Dumpede 2500 ton byggeaffald på rastepladser: Nu skal de i fængsel

I alt fire mænd er dømt i en omfattende sag om dumpning af byggeaffald på sjællandske grunde.

Miljøovertrædelsen skete ved, at de to hovedmænd oprettede et firma, som rev huse ned. Byggeaffaldet blev derefter læsset af på forskellige grunde i strid med miljølovgivningen. Foto: Arkiv

En omfattende sag om dumpning af byggeaffald på rastepladser, tilfældige grunde og parkeringspladser på Sjælland skal koste de to hovedmænd i sagen henholdsvis tre år og tre år og ni måneders fængsel.

Dommen er fredag eftermiddag blevet afsagt af en enig domsmandsret i Retten i Glostrup, hvor sagen er kørt over 28 retsmøder med afhøringer af cirka 100 vidner siden august sidste år.

Derudover er en 42-årig mand, som kørte byggematerialet ud til de forskellige grunde, blevet idømt ni måneders fængsel. Otte af dem bliver gjort betinget.

En fjerde mand på 33 blev allerede i marts dømt for sin rolle som chauffør i foretagendet. Han havde i mindre omfang udført aflæsninger for de to hovedmænd og slap derfor billigere end de tre øvrige implicerede.

Miljøovertrædelsen skete ved, at de to hovedmænd oprettede et firma, som rev huse ned. Byggeaffaldet blev derefter læsset af på forskellige grunde i strid med miljølovgivningen.

Københavns Vestegn Politi har tidligere kaldt sagen for "danmarkshistoriens største miljøsag".

Sagen kort:

  • Ifølge anklageskriftet var de fire mænd tiltalt for at have smidt op mod 2500 ton byggeaffald på mere end 20 forskellige adresser rundt om på Sjælland og i hovedstadsområdet.

  • De tiltalte havde ifølge politiet revet private menneskers huse ned mod betaling.

  • Til kunderne fortalte de, at de vil skille sig af med byggeaffaldet på lovlig vis.

  • Men i stedet dumpede de fire tiltalte murbrokker, asfalt og andet byggeaffald på både private adresser og rastepladser, parkeringspladser og rundt om i naturen.

  • Det omfattende svineri med byggeaffaldet er ifølge politiet foregået fra omkring januar 2014 til oktober 2014, hvor de mistænkte blev anholdt af politiet.

  • Kilde: DR Nyheder

ritzau