Følelser kan være så voldsomme, at selv andres gør ondt at se på.

Ville nogen, bare én eller anden, ikke løbe ned og give Sandra Toft et kram? For nøj, hvor gik suget dybt i maven, da Danmarks håndboldkvinder søndag aften tabte en hæsblæsende og ekstremt tæt EM-finale 25-27 til Norge.

I 30 minutter havde det set så godt og kontrolleret ud, men så gjorde Norge det, ingen andre gør bedre end dem - at være Norge.

Skoen trykker ikke mere, end at vi kan anerkende storhed. Den leverede Norge, men mens de danske spillere stod med forstenede ansigter, var det svært at minde sig selv om, at der ikke spilles med synd i en EM-finale.

For Danmark havde leveret tre store, opløftende uger i Slovenien. Men lige nu kunne de ikke bruge det til noget som helst.

Hvis du tror, at fortidens åg for fodboldherrerne, sommeren 1992, har føltes som at bære rundt på en bautasten, skulle du prøve at hoppe i håndboldkvindernes sko. De har stået i skyggen af Anja Andersen, Camilla Andersen og Karin Mortensen. Af OL-, VM- og EM-guld. Og tro mig, de har også fået det at vide.

Find lige et tilfældigt kommentarspor efter holdets nederlag i åbningskampen. “De er jo bare ikke bedre”, “intet nyt”, “de er simpelthen ikke på tidligere niveau”.

Virkelig? Æh, bæh, buh.

Støtten fylder heldigvis mere end det stupide, men lad for Guds skyld denne sølvmedalje være en isbryder direkte ud gennem Tv-skærmene i de danske dagligstuer.

Håndboldkvinderne vil Danmark. Nu må vi alle vist også være klar til at ville dem igen. Ellers vil nogle få det svært – det her hold har nemlig mere metal i sig.

Også guld? Det kan meget vel være.

Store ord fulgt op med stor første halvleg

Det sker jo, at man ser sportsfolk gå en runde for at dele kram ud, når kampen er fløjtet op, meningerne om den slags er mange og delte, men danske Kathrine Heindals rundtur viste i hvert fald det, vi nok allerede godt vidste.

Et relationsmæssigt kludetæppe af bekendtskaber, stærke venskaber, som nu professionelt skulle parkeres for at jagte det, danskerne kaldte karrierens vigtigste sejr. Store ord, som de fulgte op med handling.

Venstrefløj Emma Friis, netop udtaget til all-star-holdet, excellerede både på straffekast og i kontrafasen. Mie Højlund roterede som en snurretop, havnede på venstreback og smadrede bolden ind i det fjerne hjørne til 5-3.

Hvilken slutrunde hvirvelvinden fra Voldum har spillet. Selvfølgelig fandt hun også Rikke Iversen til 9-4, selvom stregspilleren overhovedet ikke var fri.

Det samme må vi hellere få sagt om Louise Burgaard. Wow, wow, wow, måbede en begejstret sidemand af ukendt nationalitet, da danskeren hang to nordmænd til tørre med sit fintespil, scorede og trak en udvisning.

Storesøster, lillesøster... tvillingesøstre? Duellen Danmark mod Norge.

Altså, hvis vi så på de mere end 50 finaleoptrædener i nordmændenes trup, som flinke kolleger hos TV2 havde regnet sig frem til, virkede diskussionen latterlig.

Nul danskere kunne prale med den slags for A-landsholdet.

Den norske kultur om at komme, se og sejre tittede da også frem, da især verdensstjernen Nora Mørk skruede op for tempoet. Syv mål på syv forsøg efter 30 minutter. Godkendt.

Det samme var danskernes 15-12 føring selvsagt også.

Selvfølgelig blev det tæt. Selvfølgelig

Inden EM-finalen var der gensynsglæde. Lars Jørgensen, Danmarks landsholdsassistent, havde forladt sin isolationscelle på 6. etage af Austria Trend Hotel i Ljubljana, ikke mere corona til ham, og dansk håndbolds evige forsvarsminister må have været stolt af det, han så.

I midterblokken viste Kathrine Heindahl og Rikke Iversen styrke nok til at skubbe landegrænser. Bag dem lugtede cirkushesten Sandra Toft savsmuld og nuppede en helt fri afslutning fra stregen.

Problemerne var straks mere presserende rent offensivt.

Jesper Jensen greb ud efter sin taktiktavle, tog tuschen i hånden, men ventede med sin timeout. Imens sled spillerne videre og kom helt derud, hvor fløjspilleren Emma Friis måtte udfordre fysikkens love og knoglemuskulaturen i håndleddet for at dreje 18-15 scoringen ind fra noget nær nul grader.

Vi forventede en tæt finale - og fik den. Men da nordmændene med under tyve minutter igen kunne spille sig på minus en, lavede de to dyre fejl. Straffet prompte og lidt beroligende til nerverne med dansk 22-18 føring.

Desværre fik Norge fundet rytmen, mens Danmark havde et dyrt angeb, hvor spillerne kaotisk stod i kø i udskiftningsområdet og ikke kunne finde ud af, hvem der skulle ind. "Mig?", signalerede Anne Mette Hansen. Det gik helt i stå, løb ud i sandet. Ekstra ærgerligt, når Norge tillod sig at udligne til 22-22 kort efter.

En føring, deres første, 24-23, blev det også til med små syv minutter at rutte med.

For anden gang i træk og niende gang i alt kan Norge derfor nu kalde sig europamestre. Noget, Danmark ikke har prøvet i 20 år. Men ved I hvad? Det er første gang i næsten ligeså lang tid, at danskerne har været tæt på.

Fortsætter de den opadgående kurve, kommer de ikke længere væk næste gang.