Efter kritik: Minister kommer med tiltag for at få overblik over sextortion

Landets politikredse får indskærpet, at de skal registrere sager om sextortion korrekt.

Rigspolitiet oplyser, at man vil indskærpe over for politikredsene, "at det skal sikres, at der sker en korrekt håndtering og registrering af sager om sexafpresning/sexstortion. (Foto: © DR Grafik)

Fremover får myndigheder sandsynligvis lettere ved at se, hvor mange ofre der bliver udsat for seksuelle overgreb på nettet.

Det kan være sager, hvor piger eller drenge får delt nøgenbilleder mod deres vilje, hvor voksne groomer børn til at sende krænkende videoer af dem selv, eller hvor ofre bliver afpresset på nettet til at filme, at de ydmyger eller mishandler sig selv.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) oplyser til Folketingets Retsudvalg, at han har bedt sit embedsværk om at tilføje spørgsmål til den årlige offerundersøgelse "vedrørende danskernes udsathed for sexafpresning på internettet" for at kunne opnå et bedre overblik over problemet.

Offerundersøgelsen er en undersøgelse, som Justitsministeriet laver hvert år. Her bliver et repræsentativt udsnit af danskerne spurgt ind til den kriminalitet, de muligvis har været udsat for.

Nick Hækkerup understreger over for Folketingets retsudvalg, at det er vigtigt, at offerundersøgelsen spørger ind til sextortion, fordi undersøgelsen også får fat i de ofre, der ikke anmelder digitale seksuelle overgreb til politiet.

Rigspolitiet indskærper

Tiltaget fra Nick Hækkerup kommer, efter at DR har kunnet fortælle, at ingen kender omfanget af seksuelle overgreb mod unge på nettet.

Det skyldes blandt andet, at landets politikredse ikke systematisk bruger søgenøgler, som kan danne et overblik over, hvor mange der anmelder en bestemt form for kriminalitet.

I et svar til justitsministeren oplyser Rigspolitiet nu, at det har justeret de søgenøgler, politiet tildeler de forskellige sager. Søgenøgler bruges, så sager kan søges frem og kædes sammen til brug i efterforskning og analyse af omfanget.

Rigspolitiet oplyser i svaret til ministeren, at man nu vil indskærpe over for politikredsene, "at det skal sikres, at der sker en korrekt håndtering og registrering af sager om sexafpresning/sexstortion".

Tilfreds SF'er

Det er retsordfører for SF, Karina Lorentzen, der har stillet Nick Hækkerup spørgsmålet om, hvordan han vil sikre, at myndighederne får et bedre overblik over sager omkring sextortion.

- Jeg er stærkt tilfreds med, at justitsministeren anerkender behovet for reel viden om de ækle afpresningsmetoder, som anvendes overfor især børn og unge, og som tvinger dem til at gøre horrible ting ved sig selv.

- Vi skal simpelthen være på ofrenes side i denne sag, og mere viden er et vigtigt første skridt på vejen til handling. Præcis derfor er det virkeligt vigtigt at få styr på omfanget – det er altafgørende for at kunne sætte rigtigt ind, siger hun.