Når en talsmand for politiet stolt går ud og siger, at han og kollegaerne har opklaret en sag om børneporno, fængslet gerningsmanden og reddet et eller flere børn ud af et seksuelt misbrug, så er det på grund af 55-årige Michael. Blandt andre.
Han er politiassistent og en af 20 efterforskere i Rigspolitiets såkaldte cybercrime-enhed, NC3. Her arbejder de på at fange voksne mennesker, som bruger små børn til at udleve deres seksuelle fantasier.
For at kunne gøre det, bliver efterforskere nødt til at se på billeder og video af netop det. Overgreb mod børn. Eller børneporno. Det har Michael gjort hver dag i otte år.
Grænserne bliver skubbet
DR har mødt efterforskeren for at spørge, hvordan han kan holde sit arbejde ud? Og hvorfor i al verden han dog gør det? Endda helt frivilligt. Michael har valgt at være anonym, for som han siger, så er nogle af de mennesker, han efterforsker, ikke helt normale.
Det er deres ugerninger, Michael kigger på.
- Hver dag kan ende med, at jeg skal se noget, som jeg ikke lige har set før. Så må jeg forholde mig til det og acceptere, at min grænse bliver skubbet, siger efterforskeren.
- Ens grænser rykker sig over tid, og jeg har vænnet mig til, at sådan er verden desværre også. Men der er ikke så meget, der overrasker mig mere.
Onde mennesker på internettet
Michael er far til to børn. De var 12 og 15 år, da han startede i NC3, og derfor ældre end hovedparten af de børn, der indgår i børnepornosagerne.
Derfor blev han ikke lige så påvirket, som han ved, at nogle af kollegaerne med yngre børn er blevet.
- Hvis du har mindre børn, så ved du også godt, at de er mere forsvarsløse. De er nemmere at lokke eller true til at gøre noget.
Ikke desto mindre valgte Michael efter kort tid i NC3 at tage en snak med sine børn om, at der kan være nogle onde mennesker på internettet, og at de godt kan finde på at gøre onde ting.
Derfor skulle børnene - opfordrede Michael til - under alle omstændigheder komme til ham, hvis de blev truet eller udsat for ubehageligheder på nettet.
"Jeg tager det ikke med hjem. Gudskelov"
Derudover mener Michael godt, at han kan lade arbejdet ligge på de beslaglagte computere, Ipads, Iphones og så videre, som han hver dag screener for ulovligheder og uhyrligheder.
- Jeg tager det ikke med hjem. Gudskelov. Ellers kunne man hurtigt gå til grunde. For hvis man sætter sig og tænker lidt over det, så er det mange grimme ting.
Hvordan kan du undgå at tænke på de ting, du ser?
- Det bliver jeg nødt til for at overleve. Og hvordan kan man lade være med at tænke på det? Jeg lukker simpelthen klappen ned.
Hvordan kan du lukke klappen ned?
- Det er svært at forklare. Jeg kan også spørge dig, hvordan bliver du sur?
Sidegevinsterne
Michael kan dog ikke tillade sig at lukke helt af. Han skal stadig - ligemeget hvor ubehagelige billeder, der er tale om - forholde sig til, om de er ulovlige.
Det kan være svært, når man for en sjælden gangs skyld bliver rystet, som Michael gjorde, da han fandt noget, der egentlig ikke havde noget med seksuelt misbrug af mindreårige at gøre.
- Det er ikke kun børnepornoen, der skubber til vores grænser. Der er også sidegevinster ved at se en andens computer igennem, hvis man kan kalde det det. De kan have mange andre specielle seksuelle interesser end den med, at de godt kan lide at se børn, der bliver udsat for overgreb. Og så kan man støde på videofilm af krigshandlinger, hvor nogen bliver pløkket i stumper og stykker. Det skal jeg også kigge på, konstaterer Michael.
Ligesom Michael en dag skulle kigge på billeder af babylig.
- Det var ulækkert. Der kiggede jeg væk. Men jeg skulle jo kigge resten af sagen igennem. Så jeg lavede en slags forberedt nødværge, hvor jeg kiggede ud af øjenkrogen, så jeg ikke så detaljer, men stadig kunne se, hvad der var på billedet, så jeg kunne forholde mig til, om det var ulovligt.
Successer opvejer alt det ulykkelige
Så er det vist passende at hive et af de indledende spørgsmål frem igen.
Hvorfor i alverden gør du det her?
- Vi har også nogle successer, og det er dem, der opvejer alt det ulykkelige, vi ser. Når vi opdager danske børn, så har vi mulighed for at reagere, og så går hele afdelingen i selvsving. Så skal der handles, for nu kan vi få et barn ud af et misbrug.
- Alle kan vist sætte sig ind i, hvilken succesfølelse det må være at få et eller flere børn ud af et misbrug. De børn bærer jo rundt på det resten af livet. Jo hurtigere, man kan få dem ud, jo mindre slem ballast får de.
Der er jo også sager, hvor du bare kan konstatere, at et barn bliver misbrugt, uden at du kender dets skæbne eller kan hjælpe barnet. Hvor meget fylder de sager?
- De fylder ikke så meget. Jeg ved jo godt, at det er en brutal verden, og jeg ville gå til grunde, hvis jeg tænkte for meget over det. Jeg lukker mentalt af for, hvad der sker videre med børnene.
Det giver mening
Så bliver jeg nødt til at spørge igen. Hvordan kan du det?
- Jeg kan ikke redde alle i hele verden. Jeg vil gerne, men jeg kan ikke. Så for at redde mig selv, så bliver jeg nødt til at trykke på kontakten, så jeg ikke tænker mere på det, siger Michael og skifter fokus til den seneste store succeshistorie.
Fire børn bliver reddet ud af et misbrug begået af den samme mand. Han bliver vurderet til at være så farlig, at han kommer i forvaring.
- Det er jo en stor tilfredsstillelse for os at få sådan en sejr, siger Michael og bliver selv en smule befippet over, at han kommer til at bruge ordet tilfredsstillelse. Han fortæller også om kollegaer, der pludselig er stoppet op under badningen af deres spædbørn og tænkt, om det nu også var i orden at vaske dem i skridtet. Men:
- Sådan en sejr viser, at vores arbejde giver mening. Jeg ved, at jeg kan gøre en forskel.
Ar på sjælen?
Michael insisterer på, at efterforskningen af de hårde sager ikke har forandret ham som menneske. Men det, at han er blevet skubbet ind i et outreret område, som børneporno er, har ifølge Michael gjort, at han har lært at forholde sig til nogle grovere ting.
For når man bliver præsenteret for noget grimt hver dag, så bliver det sværere at hidse sig op over det, konstaterer han.
- Jeg er blevet mere afklaret og rolig.
Så måske har arbejdet alligevel sat sig en smule på Michaels personlighed.
- Jeg har kun en sjæl, og de ændringer, der sker på den, de vil følge mig overalt.
Hvor længe tror du, at din sjæl kan holde til det her arbejde?
- Indtil jeg går på pension.
Rigspolitiets cybercrimeenhed NC3
- •
20 medarbejdere er dedikeret til arbejdet med såkaldte cyberrelaterede seksualforbrydelser, hvoraf 90 procent drejer sig om overgreb mod børn, altså børneporno.
- •
Afdelingen foretager tekniske undersøgelser af cirka 400 sager om året.
- •
Sagerne varierer i størrelse og kan omfatte alt fra et enkelt digitalt medie op til 70 digitale medier, der skal undersøges. Derfor varierer de også antallet af billeder og video også fra meget få til rigtig mange. I en sag blev der fundet 1,5 millioner billeder og 30.000 videoer.
- •
De ansatte har et obligatorisk møde med en psykolog to gange om året. En gruppe-supervision og en individuel supervision.
- •
De ansatte kan altid få en tid hos en psykolog, hvis personen mener, der er brug for det.
- •
6-7 af medarbejderne har været i afdelingen i de seneste 8-10 år. Udskiftning sker - ifølge politikommissær Flemming Kjærside, der er leder af afdelingen - mest, når en ansat får nyt job eller går på orlov eller pension. "Det er sket et par gange, at en kollega har fået nok, men så finder vi en anden plads i huset, hvor arbejdet ikke har noget med børneporno at gøre", siger Flemming Kjærside.
- •
"Jeg kan ikke lokke med bedre løn eller færre timer. Men jeg kan love et job, som virkelig giver god mening. De fleste politifolk starter i politiet, fordi de gerne vil gøre en forskel, og det ønske er virkelig muligt at udleve i min afdeling," siger Flemming Kjærside. Kilde: Politikommissær Flemming Kjærside, leder af NC3
DR1-programmet 'Afsløret - Retten er udsat' handler blandt andet om en langstrakt børnepornosag fra Bornholm.