Rigspolitiet vil begynde med at opstille overvågningskameraer på motorvejsbroer fra januar 2018.
- Vi oplyser af taktiske grunde ikke, hvor de opstilles, lyder det fra Anders Frandsen, kommunikationsdirektør i Rigspolitiet.
I november bebudede justitsminister Søren Pape Poulsen (K), at politiet skal kunne overvåge 30 udvalgte vejstrækninger med hemmelige kameraer.
Meldingen kom, efter at bilister er blevet ramt af sten fra broer flere steder, men halvanden måned efter er kameraerne endnu ikke sat op.
I dag præciseres det, at de første kameraer forventes oppe til januar.
Natten til onsdag blev to biler beskadiget, da flere sten blev kastet ned på motorvejen fra en bro ved afkørsel 53 og 54 ved Odense.
De to biler fik skader, da de kørte ind i stenene. Ingen personer kom til skade.
Vicepolitiinspektør Per Lydiksen Laursen fra Fyns Politi oplyste onsdag, at stenkastene bliver efterforsket i sammenhæng med flere lignende sager.
Blandt andet et alvorligt tilfælde fra august 2016, hvor en tysk families bil blev ramt af en 9,5 kilo tung betonflise, der blev kastet bed fra motorvejsbroen ved Langesøvej.
En 33-årig tysk kvinde omkom, og hendes 36-årige mand bliver livsvarigt skadet, mens deres søn er uskadt.
Foruden den fremtidige overvågning har borgmestrene i Assens og Odense efter en dialog med Fyns Politi besluttet, at der hurtigst muligt skal sættes lys op på to af motorvejens broer.
/ritzau/