Danskerne vælger i større og større grad buræg fra, og det får nu Coop til at udfase buræg fra alle koncernens 1200 butikker.
Det skriver Coop i en pressemeddelelse.
- Når vi beslutter at fjerne buræg fra hylderne, så er det helt i tråd med vores kunders indkøbsvaner og tilbagemeldinger, siger koncerndirektør Jens Visholm.
- Vi oplever, at der er tale om en generel tendens i markedet, danskerne vil have mere dyrevelfærd.
Buræg udgør 48,5 procent af det samlede salg af æg i Danmark, men blandt Coops kunder var den i 2015 nede på 37 procent.
- Udviklingen i de to første måneder af 2016 viser desuden, at vores salg af buræg er faldet med 20 procent i forhold til sidste år, skriver Coop.
Den femårige udfasningsplan skal sikre, at Coops leverandører kan nå at omstille deres produktion til Coops nye behov.
Coop-supermarkedet Irma stoppede allerede med at sælge buræg for 20 år siden, og i 2013 fulgte Kvickly trop og fjernede buræg fra deres hylder.