Claus Hjort Frederiksen: 'Jeg har ikke afsløret angivelige statshemmeligheder. Punktum'.

- Det var ikke sådan, jeg havde drømt om at mit otium skulle være, skriver Hjort.

Claus Hjort Frederiksen (V) ved Folketingets åbning på Christiansborg Slot i København, tirsdag den 4. oktober 2022.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Claus Hjort Frederiksen (V) står fast på, at han intet har gjort galt.

Den tidligere forsvarsminister er blevet tiltalt for at have røbet statshemmeligheder, men i et opslag på Facebook understreger han, at han er uskyldig, og at han vil gøre alt for at blive frifundet.

- Jeg bestrider at have overskredet grænserne for min vidtgående ytringsfrihed som politiker, og jeg har ikke afsløret angivelige statshemmeligheder. Punktum.

- Det var ikke sådan, jeg havde drømt om at mit otium skulle være, men når det ikke kan være anderledes, er jeg klar til at tage det slag med, og jeg har både kræfter og overskud til at gå hele vejen, skriver han.

Hjort: Bare åbn de døre

Rigsadvokaten udsendte tidligere i eftermiddag en pressemeddelelse med nyheden om, at man har rejst tiltale mod et tidligere folketingsmedlem, dog uden at nævne Claus Hjort Frederiksen ved navn.

Kort tid efter bekræftede Claus Hjort både til DR og en række andre medier, at der var tale om ham.

Anklagemyndigheden kræver, at dørene bliver lukkede under sagen. Det sker ifølge anklagemyndigheden af hensyn til efterretningstjenesternes arbejde.

Det ønske deler Hjort ikke.

- Jeg vil kæmpe til yderste for at få dem slået op på vid gab, skriver han.

Anklagemyndigheden har desuden sagt, at man har rejst den som en domsmandssag.

Det vil sige, at det er en juridisk dommer og to lægdommere, der skal tage stilling til sagen. De to lægdommere er personer uden juridisk baggrund.

Men også her er Claus Hjort Frederiksen uenig.

- Anklagerne begærer domsmandssag, jeg vil kræve et nævningeting, da der er tale om en politisk sag.

Anklagemyndigheden forventer at skulle bruge syv retsmøder til straffesagen. Det oplyser den tidligere ministers forsvarer, advokat René Offersen, til Ritzau.

Han oplyser også, at han vil bede Københavns Byret om at lade et nævningeting afgøre sagen.

- Fordi det er en politisk sag, siger René Offersen til Ritzau.

Tiltale hemmelig

Anklagemyndigheden ønsker hverken at oplyse nærmere, hvad Claus Hjort er tiltalt for, eller hvor mange forhold det drejer sig om.

Claus Hjort Frederiksen ønsker heller ikke i sit Facebook-opslag at komme nærmere ind på, hvad der står i anklageskriftet.

- Anklageskriftet er klassificeret som hemmeligt, så det holder jeg for mig selv.

Han har dog tidligere været ude og sige, at han er sigtet for at have talt over sig i interview i medierne.

Den tidligere forsvarsminister har i en række interview blandt andet omtalt et yderst hemmeligt kabelsamarbejde mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og USA.

Et samarbejde som flere medier, heriblandt DR Nyheder, tidligere har beskrevet.

Blandt andet udtalte han sig om samarbejdet i TV2-programmet 'Lippert'.

Se en bid fra interviewet her:

Der er endnu ikke fastlagt datoer for, hvornår sagen mod den tidligere minister skal køre.

Men det er Københavns Byret, der skal behandle straffesagen mod Claus Hjort. Retten bekræfter over for DR at have modtaget sagen.