Bosted har ikke tilladelse til at huse gruppe af udsatte udlændinge, selvom Udlændingestyrelse har givet dem opgaven

Udlændingene bor lige nu på et asylcenter i Sandvad, hvor der har været protester fra lokale, da flere af beboerne er tidligere kriminelle.

(© Grafik: Signe Heiredal/DR Nyheder)

Artiklen er opdateret den 7/7 klokken 08.13 med svar fra Udlændingestyrelsen.

Planerne om et center for udsatte udlændinge og asylansøgere i Vrå er truede.

En særlig gruppe udlændinge, der har skabt store lokale protester, skulle efter planen være flyttet fra asylcentret i Sandved ved Vejle til en landejendom sydvest for Vrå i Nordjylland senest den 30. oktober.

Det kunne Udlændingestyrelsen i går fortælle i en pressemeddelelse, hvor de samtidig annoncerede, at Botilbuddet Norden havde vundet et udbud om at stå for opgaven med at huse op til 20 udlændinge de næste tre år.

Men nu viser det sig, at botilbuddet kun har tilladelse til at huse maksimalt syv personer på adressen, der var tiltænkt til opgaven, og som indtil nu har fungeret som bosted for andre borgere.

Byrådsmedlem i Hjørring Kommune Sven Bertelsen (S) ville selv være blevet nærmeste nabo. Han undrede sig, da han i går læste Udlændingestyrelsens pressemeddelelse.

- Som nærmeste nabo har jeg jo set, at der på stedet altid har boet mellem seks-syv unge mennesker. Derfor fik jeg den tanke, om man egentlig havde tilladelse til flere.

Og da byrådsmedlemmet gik i gang med at grave, viste det sig, at adressen lå i en såkaldt landzone - og derfor kun havde bevilling på at huse maksimalt syv beboere.

- Det vil rent faktisk sige, at det nu skal gå den helt naturlige gang igennem plansystemet i kommunen, forklarer Sven Bertelsen.

- Derfor er vi nødt til som politikere at tage stilling til det her - først i Teknik- og Miljøudvalget. Og lur mig, om der ikke er en eller anden, som sender sagen i byrådet. Så kan alle 31 byrådsmedlemmer tage stilling til, om de synes, vores kommune og bostedet er velegnet til det klientel.

I et svar fra Udlændingestyrelsen til DR, lyder det blandt andet:

- Udlændingestyrelsen er først i dag [onsdag red.] blevet gjort opmærksom på de anførte oplysninger og vil nu rette henvendelse til Botilbuddet Norden ApS med henblik på at undersøge betydningen af oplysningerne nærmere.

'Jeg synes, det er noget rod'

De udsatte udlændinge bor lige nu på et asylcenter i Sandvad ved Vejle, hvor der har være mange protester fra lokale.

Sidst i oktober kunne Ekstra Bladet fortælle, at der blandt de udlændinge, som befandt sig i Sandvad, var tidligere kriminelle. Udlændingestyrelsen meddelte også, at der kunne være beboere, der tidligere er dømt for personfarlig kriminalitet.

Da Udlændingestyrelsen i går udsendte deres pressemeddelelse med planerne om at flytte beboerne til Nordjylland, skabte det lynhurtigt voldsomme reaktioner blandt lokale i Vrå.

Blandt andet hos Rikke Biegel, der kommer til at bo bare 200 meter fra den adresse, hvor planen er at indkvartere de nye beboere.

- Det er rigtig træls, at det center skal ligge så tæt herpå, fordi jeg ved, at der er rigtig mange, der er utrygge ved det allerede.

Hun oprettede hurtigt en begivenhed i den lokale Facebook-gruppe, der opfordrede borgere til at troppe op ved et informationsmøde, der skulle være aftalt af Botilbuddet Norden i aften, men nu er blevet aflyst.

Selvom møddet blev aflyst, mødte der alligevel over 100 borgere op for at drøfte deres utilfredshed med hinanden.

Borgere fra Vrå og omegn mødte talstærkt op på cykelstien ud for botilbuddet. (Foto: © PRIVATFOTO)

- Det kommer til at have en betydning for, om folk har lyst til at bosætte sig i Vrå. Det ligger lige ud til en cykelsti, som utrolig mange bruger. Jeg frygter, at der kommer til at være ubehagelige oplevelser for folk, der bruger cykelstien, som kommer til at føle sig utrygge, siger Rikke Biegel.

Og flere borgere har udtrykt bekymring om, at der ikke har været styr på tilladelserne til at huse et større antal personer på botilbuddet.

- Jeg synes, det er noget rod, at man udsender en pressemeddelelse og gør en masse mennesker bekymret. Og så viser det sig, at der ikke er styr på det, Udlændingestyrelsen har udsendt en pressemeddelelse omkring.

I Sandvad er beboerne lettede

I Udlændingestyrelsens pressemeddelelse fra i går står der, at beboergruppen, der nu skal flyttes fra Sandvad, er personer, som ”på grund af deres adfærd og/eller pasnings- og plejebehov ikke kan fungere eller rummes på et almindeligt asylcenter.”

I Sandvad glæder formand for beboerforeningen Kirsten Paugan sig over, at beboerne nu snart bliver flyttet til Nordjylland.

- Det her handler om, at det er et eksperiment, og det er vi ikke interesserede i at have i vores baghave. Det er en dato og et skriv, vi har ventet på i rigtig lang tid. Det er enormt lettende. Og der er noget mentalt godt i at have det på skrift nu og vide, at der er en udflytningsplan.

Herunder kan du se optagelser fra én af demonstrationerne i Sandvad tilbage i december sidste år.

Tidligere har Vrå både huset syriske flygtninge i asylcentre, og lige nu bor der ukrainske flygtninge i byens gamle skole.

Derfor mener Rikke Biegel ikke, at det er byens tur til at modtage flere.

- Vi synes ikke, det er vores tur til at tage ansvar, og vi føler ikke, vi er blevet spurgt i denne sag. Vi føler bare, der er kommet en pressemeddelelse, og så står vi tilbage med den information lige nu, hvor kommunen går på sommerferie. Vi føler, det er blevet trukket ned over hovedet på os.

Det har endnu ikke været muligt for DR at få en kommentar fra Botilbuddet Norden ApS vedrørende den manglende tilladelse til at huse udlændingene på bostedet i Vrå.