3,2 milliarder kroner. Det er den offentlige vurdering af Aarhus Universitetshospitals nye bebyggelse i Skejby uden for Aarhus.
Vurderingen placerer hospitalet i top som den suverænt dyrest vurderede ejendom i Danmark. Der er næsten en halv milliard kroner ned til nummer to på listen, som i øvrigt er Rigshospitalet i København.
Men selv om beløbet kan lyde svimlende højt for en helt almindelig boligejer, er der tale om en værdisætning langt under den pris, som byggeriet reelt har kostet.
- Min umiddelbare tanke er, at det lyder næsten som et røverkøb, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S), da DR forelægger ham oplysningerne om, at Danmarks dyreste ejendom ligger på Skejby bakke uden for Aarhus.
Hospital er stor investering
DR’s Undersøgende Databaseredaktion har indsamlet og gennemgået de offentlige vurderinger på samtlige ejendomme i Danmark.
- For 3,2 milliarder kroner er da alt for lavt, når man ved, hvor stor en investering, der er lagt i Skejby, siger borgmester Jacob Bundsgaard.
Ifølge Region Midtjylland kommer etableringen af Det Nye Universitetshospital, som de kalder det, til at koste 6,4 milliarder kroner.
Overrasker erhvervsmægler
Direktør Peter Back fra erhvervsmæglerne Lintrup & Norgart er umiddelbart overrasket over, at Danmarks dyreste ejendom ligger i Aarhus.
- Ja, umiddelbart overrasker det mig faktisk. Men det burde det egentlig ikke gøre, for vurderingen er blandt andet baseret på antal kvadratmeter.
Region Midtjylland oplyser, at Det Nye Universitetshospital bliver Danmarks største hospital med et samlet bygningsareal på næsten 500.000 kvadratmeter, hvilket svarer til cirka 70 fodboldbaner.
- Jeg antager, at Rigshospitalet er mindre end Aarhus Universitetshospital målt på antal kvadratmeter. Derfor kan Rigshospitalet godt være det dyreste målt op på kvadratmeterprisen, siger Peter Back.