Demo af byline visning

Nato-landene er på forhånd blevet enige om at hæve deres forsvarsudgifter markant. Men Spaniens premierminister kan blive en joker, der spolerer freden.

Donald Trump har aldrig haft det nemt med Nato.

Og USA’s præsident har gang på gang sået tvivl om sin opbakning til forsvarsalliancen, som blev skabt for nu 76 år siden for at beskytte Vesten mod kommunisterne i Sovjetunionen, og som siden da har været sikkerhedsgarantien for millioner af europæere.

Han mener nemlig ikke, at de europæiske og canadiske allierede bruger tilstrækkeligt med penge på deres forsvar. At de kort og godt har kørt på frihjul i årtier og udnyttet amerikanerne, som i hans optik godmodigt har stået klar til at forsvare dem, hvis de skulle gå hen og blive angrebet.

Og han har ligefrem opfordret fjenderne til at gøre "hvad helvede de vil" med de lande, der ikke betaler nok.De udfald har været gift for en forsvarsalliance, som netop hviler på den såkaldte musketered om, at et angreb på ét medlemsland er et angreb på dem alle. For den virker kun, hvis fjenden tror på den.

Men det kan meget vel ændre sig på det Nato-topmøde, som i dag og i morgen finder sted i den hollandske regeringsby, Haag.

Her mødes alle lederne af de 32 medlemslande, og der er lagt op til det, som den amerikanske Nato-ambassadør, Matthew Whitaker, allerede på forhånd har betegnet som ”en milepæl” for alliancen.

- Dette topmøde bliver historisk. Dette topmøde handler i virkeligheden om Natos troværdighed, som han formulerede det på en pressebriefing mandag.