansvarlig for køb, salg og administration af ejendomme i DBO Real Estate Denmark.
- Ejerne af DBO Real Estate Denmark har vist mig stor tillid ved at give mig ansvar for disse opgaver, og det er noget, jeg værdsætter dybt og tager meget seriøst, skriver Martin Larsen.
Fik 14 dage til at skille sig af med sin hund
En af de lejere, der har oplevet koncernens metoder, er Hanne Thomsen fra Stigs Bjergby på Nordvestsjælland. Hun har boet til leje i et lille rækkehus siden 2006 og bor her i dag med sin mand.
Problemerne begynder, kort efter DBO Real Estate Denmark i 2019 opkøber ejendommen, hvor ejerne, ifølge Hanne Thomsen, begynder at chikanere ægteparret.
Det er Martin Larsen, der er kontaktperson for ejerne. Og det er også ham, der på et tidspunkt bliver så irriteret på Hanne Thomsen, at han truer med at ophæve lejekontrakten. Det sker, da ejendommens fyr i en periode sætter ud, og ægteparret gentagne gange klager.
- Jeg kan godt forstå, at han bliver irriteret over, at jeg ringer så mange gange, men så må han sgu da bare få lavet det fyr, siger Hanne Thomsen.
- Og så bliver han altså meget, meget ubehagelig. Altså virkelig, virkelig ubehagelig. Og truer mig med, at jeg skal smides ud, og han skal nok komme efter mig, fortsætter hun.
Men det kulminerer for ægteparret, da de modtager et brev, hvor der står, at de har 14 dage til at skille sig af med den hund, de har haft i 13 år. Ellers bliver lejekontrakten ophævet.
I lejekontrakten er der ikke indskrevet forbud mod at holde husdyr i rækkehuset. Alligevel vælger de at få hunden aflivet af frygt for at miste rækkehuset.
- Det tilgiver jeg ham aldrig. Jeg tilgiver ikke et menneske, der tvinger et pensionistægtepar, til at få aflivet deres raske, friske hund, siger Hanne Thomsen.
Martin Larsen skriver til DR, at koncernen ”af hensyn til fortroligheden i lejeforholdene og lejernes privatliv” ikke kan gå i dybden med detaljer om lejernes situation. Han har ikke kommenteret anklagerne om, at han har truet Hanne Thomsen.
- Vi tager dog stadig kritikken alvorligt og ser det som en mulighed for forbedring. Det kan dog i nogle tilfælde med visse lejere være enormt udfordrende at finde gode løsninger, uanset hvor meget vi forsøger, skriver han til DR.
Lejeorganisation: De er bolighajer
DR har præsenteret flere af sagerne for Lejernes Landsorganisation, LLO. Her er direktør Claus Højte ikke i tvivl om, at DBO Real Estate Denmark udser sig nedslidte ejendomme i jagten på hurtig profit.
- Bolighajer er sådan et godt gammelt fortærsket begreb. Men det er jo den klassiske bolighaj, der er fuldstændig ligeglad med lejerne, siger Claus Højte, direktør LLO Hovedstaden.
Ifølge LLO er sagen med Hanne Thomsen med til at tegne et billede af, at man i flere tilfælde bevidst forsøger at skræmme lejerne ud af ejendommene.
- De er så forhippet på at tjene penge, at de kommer til at mase nogle helt almindelige mennesker, der bare har lejet en bolig, og det er med nogle metoder, som ikke burde findes i Danmark, siger Claus Højte.
Tysk ejer: Jeg er ikke længere ejer
DBO Real Estate Denmark og koncernens 18 ejendomsselskaber ejes ifølge det danske virksomhedsregister af selskabet Die Blue Ocean i Luxembourg.
I 2018 indtrådte tyskeren Kai Miller som ejer af selskabet i Luxembourg. Et ejerskab han har haft i den periode, hvor de lejere, DR har været i kontakt med, har oplevet problemer med deres lejemål.
DR og Børsen har i den seneste måned løbende været i kontakt med Kai Miller, der ikke har ønsket at svare på spørgsmål om sit ejerskab.
Efter Kai Miller er blevet forelagt den konkrete kritik af ejendomsselskabernes metoder i Danmark, skrev han tirsdag i denne uge i en mail, at han med virkning fra dags dato har afhændet sit ejerskab af ejendomskoncernen. Dagen efter blev han også slettet som ejer i det danske virksomhedsregister, og det er nu en dansker med bopæl i Spanien, der er registreret som ejer af koncernen.
DR har gennem længere tid også forsøgt at få et interview med direktør i DBO Real Estate Denmark-koncernen, Kjeld Bøgfeldt, for at forholde ham kritikken af ejendomskoncernen. Han har afvist at stille op til interview og er efter henvendelserne fra DR blevet fjernet fra direktionsposten. Han siger til DR, at det var efter ønske fra den nu tidligere tyske ejer, Kai Miller.
Se i videoklippet, hvad der skete, da DR opsøgte direktør Kjeld Bøgfeldt og spurgte til ejendomsspekulanten Martin Larsens rolle i DBO Real Estate Denmark.
Martin Larsen – som står for driften af ejendommene i netværket – er dermed den eneste person, som har besvaret spørgsmål fra DR, der fortsat er aktiv i koncernen. Han understreger i sin mail, at DBO Real Estate Denmark har over 100 lejere på landsplan.
- Selvom det ideelle scenarie ville være, at alle parter er tilfredse og glade, er vi opmærksomme på, at der kan opstå udfordringer i visse situationer. Vi bestræber os fortsat på at levere en professionel og omsorgsfuld service for alle vores lejere, skriver han.
Du kan se mere om lejernes kamp mod DBO Real Estate Denmarks i Kontant-programemet "Kolde og kyniske boligspekulanter" på DRTV. Programmet bliver også sendt på DR1 i aften klokken 21:25.