Det var med ambitionen om at skabe et unikt netværk for særligt dedikerede pædofile og flittige producenter af børneporno, at en 48-årig dansker og to udlændinge i 2011 etablerede websiden "Hoarders Hell".
- Vi ønskede at bruge vores krudt på at finde noget materiale, vi ikke havde set før, siger den 48-årige mand fredag formiddag i Retten i Randers.
Den uanseligt udseende mand beskriver nøgternt og uden at fortrække en mine, hvordan han sammen med de to mænd, en hollænder og en australier, grundlagde netværket.
Som illustration af sagens karakter blev den 35-årige australier og medstifter af netværket i sommer idømt en historisk hård straf på 35 års fængsel.
Ifølge dommen var han øverste administrator på verdens angiveligt største pædofile hjemmeside "The Love Zone", som manden fra Randers ligeledes skal have bidraget til.
Hvis man ville være medlem af "Hoarders Hell", var kravet, at brugerne mindst hver 14. dag indsendte ny og sjælden børneporno.
Cirka 18.000 brugere forsøgte at få adgang til "Hoarders Hell". Det var dog ikke alle, der levede op til sidens strenge krav, fastslår den tiltalte.
Ud over arbejdet med hjemmesiderne er manden blandt andet også tiltalt for selv at have forgrebet sig mod fire børn i Randers fra 2008 til 2009.
/ritzau/