Cecilie var farlig for sig selv: Uden hjælp var jeg ikke i live i dag

16-årige Cecilie har tilbragt det seneste år på den sikrede døgninstitution Grenen på grund af et voldsomt misbrug af stoffer. Nu slider hun for at gennemføre sin 9. klasse.

(Foto: © Dr, DR)

Øjnene er blå og nysgerrige, men både t-shirt og bukser er sorte. Det samme er de sikkerhedssko, som 16-årige Cecilie har på.

Hun føler sig godt tilpas denne fredag, hvor hun har sagt ja til et interview på den sikrede døgninstitution Grenen, der ligger i Dalstrup cirka ni kilometer fra Grenå.

Hun har boet på Grenen siden september sidste år. Her bor unge, der har domme for at have begået røverier, lavet anden form for kriminalitet eller er belastede af så store psykiske problemer, at de er farlige for sig selv eller andre.

Musikstudiet på den sikrede afdeling på Grenen tiltrækker mange af de unge, også Cecilie på 16 år. (Foto: © Dr, DR)

Hun sidder på sengen på sit værelse. På det lille bord ved siden af ligger en ny pung, en smartphone og en laptop. Flaskerne med neglelak står nydeligt på reolen overfor sengen.

Ny på den åbne afdeling

For fire uger siden flyttede Cecilie fra det sikrede afsnit på Grenen til det åbne.

Hun har derfor skulle indrette et nyt værelse, lære nye voksne og unge at kende og også at indordne sig under nogle andre rammer end på det lukkede afsnit. Det tager tid at vænne sig til alt det nye, både menneskene og husene.

Cecilie er en af tre unge på Grenen, som DR-programmet ’Indefra’ med journalist og tv-vært Anders Agger har fulgt over flere dage.

Hun har sluppet stofferne

Der er mange kilos forskel fra en af de første dage i september 2016, hvor den dengang 15-årige Cecilie blev anbragt på Grenens sikrede afdeling og til denne sommer, hvor tv-optagelserne til ’Indefra’ kom i hus. Men det er ikke den eneste forskel.

- Jeg har rykket og taget tre ting med mig fra den lukkede afdeling: Jeg har lært at spise og vejer nu 15 kilo mere, end da jeg ankom. Jeg er blevet stoffri. Desuden har jeg lært at styre mit temperament, siger hun og tilføjer:

- Det er dejligt at være ude af stofmisbrug.

Shoppede i Grenå

Cecilie tager sin nye pung fra det lille bord og tilføjer, at hun dagen før var i Grenå sammen med en af de voksne, en pædagog, for at handle.

- Jeg manglede strømper og et par andre ting. Og så købte jeg også en ny pung.

Indkøbsturen blev aftalt samme eftermiddag efter skoletid. Havde Cecilie stadig været på den lukkede del af Grenen, ville betingelserne for en indkøbstur være helt anderledes.

Cecilie skulle først søge om udgang, og behandlingen af den ansøgning kunne sagtens være 2-3 uger undervejs, inden hun fik svar på den.

Cecilie var bange for endnu en overdosis

Det var Cecilies kommune, som fik anbragt teenagepigen på Grenen, fordi hun havde taget en overdosis og var bange for, at det skulle ske igen. En, der ville være værre, og som ville føre til, at hun ville dø af den.

Hun var farlig for sig selv. Hun passede ikke sin skole, stak af og levede det hårde liv som stofmisbruger.

Det begyndte med, at hun røg hash, da hun var 13 år gammel, og misbruget udviklede sig til, at hun også tog hårdere stoffer.

Den sikrede døgninstitution ligner et fængsel udefra med overdækket gård og hegn. (Foto: © Dr, DR)

Hun frygtede nålen

Hun husker, at hun var meget langt ude, da hun kun 15 år gammel kom på den sikrede del af Grenen. Når hun tænker tilbage på tiden før anbringelsen, kan det være lidt svært at forstå, hvordan hendes liv kunne have set ud, hvis ikke kommunen havde grebet ind.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg slet ikke, at jeg havde levet længere. Jeg var så langt ude. Det var virkelig så slemt. Ellers så havde jeg nok stukket mig selv i armen. Det frygtede jeg, desværre som 15-årig, fortæller hun.

Lukket og låst som et fængsel

Grenen, den sikrede institution for unge, har tremmer for vinduerne, og værelserne bliver låst klokken 22.30 om aftenen og først låst op igen næste morgen klokken syv. Med mindre den unge skal på toilettet i løbet af natten. Et fængsel, kalder en af de andre unge på Grenen stedet.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a59bce5e9a11f9f1cbce9156f

Cecilie har en mere nuanceret opfattelse af den sikrede institution i landsbyen Dalstrup.

- Det er mærkeligt at være låst inde, men de gør det jo for at passe på os. I dag kan jeg ikke få mig selv til at kalde Grenen et fængsel, men det kunne jeg tidligere, især i mine aggressioner, og når jeg var sur. Nu hvor jeg har det bedre, har jeg det fint med at være anbragt, lyder det fra hende.

Hvis de unge vil ryge, låser personalet op for skabet, hvor cigaretter og tændstikkerne befinder sig. (Foto: © Dr, DR)

Savner sine søskende

På reolen på Cecilies værelse står to små malerier, som hendes søstre på henholdsvis syv og ni år har lavet. Malerierne har selskab af to små farvebilleder af lillesøstrene.

Cecilie er den næstældste i en søskendeflok på ni. Hun siger selv, at hun har haft en svær opvækst, men vil ikke gå i detaljer med, hvorfor det har været svært.

- Mine søskende savner mig, og jeg dem. Jeg snakker med dem, og de betyder rigtig meget for mig. Men nu, hvor alt stadig er så nyt med at være på en åben afdeling, tænker jeg mest på mig selv og mit liv her.

Cecilie fylder 17 år i december og håber, at hendes mor sammen med to brødre kommer og besøger hende i denne måned.

- Min mor har besøgt mig 2 -3 gange, mens jeg har været her.

Drømmer om at blive maler

Cecilies dag er stramt pakket med både tid på værkstedet, skole og aktiviteter. Hun er især optaget af skolen, hvor favoritfagene er engelsk og matematik. Hun går i skole hver dag, og hendes mål er, at hun næste sommer kan sætte flueben ved en 9. klasses eksamen.

- Den skulle jeg jo allerede have haft nu, hvis jeg ikke havde fucket mit liv sådan op, siger Cecilie, der knokler med fagene og deltager i den ugentlige lektiecafe.

Drømmen er, at eksamenen bringer hende videre, så hun kan få et job som maler.

- Jeg vil gerne male lejligheder og gennemføre at få en uddannelse som maler. Og senere få en ungdomslejlighed, siger hun.

Indefra med Anders Agger

  • Journalist og tv-vært Anders Agger har i tre dage boet på den sikrede døgninstitution Grenen

  • Se hans møde med tre unge, Cecilie, Nicklas og Rune, som er anbragt, i ’Indefra med Anders Agger - Døgninstitutionen Grenen’ på DR TV