- Er robotterne en trussel, eller er de snarere vores venner? Jeg mener det sidste. Jeg er af den overbevisning, at teknologien kan være med til at fjerne meget nedslidende jobs - eller i hvert fald lette dem meget. Derfor tror jeg også på, at mænd (og kvinder) skal arbejde sammen med teknologien.
Sådan lyder udmeldingen fra cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby på arbejdernes internationale kampdag.
Mange af de jobs, der kan blive overflødiggjort med robotternes fremmarch, tilhører i dag industriarbejdere, der blandt andet er organiseret i Dansk Metal.
Alligevel opfordrer Thomas Søby til at omfavne den teknologiske udvikling. I en debat på dr.dk spørger en bruger cheføkonomen til bekymringen for, at automatisering af arbejdsfunktioner i fremtiden vil afskaffe menneskelig arbejdskraft.
- Jeg deler den ikke. Igennem århundreder har der været tale om, at teknologien ville komme og stjæle vores jobs. Det har den sådan set også gjort - der er for eksempel ikke længere 500.000 landmænd i Danmark. Teknologien har gjort det unødvendigt, og i stedet er de mennesker flyttet over i anden beskæftigelse. Den øgede produktivitet har både gjort og dygtigere og rigere. Den har også gjort vores varer bedre og billigere og dermed frigjort købekraft. Det er med til at skabe nye arbejdspladser, skriver Thomas Søby og fortsætter:
- Udfordringen er, at de, der i første omgang mister jobs til for eksempel robotter, er meget synlige og ofte højlydte - med god grund. Mens de jobs, der skabes på ryggen af den nye teknologi, er mere usynlige.
Forbundssekretær i FOA Helena Mikkelsen, der også diskuterede arbejderrettigheder og fremtidens arbejdsmarked med brugerne på dr.dk, frygter i modsætning til sin faglige kollega fra Dansk Metal, at den nye teknologi vil betyde færre varme hænder inden for sundhedssektoren, hvor hovedparten af FOA's medlemmer har deres arbejde.
- Teknologi kan være rigtig smart og godt i mange sammenhænge, men ikke i alle. I sundhedsvæsenet giver det god mening med velfærdsteknologi, der hvor det kan sikre et bedre fysisk arbejdsmiljø - men det må aldrig erstatte den menneskelige kontakt. Så giver teknologien ikke mening, skriver Helena Mikkelsen.
Jacob Hansen, bruger på dr.dk, mener, at det er for snævert at tale om, at det er de klassiske arbejdere, der er truet af udviklingen.
- Det er hele samfundet, der har en udfordring. For 150 år siden var fabrikshallerne fulde af arbejdere. I dag er der robotter. Kontorlandskaber har derimod ikke ændret sig meget de sidste 100 år, men machine learning står til at gøre det samme ved kontorlandskaberne, som robotterne gjorde ved fabrikken.
