Den, der fører pennen, skriver historien. Sådan må det være.

Og en skønne dag vil vi forhåbentlig forstå storheden i de sekunder, vi bevidnede, da jublende danske håndboldspillere stormede et halgulv i Stockholm.

Rasmus Lauge lignede en, der havde vundet 120 millioner i Lotto, mens Mikkel Hansens små, uhæmmede hop ude på den danske bænk satte præstationen i perspektiv.

Danmark er verdensmestre for tredje gang i træk efter finalesejren på 34-29 over franskmændene. En titelhøst uden fortilfælde på herresiden, der rykker kommaer i historiebøgerne.

Frem med brystet. Der skal trykkes endnu en stjerne på de landsholdstrøjer.

Hvis man accepterer mindre end det bedste, får man det tit. Hverken landstræner eller spillere har heldigvis for vane at nøjes, for med stilstand kommer man som bekendt ingen vegne.

Ikke at Simon Pytlick nogensinde er set med højre og venstre sko i gulvet samtidig. Fremad det går.

I VM-finalen indledte slutrundedebutanten med sine måske bedste 20 minutter i landsholdstrøjen. Fem scoringer og franskmænd i problemer, når de med strakte arme løb forvirrede rundt. Pytlick må, sammen med Mathias Gidsel, være ubesejrede i fangeleg.

3-0 til danskerne, et disciplineret indløb til den vigtige aften, hvor også Rasmus Lauge løftede store defensive pligter i det forsvar, Magnus Saugstrup og Henrik Møllgaard styrede med kyndig hånd.

Deres lange arme fiskede en fransk aflevering, Lauge i kontra til 6-2 og hurtig fransk reaktion med et tryk på timeoutknappen.

Imens viftede Mikkel Hansen opildnende med sit hvide håndklæde ud mod tribunen. Samme attituder så vi, da Niklas Landin reddede straffe fra Kentin Mahé.

Forsøg på en skruebold. Den gik ikke.

Så gik Gidsel på arbejde

Mens danskerne foldede sig ud offensivt, så vi også et fransk landshold, der stille, men sikkert, fik arbejdet sig ind i festlighederne.

Danmarks 12-7 føring, som burde have været rampen, der sendte holdet i kredsløb om Jorden, blev aldrig taget i brug. I stedet forcerede Les Bleus voldsomt i andenbølgen med tonstungt krydsspil. Ubehageligt.

Nedim Remili i afslutterens rolle til 15-14. Samme margin, 16-15, efter 30 minutters tvekamp.

Hvis der var skyggen af nerver blandt danskerne, krøb de stille op til overfladen.

Det var blevet tid til at vise, hvorfor håndboldherrerne er blevet det, Frankrig var engang. At de er et hold, der ikke vakler, når scenen og presset er størst.

Hvem andre end Mathias Gidsel til at forkynde det budskab?

Højt anlagt spil, men også vanlig vilje i den kontrafase, hvor verdensstjernen Dika Mem klodset kantede danskeren og blev tilbudt to minutters afkøling på bænken.

Straffekastet omsatte Mikkel Hansen til 21-18.

Lauge leverede VM's største comeback

Vi indledte VM-turneringen med at bede til de højere magter om, at Rasmus Lauges lægskade ville gå i orden. Syv-ni-tretten, tre slag under bordkanten.

Alt godt kommer til den, der venter, forsikrede Nikolaj Jacobsen. Tak til ham for, tålmodigt, stædigt, at holde fast. Få troede på projektet, som søndag aften skulle vise sig at blive en af slutrundens bedste beslutninger.

I finalens afgørende fase var playmakeren ustyrlig. En regulær koldstart. Hold nu fast. Ti mål mod Frankrig. Man fattedes ord.

Forløsningen strålede også ud af Lauge, da han kylede danskerne på 22-20, styrede direkte ud mod bænken og fortsatte sit løb, indtil han havde hele tribunens opmærksomhed.

Brølet startede dybt nede i maven. Tilbagebetalingen faldt prompte. Vild jubel.

Danskerne havde fået kampen derhen, hvor de ville have den. Nej, Niklas Landin fik aldrig fat, men så kom Kevin Møller ind og bidrog med vigtige redninger.

Og så gjorde Rasmus Lauge fuldstændig, hvad der passede ham, mens danskerne rykkede fra til 30-26 og lukkede festen til 34-29, der fik den danske lejr til at eksplodere.

Hallen, Tele2 Arena, gjorde det samme.

Håndboldherrerne har det direkte nummer til folkedybet. De rummer – hver og en – en gavmildhed, som er unik og samler danskerne på en måde, ingen andre formår.

Ja, måske vi en skønne dag vil forstå, hvad vi har mellem hænderne her.