Ekspert: Black Friday er del af en større tendens

Finanskrisen og internettets udbredelse har åbnet op for nye shopping-traditioner, fortæller trendanalytiker.

For få år siden var der to årlige udsalg i Danmark: Januarudsalget og sommerudsalget. Nu kan man også shoppe med rabat på Black Friday, Halloween, efterårs- og forårsudsalg. (Foto: © Jonas Skovbjerg Fogh, Scanpix)

For 10 år siden var det uhørt, at butikkerne før jul satte priserne ned og lod folk købe deres julegaver til under normalprisen.

Men den amerikanske forbrugerfest, Black Friday, har de sidste fem år vundet stor udbredelse i Danmark og har åbnet op for netop dette.

- Vi ser denne tendens på flere fronter, fortæller Mette Skovgaard Frich, som analyserer trends hos forbrugere i Retail Institute Scandinavia.

- Vi ser flere shoppedage, der supplerer de traditionelle udsalg, eksempelvis ”shopping by night-events,” hvor man sætter prisen lidt mindre ned end ved januar- og sommerudsalget.

Ifølge Mette Skovgaard Frich skal en del af forklaringen på denne trend findes i, at det under finanskrisen var svært for butikkerne at lokke dankortet op af folks lommer.

- Finanskrisen har lært butikkerne, at det er gode tilbud, der lokker folk ud for at købe noget, fortæller hun.

- Men også den digitale udvikling har haft betydning. Det er blevet lettere for forbrugeren hele tiden at finde gode tilbud op nettet.

I 2014 var Black Friday den 10. største detailhandels dag i Danmark.