Onlyfans. Det sociale medie, hvor intet indhold er for eksplicit eller vovet.
Hvor du bag betalingsmuren kan købe onanivideoer, nøgenbilleder, og ja – porno, som andre brugere laver, oftest filmet direkte hjemme fra stuen.
Godt nok kan du også finde fitness- og madlavningsvideoer på platformen, men langt de fleste kender nok Onlyfans for det førstnævnte.
Men det image vil platformen nu sætte en stopper for. I denne uge meldte Onlyfans ud, at alt det, de selv kalder ”seksuelt eksplicit” indhold fra oktober bliver fjernet fra det sociale medie. Nøgenhed vil dog stadigvæk være tilladt.
Og det skifte ærgrer Christian Mogensen, som er specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik.
- Jeg synes, det er problematisk, at Onlyfans lukker for porno, fordi platformen lægger sig i midten af de hardcore pornosider og almindelige sociale medier, siger han.
Digitalt sexliv
Onlyfans har nemlig været et sted, hvor folk let har kunnet undersøge digital seksualitet og lege med den. Og platformens succes fortæller da også en større historie, forklarer Christian Mogensen.
Vores sexliv er nemlig i høj grad blevet digitalt. Derfor forudser han også, at nogle af brugerne flytter videre til andre platforme – som Patreon og Funhouse – der minder om det Onlyfans, vi kender i dag.
Det er da også gået strygende for platformen med det uskyldige lyseblå logo de seneste år, viser de seneste tal, som DR Nyheder har fået.
Onlyfans har ifølge dem selv i dag mere end 150 millioner brugere på verdensplan. 2 millioner af dem er det, Onlyfans selv kalder content creators - altså folk, der laver indhold, som andre betaler for.
Til sammenligning havde platformen i maj 2020 omkring 30 millioner registrerede brugere verden over. 450.000 af dem lavede selv indhold.
Millioner af brugere har altså oprettet sig, siden mediet ramte internettet i 2016.
Mere og mere hardcore?
Den vækst er kønsforsker og lektor ved Roskilde Universitet Christian Groes ikke overrasket over.
- Mediet taler direkte ind i en tendens, vi kender fra Instagram og alle mulige andre platforme, hvor udseende, sexiness og likes er i fokus, siger han. Med Onlyfans kan man så oven i købet tjene penge på det, siger han.
Nu lader det altså til, at langt det meste seksuelle indhold forsvinder fra platformen. Men uanset om man sælger porno på Onlyfans, Funhouse eller Patreon, skal man være opmærksom på, at man nemt kan komme til at flytte sine grænser.
- Man gør måske noget, man ikke umiddelbart havde tænkt sig. Det indhold man laver, bliver langsomt mere grænseoverskridende, fordi der sidder en med penge og beder om det, siger Christian Groes.
Den glidebane skal man overveje, mener han.
'Jeg har hele tiden været skeptisk'
Samme holdning kommer fra Anna Bjerre, psykolog og direktør den rådgivende organisation Girltalk. Hun er vant til at rådgive unge, især kvinder, i alt, hvad der handler om køn og seksualitet.
Og grænser finder man bare bedst i relationer med tillid og gensidighed. Ikke når der sidder en fremmed i den anden ende og betaler for dit dildoshow, mener hun.
- Det er svært både at lytte til sig selv, samtidig med at man skal tilfredsstille et andet menneske i en ulige relation, siger Anna Bjerre.
Derfor er hun glad for, at den mest kendte af platformene lukker for muligheden for at dele porno.
Selvfølgelig er der nogle, der kan få en pornoforretning til at fungere og have det ok med det, understreger Anna Bjerre. Men hendes grundlæggende holdning – den er ganske simpel:
- Jeg har hele tiden været skeptisk overfor Onlyfans.
Helt så skeptisk er Christian Mogensen fra Center for Digital Pædagogik dog ikke.
- Jeg tror ikke, vi skal være bekymrede for, at der findes platforme som Onlyfans. Det er snakken om grænser, der skal være vigtig - ikke at få fjernet digitale platforme, siger han.
Christian Mogensen tilføjer, at vi skal huske på, at mængden af danske indholdsskabere på for eksempel Onlyfans er begrænset.
DR har spurgt Onlyfans, hvordan platformen hidtil har arbejdet for at sikre, at indholdsskabere deler intimt indhold på et så trygt og oplyst grundlag som muligt – både hvad angår egne grænser og forventninger til indtjening.
Vi har også spurgt, hvorfor de har set sig nødsaget til at ændre retningslinjerne, så porno ikke i fremtiden bliver en del af platformen. Den forespørgsel er de ikke vendt tilbage på.
- For at sikre platformens langsigtede holdbarhed og for fortsat at være medie for et inkluderende fællesskab og for fans må vi udvikle vores guidelines til indhold, lyder det dog fra en talsmand fra OnlyFans ifølge The Guardian.