Caspar måtte selv betale for psykolog: Nu forskes der i at behandle gamere for afhængighed

Gaming disorder bliver en diagnose i Danmark. Forskere leder efter den rette behandling.

Caspar Adam Christansen Malkær er en af de gamere, som har været afhængig. Han måtte selv opsøge hjælp uden om det offentlige. Hør hans historie i videoen.

Ringer du til Center for Ludomani for at få hjælp med afhængighed, skal du trykke et, hvis din henvendelse drejer sig om gaming og computerspil.

Gør du det, får du at vide, at centeret ikke tilbyder rådgivning og behandling - og så er den samtale slut.

De forskellige centre for ludomani i Danmark fortæller, at de løbende får opkald fra gamere, der vil ud af afhængigheden. Men da de kun får støtte til at afvænne danskere fra pengespil, er der ingen hjælp til gamerne.

Men det vil forskningscenter for Ludomani under Aarhus Universitetshospital gerne ændre.

Klinikken er begyndt på et pilotprojekt, som afprøver hjælp til gamere, der er blevet afhængige af computerspil.

- Det er godt at få en behandling, der bygger på viden og ikke følelser eller kommercielle interesser, siger Thomas Marcussen, klinikchef på forskningscentret.

Gamermænd mister job, uddannelse og kærligheden

I løbet af tre-fire år bliver der indført en diagnose for skadelig gaming i Danmark. Ifølge Thomas Marcussen er det vigtigt, at der med diagnosen gaming disorder også er en effektiv behandling.

Derfor har forskningsklinikken gennemgået forskning om behandling af gamingafhængighed, men har fundet ud af, at der mangler solid viden. I første omgang kigger psykologer og to professorer, der er eksperter i computerspil og sundhedspsykologi, derfor på, hvordan den rette behandling kan være i et pilotprojekt.

  • Caspar Adam Christansen Malkær har igennem sine teenageår været afhængig af at spille computerspil. Da det fyldte mest, gamede han 12-14 timer i døgnet. (Foto: © Michael Lyck Poulsen - DR)
  • For et par år siden søgte han hjælp til sin afhængighed. Han søgte på Google, men der kom ikke noget frem. Han endte med at gå helt uden om det offentlige og selv betale for en psykolog. (Foto: © Michael Lyck Poulsen - DR)
  • "På nogle måder havde jeg det ganske fint, for jeg havde lov til at gøre lige præcis det, jeg ville. Men på andre måder havde jeg det ikke så godt, fordi jeg ikke fik konfronteret de ting, som jeg skulle konfrontere for generelt at få et bedre liv," siger Caspar Adam Christansen Malkær. (Foto: © Michael Lyck Poulsen - DR)
  • I dag spiller Caspar Adam Christansen Malkær stadig computer, men han er ikke afhængig af det mere. (Foto: © Michael Lyck Poulsen - DR)
1 / 4

Senere håber klinikken at få penge til at forske i gaming, fordi afhængighed kan være skadeligt.

- Vi har mænd i 50´erne, der har tilsidesat alt andet og er blevet skilt og har svært ved at præstere på job og uddannelse og har tabt kontrollen over gaming, fortæller Thomas Marcussen.

DR har i samarbejde med Dansk Psykologforening fået svar fra 614 psykologer i en rundspørge. Psykologerne har svaret på, hvor ofte de ser klienter, der gamer så meget, at det er blevet til en lidelse for dem.

Hver femte psykolog svarer i rundspørgen, at de mindst en gang om måneden støder på personer, der opfylder symptomerne for den nye diagnose gaming disorder.

Gamere med afhængighed har ofte andre problemer

Dansk Psykologforening advarer imod at dæmonisere alt gaming og peger på, at det er helt almindeligt, at børn og unge gamer. Men når det kommer til lidelsen gaming disorder, så mangler der stadig viden om, hvad der er den bedste behandling.

Caspar Adam Christansen Malkær hilser den nye diagnose velkommen. Men den skal italesættes på den rigtige måde, mener han:

I rundspørgen fortæller psykologerne til DR, at mange klienter med et problematisk forbrug af gaming, også slås med andre ting i livet eller har diagnoser som angst, ADHD og autisme.

Derfor ved psykologerne allerede meget om, hvordan de skal behandle skadelig adfærd for gamere, siger Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykologforening.

- Behandlingen knytter an på de underliggende lidelser, som vi allerede kender. Men det kan godt være, at vi vil udvikle viden og metoder om gaming disorder, der er relevante, siger Eva Secher Mathiasen.

Hun opfordrer gamere med en skadelig adfærd til at henvende sig hos den praktiserende læge. Når diagnosen om nogle år er blevet helt implementeret i Danmark, bliver det mere klart, hvad der vil være af hjælp.

Gråzone mellem gaming og gambling

  • Ludomaniklinikkerne fortæller, at der er en gråzone mellem ludomani og gambling, og at de også ser gamere, der er blevet gamblere.

  • Et af problemerne er, hvordan nogle computerspil er opbygget. For eksempel har mange computerspil skattekister eller loot boxes, hvor ingen ved, hvad der er i kassen, men måske er det værdifuldt. I flere spil kan man også købe udstyr og skins til sin computerfigur. Nogle skins kan koste adskillige tusind kroner, og skins kan bruges som jetoner på onlinekasinoer eller indgå i handler.

  • DR har talt med unge, der fortæller, at de har brugt over 40.000 kroner på skins eller deres konfirmationsopsparing.

  • Hjemmesiden tjekspillet.dk giver et indblik i, hvordan spil er designet og hvilke mekanismer, der kan skabe afhængighed.